Fra skrivepulten i Hong Kong

Notater fra min skrivepult på Tao Fong Shan

Protestantisk Mission 1807-1949            

(Dette publiceres her efter, at vi allerede er vendt hjem. Det er de to sidste beretninger om kristendom i Kina og dermed også de sidste notater fra skrivepulten i Hong Kong i denne omgang)

I vil måske spørge, hvis I har haft tålmodighed til at følge mig indtil nu:  Hvor bliver de reformatoriske protestantiske kirker af? Skulle de ikke også til Kina? Interessant er det at lægge mærke til, at filosoffen G.W.von  Leibniz (1646-1716) var levende optaget af  Kina. Han forsøgte at få den europæiske kulturelite til at interessere sig for mission. Baggrunden var, at han havde mødt jesuiterpateren og Kinamissionæren Claudius Grimaldi, og i sin bog ”Kina Nyt”, Novissima Sinaca refererede Leibnitz en række videnskabelige iagttagelser, som var blevet foretaget af jesuitiske missionærer på kinesisk grund. Men den store systembygger i europæisk filosofi. G.W.von Leibnitz, var ikke tilfreds med at få viden på anden hånd. Jesuiterordenens erfaringer inspirerede ham til at udfolde et storstilet projekt, et protestantisk missionsprojekt efter den helt store målestok i nær kontakt med statslige og akademiske institutioner i Europa. Ideen var via Rusland at sende en missionskaravane til Kina. I udkastet til konstitution for det preussiske videnskabsakademi indførte han som en af denne institutions opgaver – propagatio fidei per scientas – propaganda for troen gennem videnskaberne, et udtryk for hans interesse for en nær forbindelse mellem mission og videnskab.

Projektet blev som så mange andre ædelt tænkte projekter aldrig til noget.

 Men andre tog fat. Udgangspunktet var ikke nemt. Som faderen, Quianlong, var Kejser Jiaqing meget opmærksom på kætteriers undergravende indflydelse på kejserdømmets magtmonopol og autoritet, og han havde i 1800 udstedt et edikt, hvor han advarede mod enhver form for  religiøst kætteri. (J.J.M.De Groot: Sectarianism and Religious Persecution in China: A Page in the History of Religions. J.Müller: Amsterdam 1903, s.378-382). 

Traditionel konfucianisme, buddhisme og daoisme anså han for gode nok, men kætteriet  bredte sig også inden for disse etablerede religioner, fx.” Den hvide Lotus` samfund”. En passende straf skulle være med til at standse lovbryderne, fx. ”skuring med sand”. Forskellige kilder anslår, at der omkring 1800 kun var 187.000 kristne i Kina, hvor man mener, at der et hundred år før var 800.000. Tal er altid usikre, men tilbagegangen for kristendommen var markant. Døren til Kina var tilsyneladende hermetisk tillukket. Missionærer kunne ikke slå sig ned i Kina, fordi kristendommen var lig med kætteri.

Det store århundrede

I sin bog  History of Christian Missions in China, 1929 kalder Latourette perioden 1792 – 1914 ”det store århundrede” for mission i Asien. De store navne er William Carey (1761-1834) i Indien og Robert Morrison i Kina.

 Robert Morrison (1782-1834) blev udsendt til Kina af London Missionary Society i 1807. Vi har et ret detaljeret kendskab til hans motivation til at vælge mission i Kina som sit livsprojekt gennem Elisabeth Morrison: Memoirs of the Life and Labours of  Robert Morrison, 1-2. London, Longman 1839 og Robert Morrison: The Knowledge of Christ

Supremely Excellent: The Means and Duty of Diffusing It among All Nations, London 1825. Morrison ankom til Canton /Guangzhou og løb straks ind i betydelige vanskeligheder. Det var ulovligt at udbrede den kristne tro. Straffen herfor var strangulering. For at undgå opmærksomhed forsøgte han at optræde så kinesisk som muligt og gik med kinesiske klæder og hårpisk. På grund af hans eminente sprogkundskaber ansatte East India Company ham som translatør, men i 1812 strammede Beijing grebet yderligere i et nyt edikt, hvor bare det at lære en udlænding kinesisk blev forbundet med dødsstraf. Først i 1859, lang tid efter opiumskrigene og Morrisons død, kunne London Missionary Society slå sig permanent ned i Guangzhou på øen Shamian i Perlefloden, hvor det med skilte stod markeret, at ”Kinesere og hunde” var forment adgang.

Morrison offentliggjorde i 1823 sin oversættelse af Bibelen til kinesisk. I 1815 havde han afsluttet arbejdet med en kinesisk grammatik, og i 1821-1822 udkom en kinesisk-engelsk ordbog. Hans kollega og medhjælper William Milne skrev i sin fortvivlelse: ”At lære det kinesiske sprog er et arbejde for mænd med kroppe af messing, lunger af stål, hoveder af eg … øjne som ørne, hjerter som apostle, hukommelse som engle, og et liv som Metusalem”. Milne blev 39 år; han er en betydelig skikkelse i historien om de første protestantiske år i Kina. Han åbnede den første protestantiske skole, udgav et tidsskrift og hans ”The Two Friends” var den mest udbredte kristne udgivelse i hele århundredet, trykt i flere millioner eksemplarer. Og Milne kritiserede, som en af de få retfærdige, East Asia India Company for dets andel i opiumshandelen: ”Nej til Opium”.   

Den 3. november 1816 døbte han Liang Fa (1794-1855). Liang Fa tilhørte Hakkafolket, der i 1200-1300 tallet var vandret fra det nordlige Kina og havde slået sig ned i Guangdong og Guangxi-provinserne. Hakka fik stor indflydelse på Kinas nyere historie. Liang Fa var uddannet trykker og træskærer og fremstillede de blokke, som blev brugt til at trykke kinesiske bøger. Liang Fas konfucianske baggrund overbeviste ham om betydningen af moralsk integritet, men han forholdt sig overordentlig kritisk til alle former for kinesisk trolddom, overtro og dyrkelse af ”livløse billeder”. De var efter hans opfattelse udtryk for en mangel på alvorligt engagement i forhold til den kinesiske religiøse tradition, og han var ekstremt skarp i kritikken af den buddhistiske, taoistiske og åndedyrkelsens moralske, religiøse og filosofiske selvoptagethed og deres mangel på socialt engagement og støtte til den fattige. Liang Fa udgav 1832 ”Good Words to Admonish the Age” (quan shi liang yan), som blev udbredt overalt i Kina, et apologetisk værk af stor betydning. Liang Fa blev ordineret i 1824 af Robert Morrison. Liang advarede den britiske konsul John R.Morrison (Ja! Søn af R.M.) mod opiumskrigen, men forgæves.  Liang Fas ”Good Words” (400 sider i 9 små bind)  blev i 1834 distribueret til 11.600 kandidater, der var oppe til den nationale eksamen for at komme i statens tjeneste. En af dem, der modtog et eksemplar, var Hong Xiuquan (1813-1864), ”Himmel-sønnen”, der igangsatte Taiping-oprøret. Hong Xiuquan dumpede til eksamen, men ”Good Words” stimulerede senere hans feberhede fantasi, så visioner brød frem om den guddommelige rolle, han mente sig tiltænkt for at bryde Qing-dynastiets magt, 50 år før det endeligt lykkedes for en anden Hakka-søn Sun Yat-sen i 1912.

Et andet stort navn i den protestantiske missions historie var lægen Peter Parker (1804-1888). Han tilbragte 23 år i Kina og grundlagde et hospital i Guangzhou, en pionerindsats, der var begyndelsen til en omfattende  byggevirksomhed frem til 1949. Det var kristne kirker, der stod for størstedelen af al hospitalsvirksomhed i Kina, indtil Mao kom til magten. Nok indgik hospitalerne i ”mission” og blev kritiseret af nogen, men det var nyttigt for landets befolkning, og missionærernes indsats inden for området hospitalsvæsen og medicin, uddannelse og undervisning må ikke undervurderes, for det udgør en betydningsfuld del af Kinas åbning mod verden og udgør en historisk, strukturel forudsætning for det moderne Kina – også for Maos revolution i 1949. Der er mange udsagn fra Kinas politikere og historikere, som bekræfter denne sammenhæng. Danmark var iøvrigt langt fremme på alle områder med Det Danske Missionsselskabs betydelige indsats i Manchuriet fra 1894-1949.

En anden betydningsfuld figur var Karl Friedrich Augustus Gützlaff (1803-1851), energisk og begavet, han udgav masser af litteratur og bogmateriale på kinesisk. Han berejste hele det østlige Kina og nåede også til Korea. Historien har dømt ham hårdt – for hårdt? – fordi han anvendte opiumsskibene på sine rejser ad floder og langs kysten. Han så ikke risikoen ved at kombinere handel og penge med et kulturelt, religiøst fremstød – mission. (Litt.: Herman Schlyter: Karl Gützlaff als Missionär in China, Lund. C.W.G Gleerup, 1946. Karl Gützlaff: The Journal of Three Voyages along the Coast of China in 1831, 1832, and 1833. With Notices of Korea, and the Loo-Choo Islands, London: Fr. Westley and A.H.Davis, 1834).

Opiumskrigene 1839-1844, 1856-1860.

Kinas Qing-dynasti stod for fald, men opgøret trak ud, og det skulle koste millioner af kinesere livet. Vestens stormagter; England og Frankrig, sprængte med opiumskrigene myten om Kina som”Midtens Rige”, uangribeligt og nok i sig selv. Kina blev kastet ud i kaos. England forlangte fri handel – med opium. Kina sagde nej og hældte bogstaveligt opiumet i havnebassinet. En nådesløs krig blev resultatet. Nanjingtraktaten i 1842 åbnede ikke alene for handel, men også for mission. Kineserne var ikke længere herrer i eget hus. 5 af Kinas havne mod øst: Guangzhou (Canton), Xiamen (Amoy), Fuzhou (Foochow), Ningbo (Ningpo) og Shanghai blev åbnet for fremmede, der blev udstyret med privilegier og rettigheder, så de kunne studere kinesisk og bygge huse, kirker og skoler. Hong Kong Island blev overgivet til England. Senere (fra 1898) omtalt som Kronkolonien Hong Kong. Med den 2. opiumskrig fortsatte ydmygelserne. Nu fik også franskmændene deres del af kagen. ”De fremmede djævle” blev udstyret med stort set ubegrænsede rettigheder – ikke alene i havnebyerne. Kineserne har aldrig glemt ydmygelsen. Når man spørger kinesere inde i Mainland China: ”Hvad mener I om Mao”? lyder svaret ofte: ”Han gav os friheden”. Når man tøvende spørger: ” Fra hvem?” lyder svaret  – tankevækkende, ikke aggressivt, men tørt konstaterende –  ofte: ”Fra jer!”

 Den nye åbning betød, at det indre Kina blev et mål for en landsbymission under ledelse af fundamentalistiske pinsebevægelsesmissioner uden større interesse for kulturmission og akkulturation, ”China Inland Mission”, oprettet 1865, tog initiativet langs Yangtse og inde i Mainland China, ledet af den britiske missionær Hudson Taylor. ”En million dør i Kina hver eneste måned uden Gud” . ”Vi er her ikke for at udvikle landets ressourcer eller fremme handelsforbindelser eller bare for at udvikle civilisationen, men for at

kæmpe mod mørkets magter. Frelse mennesker fra synden, og erobre Kina for Kristus.” (cit.efter Moffett). En febrilsk evangelisation og ”trosmission” tog magten. (Litt.: Howard Taylor: Hudson Taylor and the Chinese Inland Mission. The Growth of the Work of God. London. China Inland Mission, 1920).

Taiping-oprøret

Taipingoprøret (1851-1864) må skildres, når emnet er: Kristendommen i Kina, fordi det er en destruktiv affære, der er med til at ændre på betingelserne for europæeres virke i Kina i 1800-tallet, og fagligt set er det interessant, fordi Taiping er en social bevægelse med et klart quasireligiøst præg med reminiscenser af kristendommen.

Hong Xiuquan var som nævnt hakka. Det er i sig selv interessant. Han er repræsentant for et stolt, men undertrykt folk, der har deres eget sprog, men opfatter sig etnisk set som tilhørende han-folkene. De var flygtninge fra nord, der havde de ringeste sociale vilkår som risdyrkere og fiskere i marginalområderne i provinserne Guangdong og Guangxi, men de formulerede sig ikke i opposition til Han-identitet og Han-kultur, men mod Qing-dynastiets tyranniske dekadence. Hakkafolket var meget modtagelig for kristendommen – som led i den sociale frisættelse. Deres identitet var bl.a. baseret på bevidstheden om, at de havde deres eget sprog. Vi kender den samme religionssociologiske udvikling mange steder i kulturmødet mellem oprindelig kultur/religion og kristendom. Det var i mødet med Basel Missionen, at mange hakka`er blev kristne. En overvældende del af Taiping-oprørets krigere tilhørte hakkafolket, men også en anden minoritet, miao, var med i stort tal. (Litt.: Nicole Constable: Christianity and Hakka Identity i:Christianity in China. From the Eighteenth Century to the Present. Ed. By Daniel H. Bays. Stamford University Press, Stamford California 1996).

Taiping-oprøret kan beskrives som det sydlige Kinas opgør mod de økonomiske og sociale forhold under Manchudynastiet, et bondeoprør; forenklet sagt: Taiping var en kinesisk Mau-maubevægelse med religiøse over- og undertoner. En hektisk reformbevægelse med: Jordreformer, kvindens ligestilling, forbud mod omsnøring af kvinders fødder. Den private ejendomsret blev ophævet, månekalenderen blev afløst af solkalenderen og mange andre reformer mest i form af forbud: mod opium, tobak, alkohol, slaveri, polygami og prostitution, blev gennemført med trusler om alverdens straffe, hvis ikke de blev overholdt. Taiping ”ærede” Bibelen, de 10 bud og fadervor, praktiserede en form for dåb, men havde ikke nadver. De ofrede dyr, ris m.m. til forfædrene, og der indgik mange elementer af shamanistisk karakter i deres kult og tænkning. Tilbedelsen af den karismatiske fører antog vilde dimensioner.  

Hong Xiuquan havde modtaget lidt undervisning af en amerikansk baptist Issachar Roberts. Han var visionært begavet og så syner, hvor Jesus optræder som hans ældre broder, og han beskrev sig selv som Himmelgudens udvalgte ”Taiping (Fredsfyrsten) Himmelens søn”. Han forsøgte at forene kinesiske og kristne elementer i en eksplosiv religionssynkretistisk cocktail, præget af teologisk anarki med mytologiske fantasier og vilde herskerdrømme. Denne karismatiske skikkelse samlede en hær af revolutionære tilhængere, der begyndte deres ”lange marsch” mod nord med flere formål: at rense Kina for dets synder, udrydde Konfucius` fejl, uddrive Buddhismens dæmoner og at fjerne Manchukejseren fra Beijings trone. Nanjing, sydrigets hovedstad, blev erobret i 1853 af

700-800.000 Taipingoprørere og gjort til den ”Himmelske Hovedstad”,  ”Det ny Jerusalem” og ”Paradis på jord”. Hong Xiuquan havde ingen organisatorisk evne og kunne ikke styre de vældige menneskemasser, som flokkedes omkring ham. Og da Vestens tropper, englændere og franskmænd, gik ind og støttede det konfucianske modangreb og Qing-dynastiet mod den revolutionære rebel, blev oprøret knust, efter at op mod 20-30 mio. kinesere havde mistet livet.

Naturligvis var der tale om pseudo-kristendom, men Hongs budskab var også udtryk for den kinesiske landbefolknings åndelige og fysiske sult, Hong tog gift nogle dage før regeringstropperne generobrede Nanjing i 1864. ”Det nye Jerusalem” blev en slagtehal.

Det er interessant, at marxistiske historikere naturligvis indrubricerer Hong Xiuquans opgør som et nødvendigt opgør i den historiske udvikling frem mod det kommunistiske samfund. Vi så på vores rejse i 2007 et panorama på et museum i Nanjing, hvor en af de længstlevende Taipingoprørere hjemme i Hakkalandsbyen bragte sin viden videre til den unge hakka Sun Yat-sen. Faklen blev rakt videre.

(Litt.: Jonathan Spence: God`s Chinese Son: The Taiping Heavenly Kingdom of Hong Xiuquan, 1996, ISBN 0-393-03844-0; Thomas H. Reilly; The Taiping Heavenly Kingdom: Rebellion and the Blasphemy of Empire, 2004, ISBN 0-2295-98430-9 ; Philip L.Wickeri: Christianity and the Taiping Rebellion. An Historical and Theological Study, Princeton 1974; Robert Carter:”Barbarians”, Orion, 1998, ISBN 0-75281-339-0 . En historisk roman om Taiping-revolutionen.)

Årene fra 1860 – 1912.

Årene er præget af megen uro. Det er let at se, at Qing-dynastiet har mistet sin magt. Kina måtte afgive landområder til Japan, og landet var under konstant overvågning fra Vestens krigsmagter. Kineserne havde nemt ved at finde en forklaring på ydmygelserne. Det er de fremmedes skyld. Det kom til massakrer især mod katolikkerne. Omtalt er i særlig grad Tianjinmassakren i 1870, hvor et antal katolske nonner bliver dræbt under grusomme omstændigheder.  Overalt i landet blev der udført overgreb mod ”de fremmede djævle”. Den protestantiske missions ofte meget håndhændede metoder førte også til megen modstand lokalt. Missionsselskaber kom ind i Kina: Fra Tyskland, Norge, Sverige, Canada, USA, England. Folk med alle mulige denominationer: presbyterianere, metodister, lutherske, frikirkelutheranere, anglikale, baptister, evangelikale, pinsebevægelsen, konservative og liberale, i alle afskygninger, i en stor forvirring. Var de separatister hjemme, var de det ikke mindre ude. Bokseropstanden i (1899-1900 ) må ses som en generelt antivestlig, antikristen, antikatolsk kampagne. I Kina opfattes katolicisme som en særlig religion, og kampagnen var i høj grad rettet mod de katolsk-kristne. Med aftalerne efter opiumskrigen havde udlændinge fået ret til at købe jord, og mange missionærer førte sig frem som nye feudalherrer med en nedladende holdning til kineserne, deres liv, religion og tænkning. Fra centralt hold, fx.fra enkekejserinden Cixi, blev der opfordret til massakrer på europæere og kinesere, der var konverteret til kristendommen. Bokseropstanden førte til drabet på mange missionærer og kristne kinesere, og missionens bygninger blev hærget og ødelagt.

     Paul Hattaway fortæller i China`s Christian Martyrs. Oxford Monarchs Books 2007 følgende:  Bokserne brød ind i en protestantisk mission, hvor alle 34 indbyggere blev

dræbt. Katolikkerne blev ført ud fra ”Herberget for himmelsk fred” og ført bort: biskopper, præster, søstre, seminarister og seminariets betjening. Biskob Grassi sagde: ”Lad os gå i fred, vi gør ikke modstand”. De blev hurtigt ført fra fængslet til vicekongens hof, ledsaget af hånlige tilråb fra soldaterne og skrig og forbandelser fra boksere langs vejen. I hoffet sad Yu Xian i dommersædet. Han beordrede, at alle fangerne skulle knæle på en lang række foran ham, og han begyndte forhøret med at udspørge biskop Fogolla:

    ”Hvor længe har du været i Kina, og hvor mange mennesker har du skadet ved at gøre dem til kristne?” Fogolla svarede: ”Vi har været i Kina i mange år, og vi har aldrig skadet nogen. Tværtimod har vi hjulpet mange.” – ”Hvilken medicin er det I giver til folk for at gøre dem til kristne, på en sådan måde at drengene tilmed bliver så udholdende og stædige, at de ikke vil opgive denne religion? … Vær rar at fortælle mig hvilken modgift, der kan ophæve virkningen af denne medicin, så de kristne kan opgive din religion og opgive deres stædighed”, lød det videre forhør.” Fogolla svarede: ”Vi giver ingen medicin, som gør folk kristne, og de er fuldstændig fri. Men de ved selv, at det er deres pligt ikke at fornægte deres tro, fordi de er overbevist om, at det ville være forkert, og at det er en synd ikke at tilbede himmelens Gud”.

     Yu Xian dirrede af raseri og slog biskoppen to gange med knytnæver og råbte:”Dræb dem! Dræb dem” Soldaterne stormede ind og trak dem straks ud af salen. Biskop Grassi gav gruppen syndernes forladelse, før han og biskop Fogolla blev dræbt af Yu Xian selv med et sværd. Soldateren mejede de andre ned med deres sværd, først missionærerne, så de studerende og seminariets stab. Drabene blev udført med mere eller mindre grusomhed, alt efter soldaternes færdighed med sværdet og sværdets skarphed eller sløvhed, og det had som drev dem. Imens ventede søstrene på, at det skulle blive deres tur. De tog slørene af og lagde dem over øjnene og blottede deres nakker sådan, at soldaterne kunne ramme dem med sværdene. Søster Maria della Pace istemte ”Te Deum”, og de andre faldt ind og sang videre, indtil sangen ophørte, da den sidste blev dræbt.” Poul Ruders bevægende opera med premiere på Det Kgl. Teater i 2000 ”Tjenerindens fortælling” gennemspiller denne rædselsscene. Bokseropstanden blev knust af en international styrke fra 8 lande, der gik ind og standsede tyranniet. Endnu engang endte det med en ydmygelse af kineserne, som med Bokserprotokollen skulle yde en stor skadeserstatning og give de fremmede endnu større frihedsrettigheder. For kirke og mission betød de 8 landes intervention, at kristendom igen blev forbundet med Vestens militære magtapparat.

Sun Yat-sen – den borgerlige revolution

I 1912 styrtedes så omsider manchudynastiet, som havde hersket i Kina i mere end 250 år. Det nye Kinas leder blev Sun Yat-sen, en læge og humanist, der var gået over til kristendommen i Hong Kong ved mødet med den metodistiske mission. Gennem ham fik kristne og demokratiske ideer langt større indflydelse i landet end nogensinde tidligere. Han organiserede Kuomingtangpartiet, opbygget på tre principper: Nationalisme, Demokrati og sociale reformer. Sun banede vejen, men var egentlig magtasket. Han overlod hurtigt magten til en general og blev selv direktør for Kinesiske  Jernbaner og begyndte også på den måde åbningen af Kina. Magtafgivelsen førte til en endeløs magtkamp mellem et stort antal feudalherrer, der øjnede chancen for at blive ny kejser.

Sun Yat-sen døde 19.3.1925. Han ligger begravet i Nanjing i et vældigt mausoleum  lidt uden for byen. Det er blevet et mål for familiernes søndagsudflugt. Vi så i efteråret 2007 100.000  kinesere valfarte til graven. Sun Yat-sen indtager en central plads i det marxistisk-socialistiske historiske hierarki, han roses af Mao, og jeg er overbevist om, at den nye kinesiske mellemklasse i ham ser et borgerligt supplement, måske en erstatning for Mao. Sun Yat-sens borgerlige revolution kostede få mennesker livet. Maos revolution og politik førte til 70 mio. kineseres død. Lidelser kan ikke altid sammenlignes, men her er der dog tale om en statistisk signifikant forskel, som det hedder på nydansk. Portrættet af Sun Yat-sen indgik i kavalkaden i forbindelse med 1. oktober paraderne på 60 års dagen for skabelsen af det kommunistiske Kina. Jeg tror, at det er udtryk for en meget bevidst politik. Overalt i det sydlige Kina bærer skoler og hospitaler Suns navn. Der er mindestuer i mange byer, hvor han har været. Her i Hong Kong er der et seværdigt Sun Yat-sen museum på Hong Kong Island.   

1912 – 1949 fra Sun Yat-sen til Mao

Den kinesiske kristendom i perioden 1912-1949 var stærkt splittet op i hundredvis af kirker, missioner og organisationer. Da National Christian Council of China blev grundlagt i Shanghai i 1922, knyttede 60% af protestanterne sig til NCC. Den katolske Kirke var ikke medlem, og China Inland Mission forlod rådet allerede i 1926 på grund af rådets liberale teologi. I 1929 skabtes League of Christian Churches som et konservativt organb parallelt med National Christian Council. Det var i de samme år, Det Norske Missionsselskab brød med K.L.Reichelt – af samme grund, han var for liberal, og Reichelt dannede Nordisk Buddhistmission. NCCCs funktion var netop at rådgive ikke om administrative og dogmatiske spørgsmål, men om praktiske emner. Det har altid været et karakteristisk træk, at teoretiske spørgsmål om religion ikke har været af synderlig interesse blandt Kinas kristne menigheder. Antallet af protestantiske missionærer nåede sit højeste i 1920`erne, hvor man mener, at 7.700 virkede i landet. De organiserede kristne kirker var svage. De politiske revolutioner i 1927 og årene fremover aktualiserede behovet for, at kinesiske kristne selv tog magten eller fik magten. ”Kina for kinesere” lød slagordet også blandt Kinas kristne unge.Nye ideer om videnskabelige fremskridt, modernisme, nationalisme og demokrati bredte sig blandt Kinas unge intellektuelle. Konfrontationnen blev taget alvorligt af førende kristne intellektuelle, som arbejdede med at integrere kristen tro og traditionel kinesisk filosofi og moral med videnskabelige landvindinger, uafviselige for en fornuftig fremtidig udvikling i et nyt Kina. Tanken om en selvstændig kirke ledet efter tre-selv-principperne tog form. Afvisningen af missionskirkernes struktur tog til, tanken om en kinesisk kontekstualitet i forkyndelsen bredte sig. Den kristne kirke skal være kirke for kinesere. I stedet for denominationer skulle kirkerne agere sammen supradenominationalistisk (fik I den?)  som sino-kristne menigheder.  Nye selvstændige kirker dukker op, de var biblicistiske, og de udviklede deres egen gudstjeneste og spiritualitet, og deres egen form for kirkeledelse. Ofte var det konflikten mellem ”liberal” og ”konservativ” der var årsag til splittelser. En ny type missionærer kom til præget af ”social gospel”, af kritisk bibelforskning, evolutionslære og andre moderne tanker som fx. tanken om en naturlig evolution. Det var også i disse år, at der blev skabt et antal ”Unions” af kirker og missioner inden for de store blokke af lutheranere, anglikale, presbyteriane, metodister.    

Store forandringer var undervejs. Kinas Kommunistiske Parti var blevet grundlagt i 1920 i Shanghai. Den store ideologiske reform af Kina var undervejs. Revolutionen skulle bygge på bøndernes indsats. ”Uden de fattige bønder ville der ikke være nogen revolution. At benægte deres betydning er at sige nej til revolutionen. At angribe dem er at angribe revolutionen”. (Mao, 1926). Og hvem er den egentlige fjende? Det var feudalherrerne. På landet storbønderne. De repræsenterede i Maos øjne de tre store bjerge: imperialisme, feudalisme og bureaukratisk kapitalisme. Også kristendommen blev angrebet som forpost for vestlig imperialisme. Det blev kritiseret, at kirkerne havde alt for stor indflydelse på hospitalsvæsen og uddannelsessystemet. Religion blev forkastet af intellektuelle kinesere og opfattet som uvidenskabelig, irrationel overtro. – Tiden var præget af voksende nationalisme og økonomisk depression i 1927-33 og feudalherrers tyranni. Angreb udefra af Japan og Rusland og borgerkrige. Kina var på kanten af det totale kollaps. Millioner af kinesere mistede livet i disse års totale forvirring.

Massakren i Nanjing i 1937 gennemført af den japanske hær er Kinas holocaust. Det vidste 5 historisk indsigtsfulde stipendiater, som vi havde besøg af i vores lille hus på bjerget. De refererede til billedet af den knælende kansler Willy Brandt og ønskede, at japanerne ville sige: ”Vi tager skylden på os og undskylder. Det er en forudsætning for reel forsoning.” Jeg mødte den samme holdning i 1990 ved World Council of Churches konferencen (”Peace, Justice and Creation”) i Seuol blandt hundredvis af grædende kvinder, der var blevet massevoldtaget i den japanske krigsmaskines bordeller. Deres smerte over ydmygelsen var uendelig. Jeg glemmer dem aldrig.

 Med den kommunistiske magtovertagelse i 1949 efter Maos lange marsch ændredes vilkårene for mission radikalt. En fuldstændig omorganisering af missionsstrategien for hele Østasien blev nødvendig.

Dansk Mission

Ved et møde i Odense 1891 besluttede Det Danske Missionsselskab at påbegynde mission i Kina.  I tiåret fra 1894 – 1905 rejste et stort antal danskere ud og slog sig ned i det nordøstlige hjørne af Kina mellem Rusland og Korea. Højt begavede folk: læger, præster, lærere, folk med landbrugsfaglige uddannelser, sygeplejersker og håndværkere. Foretagsomme, engagerede mennesker. Der var flere ”Nathalie Zahle”- typer i kredsen. Forfatteren Estrid  Nielsen, der selv voksede op i Manchuriet, har portrætteret flere af dem i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Bl.a. Caroline Johansen,  Karen Gormsen, Ellen Nielsen, læreruddannet fra Zahles Seminarium. Navne som Nyholm, Bolwig, Buch, Ellerbek, Kaj Olsen, Aagaard Poulsen, Vyff står stærkt i dansk missionshistorie, når talen er om Manchuriet. I løbet af et par årtier havde de bygget pigeskole og landsbyskoler, kirker, gymnasium og lærerseminarium, grundlagt en teologuddannelse, hospitaler, planteskoler og børnehjem. Ellen Nielsen grundlagde en industriskole, en virksomhed med 500 ansatte i Dagushan. Som kinesisk statsborger kunne hun købe jord op. Hun blev en slags godsejer. Alle fik samme løn, og der var naturligvis fri skolegang. En kirkelig struktur blev opbygget i samarbejde med skotske og irske kristne. Allerede i 1922 overtog kineserne ledelsen på alle områder. I 1942 ophørte skolevirksomheden, da hverken kinesere eller danskere ville underkaste sig den japanske shintoreligions tilbedelse af Solgudinden Amaterasu. Inden de rejste hjem til Danmark i efteråret 1949/50, overdrog danske missionærer ejerskabet af missionens bygninger til den lokale kristne kinesiske menighed. Det fik betydning, da det kinesiske samfund åbnede sig mod omverdenen i 80`erne.  Ellen Nielsen blev i Kina og døde i 1960. Efter de sidste usle år er hun nu rehabiliteret og mindes som den, der startede kvindernes frigørelse i det nordlige Kina. Ved afskeden var der 11.000 medlemmer af den kristne kirke. I dag forlyder det, at der er 1.3 mio. i de tre nordøstlige provinser.

En imponerende folkelig indsats, som der står stor respekt om i Liaoning-provinsen i dag. I sidste øjeblik umiddelbart før bulldozerne jævnede det hele med jorden, er en del af de gamle historiske bygninger blevet reddet, takket være en stor dansk indsats fra enkeltpersoner i Danmark og Kina. Bystyret har indset, hvad der var ved at gå tabt. Nu er de optaget af deres bys ældste historie, der er uløseligt forbundet med en dansk pionerindsats. Der er inden for de sidste år udkommet en række bøger om de mange danskeres uegennyttige indsats. (Litt.: Estrid Nielsen: Brændehuggerdalen, roman, Gyldendal 1979 ; Anne Hviid Jensen: I Lys og skygge, Unitas forlag, 2005. Simon Gjerø: Kaldet til Kina. Danske Missionærers liv og oplevelser i Manchuriet 1893-1960, 2008.

K.L.Reichelt og Buddhistmissionen 1877-1949

K.L. Reichelt blev født d. 1. september 1877 i Arendal, i det sydlige Norge. Han påbegyndte allerede som 17 årig læreruddannelsen  i Notodden i Telemarken. I august 1897 blev han optaget på Missionsskolen i Stavanger . Han ville være missionær i Kina. Og blev det. Det er ekspansionsideologiens år, med verdensudstilling og de lange rejser rundt om jorden, mod polerne og til ”det mørke Afrika”. Antallet af norske, svenske og danske missionærer i disse år er påfaldende højt. Det Norske Missionsselskab sendte ham ud, og han ankom til Shanghai i okt. 1903 og slog sig med den lokale magistrats støtte ned i Ningsiang. Magistratens opslag på Reichelts dør lød: ”Med den høje kejsers tilladelse færdes nu udlændinge blandt os. En præst fra Norge er kommet til vores by for at prædike. Vi kan bevidne, at hensigten er at gøre folk gode. Derfor må ingen have nogen ond mistanke eller forurette ham. Ulydighed mod denne forordning vil blive strengt straffet”. Dette dekret blev skrevet kun 2 år efter at bokserprotokollen, som gav ikke-kinesere frit lejde, blev underskrevet. 7 år efter kunne myndighederne ikke beskytte stedet, da pøblen brændte missionsstationen ned til grunden i protest mod stigende priser på ris. Fra 1922 – 1927 var Nanjing, sydrigets gamle hovedstad, centrum for Reichelts arbejde. ”Broderhjemmet” Ching Fong Shan, ”Den lysende vinds bjerg” blev mødestedet for omvandrende buddhist- og taoistmunke. Eksperimentet Nanjing blev en kortvarig succes. Allerede i 1927 måtte Reichelt og hans norske assistent Notto Normann Thelle under dramatiske omstændigheder flygte fra Nanjing.   

Reichelt er i litteraturen om ham beskrevet som en naturmystiker, og det finder jeg er en rigtig karakteristik. I biografierne tillægges hans mystiske oplevelse i Weishanklostret en stor betydning. Reichelt besøgte det gamle kloster i sommeren 1905, og han blev fascineret af de filosofisk uddannede munkes spiritualitet. I en vision på en bjergtop bag

klostret gik kristendommens universalitet op for ham gennem Johannesevangeliets mægtige prolog: ”I begyndelsen var Ordet”. ”Ordet” oversatte han ”Dao”. ”Gud er ikke langt borte fra nogen af os, for i Ham er det vi lever og rører os og er til”, dvs. ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. – Også blandt buddhister.  Reichelts samtidige er Rudolf Otto, Nathan Söderblom, Sadhu Sundar Sing, Tagore, Gandhi, D.T.Suzuki. På K.L.Reichelts bibliotek her på TFS står mange af deres bøger – ofte med dedikation. Reichelts kontaktflade var enorm.

Symbolsk fremstilles hans vision i korset i ”Christ`s Temple” her på bjerget,

hvor korset gror ud af lotusblomsten. Kristus er ”the crown of Chinese

Buddhism”. Tao = Logos, som var i begyndelsen. Reichelt besluttede sig

efterfølgende for at forsøge at nå buddhistmunkene. Han påbegyndte et

omfattende rejseliv til klostre, efter indbydelse fra abbeden. og han blev

oftest venligt modtaget og fik flere steder lov at tale i meditationshallen

direkte til de forsamlede munke. Hans strategi var at skabe et netværk af

relationer gennem personlige relationer til de uddannede, filosofisk

reflekterende buddhist- og taoistmunke, og til synkretister, dvs. den kategori

af søgende,som var ganske udbredt i 1900-tallets første tiår, fx. teosoffer.

Reichelt taler om at udvikle arbejdet blandt ”de hæderlige, dybt religiøse og

udviklingsdygtige munke”. Reichelt havde samtidig en anerkendt og

omfattende forfattervirksomhed. Blandt de mange titler kan nævnes:

Kinas Religioner, 1913; Fra Østens religiøse liv, 1922; Mot Tibets grænser,

1933; Fromhetstyper og helligdommer i Øst-Asia,1-3, 1947-49. Et

fremtrædende medlem i Nordisk Buddhistmission var i mange år

forlagsdirektør Gad i København, og Reichelts bøger udkom naturligvis ”på

Gads forlag”.

I maj 1930 købte Reichelt og missionen ved en offentlig auktion bjerget, der stikker op

over den lille landsby Shatin i Hong Kongs New Territories. Han navngav

stedet Tao Fong Shan, ”Bjerget hvor Kristus (Dao) vinden blæser”.

Købssummen var 3.780 am.dollars. Sammen med den danske arkitekt

Johannes Prip-Møller og den danske ingeniør Axel Hamre opførte han Tao

Fong Shan i kinesisk buddhistisk tempelstil.  Byggearbejdet afsluttedes i

1938. I årene 1931-1942 besøgte 542 buddhistmunke, 282 scholars og 40

Taoistmunke Tao Fong Shan. I december 1941 blev Hong Kong og Tao

Fong Shan invaderet af  japanske soldater. Missionærfamilierne blev

interneret på bjerget.

Eksperimentet Tao Fong Shan havde efter krigens ophør i august 1945 ikke

de samme muligheder. Ved krigens slutning havde Hong Kong  under

600.000 indbyggere. I 1952 udgjorde befolkningstallet over 2 mio.  

Med Maos magtovertagelse i Kina den 1.oktober 1949 strømmede

flygtninge til Hong Kong. Kinas grænser til omverdenen blev lukket. Endnu

engang. Arbejdsopgaverne blev særdeles konkrete. Tusinder af mennesker

skulle genhuses til ny tilværelse. En ny vision var nødvendig.  

K.L.Reichelt døde den 13. marts 1952 og ligger begravet på TFSs kirkegård

nede i dalslugten.    

(Litt.: Eric J.Sharpe: Karl Ludvig Reichelt. Missionary, Scholar and pilgrim.

Hong Kong 1984; Filip Riiisager: Forventning og opfyldelse, Aros 1973;  samme: Lotusblomsten og korset, København, Gads forlag, 1998.)

Kristendommen i Kina 5

Notater fra min skrivepult på Tao Fong Shan

Fra forfølgelse til ny åbenhed, 1949 – 2009.

En stemme i Xian

Jeg mødte ham i mørkningen på en gade i Xian i oktober 2006. Han prikkede mig på skulderen og sagde som det første: ”Kina har mistet sin sjæl”. ”Hvorfor siger du det til mig?”spurgte jeg lettere forvirret. ”Fordi du er kristen”. Det blev begyndelsen til en lang samtale med den ca. 40 årige kineser. Han var, som han sagde: ”Medlem af den kinesiske kristne kirke.” I samtalens løb udfoldede han, hvad han havde ment med sin indledende bemærkning: Kina har forædt sig på den gudsforladte materialisme, som Vesten står for. Grådighed, individualisme og materialisme er idag vores fjende nr. 1. Disse endimensionelle kræfter udhuler vores selvbevidsthed. Når Kina ukritisk overtager jeres materialistiske, fællesskabsnedbrydende civilisation uden at få den indre kraft, som kan tæmme og herske over den, den kristne tro, så bryder Kina sammen i kollapsens frie fald. Hvad Kina har brug for er mennesker af overbevisning, der vil leve et fællesskabsliv, som han udtrykte det, inden han gik bort i det, der nu var blevet ”natten”. Det var stærke ord i Xian. Jeg glemmer aldrig det møde, men ser ham næppe igen. Jeg har tit tænkt på hans sidste ord, når jeg har mødt kinesere i de seneste år og herude har beskæftiget mig nogle måneder med Kinas ”indre” udviklingshistorie.

Til dette afsnit har jeg lært meget ved at læse om biskop K.H.Ting, gennem Philip L.Wickeri: Reconstructing Christianity in China. K.H.Ting and the Chinese Church. Orbis Books. Maryknoll. New York 2007. (ISBN 978-1-57065-751-8). Biskop K.H.Ting (f. i 1915) har gjort hele udviklingen med. Man kan få et perspektiv på hele perioden (1937-2009) ved alene at berette om hans liv. Han interesserer mig, også fordi jeg har været lige ved at møde ham nogle gange i mine yngre år, og bogen inddrager i referat mange mennesker, som jeg har kendt – engang i den økumeniske bevægelse og World Student Christian Federation. K.H.Ting er den mest indflydelsesrige enkeltperson i den kristne kirke i Kina i 1900-tallet. 

Individualisme og Konfucius – nok engang

Alt kan siges om Kina i disse år. Landets store middelklasse på 400-500 mio er kommet til penge. En forfinet gammel kultur er under pres. Landet er præget af en vildtvoksende destruktiv korruption, siger iagttagere. Den sociale stabilitet, baseret på ældgamle værdier, der kredser om familien, er i forandring. Der holdes foredrag om storbyernes nye generationer af ofre. ”We are the Wictims”, som de unge betegner sig selv, resultatet af regeringens et-barnspolitik. Bedsteforældrenes fineste jadesten, individualistiske enebørn, hvor især de unge mænd uden mål og med i grupper vandrer rundt i byens gader især i week-enderne. Ikke voldelige som i Vesten – endnu. Der fødes p.t. 119 drenge for hver gang der fødes 100 piger. Det må give samfundshormonale forstyrrelser på et tidspunkt. Kinesiske unge har samme idoler som Vestens unge. Der er tale om mange helt nye sociokulturelle brudflader. Et eksempel: Kvinderne siger nej til de traditionelle skønhedsidealer og kønsroller, selv om TV viser noget andet. Også i Kina drejer jorden sig ikke længere om sin akse, men om ungdommen, der tager det for givet, at de kan handle, som de har lyst til.

Men kinesisk konfuciansk tradition understreger det modsatte: Det gavner mennesket og samfundet at optræde uselvisk, respektfuldt og målrettet.  Vores tid som iagttagere af livet i Kina er et langt fyrværkeri af indtryk – ikke altid festligt. Man mister meget let overblikket. Vi må igen tilbage til Konfucius for at prøve at forstå.

Siden Konfucius, Kinas store vismand, er kineseren blevet indskærpet lydighed, ja underdanighed. I de mange historiske film, kinesisk TV sender til almindelig opbyggelse, er samfundspyramidens fortsat hierarkiske struktur let at få øje på. Også i en ny iklædning. Alt drejer sig om slægt, rigdom og magt. Om ikke at tabe ansigt. Selvfølgelig er kejseren ikke længere i spidsen, men det er præsident Hu eller lokalt borgmesteren eller virksomhedslederen. I det konfucianske system har alle undtaget den allerøverste nogen over sig. Piger har brødre, den yngre bror den ældre osv. indtil den øverste … Kejseren, som kun har Himlen over sig. Han sad på ”Himlens mandat”. Dyrene er helt uden magt og behandles derefter. Naturens fugle sættes i bur og hunden i lænke, og alt, hvad der bevæger sig, kan ædes. Alt går godt, når du er god, dvs. lydig. Samfundet er værdifuldt, når den øverste optræder ansvarligt. Et sådant samfund har ikke plads til et personligt initiativ, og det er jo netop, hvad nutidens globalisering og markedsstyrede individualisme appellerer til. ”You look like a Winner”. -  Også i den kirkelige struktur gælder disse grundregler. Konfucius’ ide om det store fællesskab, datong, gør sig fortsat gældende, ideen om et forenet harmonisk samfund, et vi-er-alle-sammen-i samme- samfund, et samfund hvor hjemmets yderdør aldrig skulle være lukket. Princippet er fortsat styrende. Kirker og menigheder hører hjemme i dette fællesskab, derfor skal de indgå i en enhedsfront. Kirken skal tjene Det nye Kina. Tankegangen inspirerede Hong Xiuquan, Taiping-oprørets leder i hans bestræbelser for at skabe himmelens kongedømme i Kina, og Sun Yat-sen i hans længsel efter enhed og stabilitet i Kina. Alle i det kinesiske folk, også de kristne, skal arbejde på den fælles opgave: nationens opbygning, socialistisk rekonstruktion og økonomisk udvikling. Patriotisme er noget, man opdrages til. Man skal sætte sig ud over forskellene. Det overordnede formål er enhed og fællesskab. En konfuciansk ide.

Den kinesiske antropolog Longji Sun udtrykker det sådan: ”In Chinese culture a man is defined in terms of a bilateral relationship. This relationship is a matter of Sodality … We may say that from birth a Chinese person is enclosed by a network of interpersonal relationships which defines and organizes his existence, which controls his Heart-and-Mind. When a Chinese individual is not under the control of the Heart-and-Mind of others, he will become the most selfish of men and bring chaos both to himself and to those around him. And yet when the definition of his Sodality is extended to the entire community, he is capable of being the most unselfish of men”. (Kilde: The Deep Structure of Chinese Culture. Seeds of Fire; Chinese Voices of Conscience, eds. Geremie Barme and John Minford, Hong Kong: Far Eastern Economic Review Ltd., 1986, s 32).

 – Det er således vigtigt at forstå, at der aldrig har været nogen ide om demokrati i Kina – i vestlig forstand. Mencius (372-289 f.Kr.), Konfucius` discipel, har nogle formuleringer om forholdet mellem folk, stat og kejser – i den nævnte rækkefølge, men det forbliver antydninger. Demokratiet er aldrig blevet institutionaliseret. Kina er et autokrati eller, som professor David Faurholt betegner det, et ”meritokrati”. Alt dette indebærer en mulighed for en langvarig konfrontation mellem Vesten og Kina. Forhåbentlig kun en krig om de store ords politik eller de indre linjer.

Den kinesiske statsnationalisme – en kritisk røst

Under konferencen i november 2009 her på Yao Fong Shan om ”Christian Faith in a Globalized Society” holdt professor ved Renmin University of China, He Guanghu, en fremtrædende intellektuel personlighed, et bemærkelsesværdigt foredrag, som han kaldte The Dragon and the Dove: Nation-Statism and Catholic-Protestant Christianity in China. Han analyserede den kinesiske statsnationalisme, ”statismen” kaldte han det, og dens historiske baggrund, drømmen om det homogene storrige med den grænseløse magt hos ”Himlens Søn”, hvor med Karl Marx og Fr. Engels ”alle folk er slaver”, dele af det asiatiske styres slavesystem. ”Dragens rige” er et statisk tyranni, og befolkningen er dragens sagesløse efterkommere.  En vis opblødning er i gang, men der er fortsat meget tilbage af, hvad He Guanghu kaldte “den arrogante ide om kulturel overhøjhed over andre nationer”, som fører til ekstrem kinesisk nationalisme i forhold til ”Nan Man”, ”Bei U”, ”Xi Di” og ”Dong Yi”, dvs. barbarerne, der bor henholdsvis mod syd, nord, vest og øst for Zhongguo,”Midtens Rige”. Alle andre nationer end Han-folket er i kinesisk tradition at opfatte som barbarer, ”fremmede djævle”. I sin historiske analyse skildrede He Guanghu forholdet mellem en række nøglebegreber: nationalisme, statsnationalisme, national chauvinisme, imperialisme, statisme, der fortsat støtter den forhadte feudalisme og den bureaukratiske kapitalisme. Det var Vesten, der introducerede begreber som nationalisme og patriotisme, som i Østens Kina blev omsat til ”philostatisme”, kærlighed til staten, siger han. Den tyske præsident og kirkeleder Gustav Heinemann sagde engang: ”Jeg elsker ikke staten, jeg elsker kun min kone”. I Kina skal befolkningen elske staten – det er en ideologi, det er statisme. For He Guanghu befinder Kina sig spændt fast i en katastrofal ideologisk spændetrøje i en periode, hvor det er nødvendigt at finde frem til en eller anden form for global administration, jfr. ”Copenhagen”, december 2009. Nationalismen dur ikke, den ekstreme nationalisme er en katastrofe, og han appellerede til, at Kina i moderniseringens tidsalder skal indføre føderalisme i stedet for imperialisme, ligeværdighed i stedet for feudalisme, demokratisk- socialisme istedet for bureaukratisk-kapitalisme. Eller sat på formel: global-demokratisme i stedet for national-statisme. Målet er en moderne nation, en veludviklet politisk og åndelig civilisation.

Charter 08 – der er forfattet af 2000 intellektuelle og embedsmænd, går videre i en kritisk analyse af Kina netop nu: ”All these conflicts and crises grow ever more intense …becoming more militant and raising the possibility of a violent conflict of disastrous proportions. The decline of the current system has reached the point where change is no longer optional”. (Offentliggjort 10. December 2008). 

Nogle vigtige årstal i revolutionens historie

Efter at ”det kinesiske folk havde rejst sig” – Maos udtryk – i konsolideringsfasen, 1949-1952, skulle Kina igennem mange strukturelle vanskeligheder. Bønderne blev opfattet som den bærende klasse, og ved jordreformer mistede godsejerne magten (og ofte livet), mens den fødevareproducerende middelklasse af bønder gik fri. Vi hørte det på en cykeltur mellem rismarkerne uden for Guilin. Vores guide fortalte under et besøg i hendes landsby, inden det gode måltid hjemme i hendes hus, hvor en ugle i lænke sørgede for at der ikke kom mus ind over dørtrinet : ”Min far slog landsbyens øverste ihjel inde i det fornemme hus i 1949”.  Regeringen genåbnede industrier. Et nyt magtapparat baseret på hæren, partiet og regeringen blev bygget op. Efter 1949 blev Kina en monolitisk socialistisk kultur efter marxistisk-leninistisk og maoistisk model. Marxisme blev den dominerende officielle ortodoksi. Alle mellemstrukturer, fx. fagforeninger og kirker, blev kontrolleret. Det gik også hårdt ud over ”religionernes verden”  Koreakrigen 1950-52 kostede Kina dyrt. Ved krigens slutning var 1 mio kinesere omkommet. Og antiamerikanske og antivestlige følelser tog igen magten. USA indefrøs kinesisk kapital, og kineserne svarede igen med et forbud mod at modtage penge fra udlandet. Alle kirkelige institutioner mærkede straks forbudets konsekvenser.  Maos store spring fremad i 1957-62 mislykkedes, og den dårlige høst i årene 1959-62 kostede mellem 30 og 50 mio kinesere livet, anslår man. Vi har fået det skildret af generationens oldebørn og børnebørn igen og igen. Vi har hørt, hvorledes landsbyer og områder blev lagt øde, som var det under den sorte pest i middelalderens Europa. Systemets svar var at indskærpe ”klassekampen”, som var en varig kamp mod bureaukrati, politisk passivitet og status quo. Den eneste vej ud af miseren var at øge den politiske bevidsthed. Det var baggrunden for den store proletariske kulturrevolution i 1966-1976. Nu skulle folket til magten, og fornyelsen skulle komme nedefra.

Et budskab, der også bragte intellektuelle i Europa på barrikaderne. I Kina taler man om ”den tabte generation”, om ”ofrene”. Det er ikke lige de ord, man kommer i tanke om, når talen er om parallelbegivenheder i Vesten. De danske rødgardister havde lettere gang på jorden. I disse år går de pension efter at have henslæbt 30-40 års lang march gennem centraladministrationens magtapparat, kulturinstitutioner og undervisningssektoren. Højtbetalte konsulenter blev mange af dem. Ingen nævnt ingen glemt. Hadet til tradition og kvalitet, finkultur og intellektualisme havde de til fælles, i Kina og dengang i Danmark.

Målet i Kina var at fjerne forskellen mellem by og land, industri og landbrug og fysisk og åndeligt arbejde. De intellektuelle skulle proletariseres, og proletariatet skulle intellektualiseres. En keramiker (dvs. en intellektuel) fra kunstnerbyen Foshan nær ved Guangzhou fortalte forleden i TV, hvordan han som intellektuel i et tiår var blevet tvunget til kun at fremstille figurer af industriarbejdere og ensudseende bønder. Men det var nådigt sluppet. Han overlevede. En kristen intellektuel i det nordlige Kina havde i de hårde år fået lænket hænder og fødder sammen, så han nu lignede et hjul. På spørgsmålet: ”Hvad synes du om kulturrevolutionen?” svarede han: ”Jeg takker Gud for kulturrevolutionen”.  ”Hvordan kan du mene det?” lød det tøvende spørgsmål fra vesteuropæeren. Og svaret faldt: ”Fordi, hvis Gud havde sendt kulturrevolutionen nu, havde jeg ikke overlevet”. Der er mange måder at overleve på! Kulturødelæggelser af et vanvittigt omfang fandt sted overalt i Kina. Helt ud i den yderste provins har jeg set de sørgelige resultater. Kulturrevolutionen – en kollektiv sindssyge – er den mest traumatiske begivenhed i nyere kinesisk historie. De taler om det nu – de unge. De fortæller os om aftenen forældrenes og bedsteforældrenes historie.

Et ping-pong diplomati blev påbegyndt med besøg af USAs udenrigsminister Henry Kissinger i 1971 og efterfølgende af præsident Richard Nixon i 1972. Også Poul Hartling var i Kina, hvor han førte en samtale på ”et højt intellektuelt niveau” med formand Mao.

Efter Zhou Enlais død i 1976 ( i januar) vendte Deng Xiaopeng i 1977 tilbage til magten. Dengs egen søn var slået til kørestol med brækket ryg ved at blive kastet ud af et vindue, fordi han blev opfattet som kontrarevolutionær. Med Maos død året efter i 1977 (7. sept.) og retsopgøret med 4-banden, bl.a. Lin Biao og Maos enke Jiang Qing, indvarsledes nye tider i Kina. Kineserne krævede nu et opgør med kulturrevolutionens fejltagelser. Formlen var: En socialistisk modernisering.

I efteråret 1979 deltog K.H.Ting s.m. repræsentanter for Kinas buddhister og muslimer i World Conference on Religion and Peace i Princeton, New Jersey. Bagefter rejste han og Siu May til Canada, hvor de blev modtaget af premierminister Joe Clark i Parlamentet. Ting var nu blevet optaget i gruppen af verdensmænd i lighed med fx vennen ærkebiskop Desmond Tutu. Hjemme åbnedes kirker i stort tal. Nanjing Theological College blev åbnet i 1981. Samme år blev K.H.Ting formand for TSPM- bevægelsen og præsident for China Christian Council (CCC). Men vi skal hen i 80`erne for at registrere fundamentale klimaændringer i religionernes verden.

Den åbne dørs politik drejede sig umiddelbart ikke om kultur og religion, men om at etablere autonome zoner for at tiltrække udenlandske investeringer, teknologi og turisme. De 4 moderniseringer inden for landbrug, industri, forsvar og videnskab og teknologi blev sat i værk i respekt for de fire absolutter: den socialistiske vej, proletariatets diktatur, kommunistpartiets ledelse og Maos tænkning på marxistisk-leninistisk grundlag. Kina har fortsat ikke opgivet drømmen om det totale herredømme over politik og ideologi, retssystem og massemedier. Sammenbruddet i sovjetblokken i 1990 har i Kina kun øget systemets kontrol på det ideologiske område. Jeg kommer pludselig i denne sammenhæng i tanke om 2 mærkværdige udtalelser af  P.Schlüter fra de år: ”Ideologi er noget bras”, og ”Markedssamfundet har sejret”. Det sidste var P.Schlüters kommentar til murens fald, hvor vesttyskere stak pornohefter ind igennem  de første huller i muren. Det bedste det frie markedssamfund havde at byde på? Det sidste :”Markedssamfundet har sejret”,  kunne Deng Xiapeng også have sagt, og udviklingen mod forbrugersamfund og ”Marked-leninismen” tog fart i Kina for at holde masserne i ro. Folket vil have brød og skuespil, og det kan ikke gå huirtigt nok.”Tianmen-generationen” voksede op under den relativt stabile økonomiske og politiske tid i 1980`erne. De kendte mere til verden gennem fjernsyn, radio og Engelske lærere end de ældre, og de var mindre solidariske overfor deres egen kultur.

”Mange yngre mennesker accepterer ikke, at der er andet i livet end deres egen personlige interesse. De er alt for selvoptagne, og de klager alt for meget over, at Kina er bagud. I stedet for at sammenligne Kina med, hvad det var før befrielsen, sammenligner de med Japan og Vesten. De værdsætter ikke, hvor meget bedre forholdene er nu sammenlignet med, hvordan de var i det gamle samfund.” (Kilde: Beverly Hooper: Youth in China, New York, Penguin, 1985, s. 35). Men der presses på nedefra. Der er et svælg mellem ledelse og masse, mellem hvad folk siger til os, og det billede medierne tegner af de evigt smilende unge i masseoptog – et billede systemet forlanger opretholdt. Hvor længe kan fanebæreren beholde benene på jorden? Eller som det står i Håndbog for Menige: ”Er der forskel på kortet og terrænet, så følg terrænet”. Hvornår begynder kineserne at følge terrænet?

”Sekter” og karismatiske ledere

Efter revolutionen i 1949 blev statens ideologi ”ateisme”. Et socialistisk samfund, rigt og stærkt, skulle skabes uden religion, der karakteriseredes som opium for folket, uanset hvilken religion, der var tale om.

Med missionærernes og missionskirkernes forsvinden i 1949  ophørte ”kristendommen” ikke med at eksistere i Kina. Det skete naturligvis ikke overnight, men her i Hong Kong fortæller man om tusinder af missionærer på vej ud af Mainland China i 1949. Uafhængige kirker eller snarere sekter, med et kristent udgangspunkt fandtes, som omtalt i afsnittet om ”Protestantisk Mission 1807-1949 før 1949, som et svar på nationalismens appel: ”Kina for kinesere”, fx. ”The True Jesus Church”, 1928, ”The Jesus Family”, 1927, ” The Little Flock”, grundlagt 1928 af Ni Tuosheng og ”The Christian Tabernacle”. Alle disse sekters karismatiske ledere var fundamentalistiske, separatistiske og fjendtlige over for ”verden”, dvs. samfundets autoriteter og de kirkelige organisationer, fx. China Christian Council (CCC) og TSPM. Nogle menigheder fra disse uafhængige kirker gik ”underground” i 1949 og tiden derefter, og de var efter CCCs og TSPMs opfattelse upatriotiske.  Flere af dem har i årene efter 1949 haft illegal forbindelse med amerikanske kredse, der har været med til at smugle bibler og penge ind i Kina. Da Deng Xiaopeng besøgte USAs præsident, sydstatsbaptisten Jimmy Carter, stillede Carter 3 krav, bl.a. at Kina åbnede grænserne for udenlandske missionærer, hvad Deng naturligvis afslog. Carter var ude i separatisternes ærinde.  

Tre-selv-bevægelsen (TSPM).

I opbygningen af det socialistiske Kina lagde Mao vægt på folkets enhed, det kommunistiske parti og folkets befrielseshær. En nødvendig strategi for at forene det vældige riges mange etniske grupper og efter flere generationers borgerkrig. Der findes 56 selvstændige folkeslag med et væld af sprog i Kina. De 55 minoriteter udgør ca. 120 mio. Han-folkets ca. 1.2 mia. er altdominerende. Hanfolkets dominans er et stort problem, som vi ofte læser om i aviserne. -

Selvstændige kirker og kristne enkeltpersoner og grupper havde ingen legitim plads i dette store folkehav og magtapparat, men opfattet som separatister blev de sat uden for Maos nationale enhedsfront og skulle bekæmpes som kontrarevolutionære, der kæmpede ikke for nationens, men for udlandets interesser.  

Tanken om de tre- selv-principper  (self-government, self-support og self-propagation) blev taget på dagsordenen for( National) China Christian Council allerede ved det grundlæggende møde i Shanghai 1922, men principperne er formuleret langt tidligere i 1850 af bl.a. Henry Venn, Church Missionary Society, og amerikaneren Rufus Anderson. Efter 1949-revolutionen bliver principperne gjort gældende i Kinas kirker som led i en overlevelsesstrategi. ”Kirken” måtte søge at finde sin accepterede plads inden for den nationale, patriotiske enhed, som ikke var til diskussion. ”Vi elsker også vort land”. ”Du skal elske dit land, og du skal elske din kirke”. I den nævnte rækkefølge. Har I ikke hørt det før i Danmark? spørger man mig herude med henvisning til Grundtvigs ”Menneske først og kristen så?” og ”den danske statskirke”, og jeg tøver med et svar. – TSPM (grundlagt 1951) bestod ved grundlæggelsen af 70 forskellige protestantiske denominationer.TSPM beskæftiger sig ikke med teologi, men er den kinesiske protestantismes politiske organ, hvor China Christian Council (CCC), grundlagt i den nuværende skikkelse 1980, er et mere løst nationalt samarbejdsorgan, som yder forskellige former for service over for kirkerne. Bl.a. i form af Bibeltrykkeriet i Nanjing. Det er CCC, der siden 1991 repræsenterer Kinas protestantiske kirker i WCC. Samlet (TSPM og CCC) omtales de som lianghui, to unioner. Det er ikke altid ment som en rosende betegnelse. De to organer er ikke at forstå som kirkelige strukturer, men som arbejdsredskaber i en anspændt situation. Ting udtrykker ofte, at de kun er et nødvendigt stadie på vejen mod ”enhed”, Kinas kristne kirke.

I 20 `erne og 30`erne var der som nævnt et ret barskt klima mellem de ”liberale” og de ”konservative” kirker, selv om alle kinesiske menigheder dengang som nu er fælles om at være meget præget af bibel-centreret evangelisme, et resultat af deres overvejende evangelikale og pietistiske missionsbaggrund. Kinas protestantiske kirker er også på en anden måde præget af udstrakt frihed, strukturelt, teologisk, rituelt, og de af TSPM uafhængige kirker insisterer på denne frihed. Denne tolerance i religiøs henseende er dybt forankret i kinesisk kultur. Teoretiske spørgsmål om religion, dvs. teologi og religionsfilosofi, har altid haft mindre betydning i Kina end etiske og praktiske, herunder også kultiske spørgsmål, fx forholdet til de afdøde. Kineserne har altid anset de mange skel mellem fx. lutheranere og anglikale, baptister og metodister (denominationer) som udtryk for en import fra Vesten af problemstillinger, der måske har været relevante i perioder af vestlig historie, men er uden betydning for den kinesiske kontekst. Derfor har kirkerne ønsket at komme fri af den koloniale indpakning. Efter årtiers krig og borgerkrig med kolossale tab blev ønsket om national enhed naturligvis en nødvendighed i det efter-revolutionære Kina ganske enkelt for at overleve som nation.

TSPM forlangte på den baggrund, at kirker og menigheder lagde afstand til imperialisme udadtil og seperatisme og individualisme indadtil. I de hårde år før revolutionen blev de selvstændige, ikke-autoriserede kirker (og ”sekter”. Jeg insisterer på begrebet) konstant angrebet for ikke at være patriotiske, og i 50`erne måtte de stå for skud som repræsentanter for en imperialistisk kultur. De var en ”gift” udlagt af imperialistiske kræfter for at ødelægge Kinas nationale enhed. Kun ved at overholde TSPM principperne, kunne kirkerne gøre sig håb om at være acceptable i samfundet. De troende kristne i Kina skulle tillige overbevises om deres moralske forpligtelse i samfundet. Kravet om den nationale enhed har længe været afgørende i Kinas kristne kirker, men blev gjort til et bærende princip for rekonstrueringen af en kinesisk kristendom fra 1980`erne, hvor Kina åbnede sig for omverdenen også religiøst og gav mulighed for en vis selvstændighed. Mange kristne så i hele perioden det kommunistiske parti som garantien for fred og social stabilitet, og kirkeledere opfordrede kristne til at indstille sig på denne grundforudætning, men ikke alle kristne var af den opfattelse. ( Litt.: Francis Jones: Document of the Three-Self Movement, New York, 1963).

Opgøret med Isaac Wei – et eksempel

Lederne af de ikke-autoriserede kirker og sekter og mange enkeltmedlemmer blev forfulgt af systemet og arresteret i 50`erne, fx. Issac Wei, søn af grundlæggeren af  ”True Jesus Church”, Paul Wei, og Wang Mingdao (1900-1991), grundlæggeren af Christian Tabernacle i Beijing, der sad 24 år i fængsel. Wang var en dogmatisk stridbar hårdtarbejdende prædikant og lærer. Kompromisløs og frygtløs. Også TSPM og CCC med biskop K.H.Ting i spidsen tog fat på de formastelige: ”For os er patriotisme ikke alene kærlighed til et abstrakt gammelt land med en lang historie. Det er først og fremmest en kærlighed til Det Nye Kina”. Men Isaac Wei var af den modsatte opfattelse. Han afviste som de andre statsortodoksiens religion og fremhævede, at man skulle være ”åndelig i alt”, man skulle ikke kunne ”associeres med ateister”, for ”at elske verden og elske landet viser mangel på kærlighed”. Derfor skal ”en sand kristen stå hævet over politik, over klassen, over nationen, over verden og over alt eksisterende”. Paul Wei, hans søn Isaac Wei og de andre karismatiske ledere blev opfattet som systemets fjender, repræsentanter for imperialisme, bureaukratisk kapitalisme og feudalisme. – Hvad ville min samtalepartner fra Xian mon sige til alt dette? Hvor ville han placere sig i denne modsætning?

Den første National Chinese Christian Conference (NCCC) blev afholdt i Beijing i juli 1954, en forfatning blev vedtaget, formålet var at: ”forene Kinas kristne, at opfordre kirkerne til af acceptere tre-selv-principperne og arbejde for verdensfreden”, dvs. formulere sig imod imperalismen og vise sand patriotisme. Systemet svarede med tøvende åbenhed. Nogle kirker blev genåbnet og renoveret, og den anglikale kirke udnævnte tre nye biskopper, blandt dem K.H.Ting i 1955.

Kulturrevolutionen 1966 – 1976

Ganske vist har vi efterhånden mange kilder til denne periode, og de der har oplevet rædslerne er endnu i deres bedste alder, men de samtidige kinesere er selv ikke meget for at fortælle, hvad de har oplevet. Det er endnu for traumatisk. Og en åben og seriøs debat er ikke mulig. Arkiverne, der kan fortælle, hvad der skete nationalt, regionalt og ikke mindst lokalt, er ikke tilgængelige. En generation kan i sorg se tilbage på knuste forhåbninger, på et usselt liv, der smadrede alle deres drømme og udviklingsmuligheder. På et tidspunkt i min læsning om K.H.Ting dukkede billedet af Job på askedyngen (Jobs bog i GT) op i mit billedfelt. Hans universitet er lukket, bibliotekets bøger brændt, hans 2 sønner forlader ham og er rejst mod vest uden at ville kendes ved deres småborgerlige, intellektuelle far, som troligt følger dem til banegården i Nanjing. De ænsede ham ikke. Alle Tings bøger, dagbøger og notater bliver fjernet og brændt, og han får forbud mod at læse. Familiens hjem bliver overtaget af rødgardisterne og bohavet knust, og deres anviste beskedne bolig bliver i løbet af tiåret ransaget 20-30 gange, men Ting slap trods alt fra rædslerne, og han undgik på mirakuløs vis den ydmygende tur gennem Nanjings gader med narrehat udsat for befolkningens forhånelser og fysiske angreb. Nogen holdt hånden over ham, Zhou Enlai?  Fra 1961 hvor Ting var 47, til 1979, hvor han var 64, rejste han ikke til udlandet, og han kunne ikke offentliggøre noget. Da det gik hårdest til, er det tydeligt, at regering og parti helt havde mistet kontrollen over gadens parlament. Folkets befrielseshær (PLA) blev derfor sat på den opgave at genskabe en vis stabilitet. Mao var indiskutabelt lederen, men han fremtræder som en mistroisk, ryggesløs diktator uforudsigelig i sin magtudøvelse. ”Eunukkerne” ved hans hof tiltog sig magten og sloges om, hvem der var størst. I kulturkampen mod ”de fire gamle”: Ideer og kultur, skikke og vaner, var fænomenet ”Religion” målet for rødgardisternes hærgen, og det gik ud over buddhistiske og daoistiske templer, kristne kirker, islamiske moskeer, mindesmærker, statuer, klostre, hellige skrifter og biblioteker, gymnasier og uddannelsessteder blev lukket. Kunst, der mindede om ”de gamle værdier”, blev ødelagt overalt i det vældige rige. Religiøse ledere og enkeltkristne blev sendt i arbejdslejre, forvist til landdistrikterne, levede de i cølibat blev de tvunget til at gifte sig, og muslimer skulle spise svinekød. Kristne skulle forsage deres tro ved offentlige processer. Mange blev dræbt eller begik selvmord i dette totale anarki. K.H.Ting citerede tit Bertolt Brecht:

     “Alas, we /Who wished to lay the foundation of kindness,/ Could not ourselves be kind. /But you, when at last it comes to pass,/ That man can help his fellow man,/ Dot not judge us too harshly”.

(Litt.:  Roderick MacFarquhar: The  Origins of the Cultural Revolution. New York: Oxford University Press and Columbia University Press, 1974-1997; Roderick MacFarquhar and Nichael Schoenhals: Maos Last Revolution, Harvard University Press, 2006.)

Biskop K.H.Ting – Den kinesiske kirkes Svejk

K.H.Ting (f. 1915) voksede op i  Shanghai, hvor han boede i International Settlement, et af de kvarterer i byen, der havde en særlig status. Distriktet rummede i 1934 638.920 indbyggere, hvoraf 18.079 var udlændinge. Hjemmet var præget af en liberal anglikansk bredkirkelighed. Familien kom i St.Peters Church. Kirkens præst Dong Jianwu var hemmeligt medlem af kommunistpartiet fra 1928. Han er iøvrigt identisk med ”Pastor Wang” i Edgar Snows bestseller ”Red Star Over China”. (London, Victor Gollancz, 1966). Bogen blev i Kina udgivet af YMCA, (KFUM). Det var Dong Jianwu, der introducerede Snow til kommunisttoppen i 1936. Dong var en fascinerende og kompleks figur, der levede, hvad en iagttager ville kalde agentens dobbeltliv, kristen præst og kommunistisk kadremedlem, men selv havde han ikke problemer med at forene de forskellige sider af sit engagement. Han var ikke den eneste præst ved St:Peters Church, der havde forbindelse med CCP. En anden var Pu Huaren, som arbejdede for den ”kristne general” Feng Yuxiang. Pu Huaren rejste i 1927 til Sovjetunionen og havde fremtrædende placeringer i regeringen efter 1949. Senere blev han en betydningsfuld skikkelse i TSPM. St.Peters Church rummede en stor middelklassemenighed. Ting blev påvirket af disse markante meningsdannere. Ting læste teologi ved St.Johns University og kom meget i YMCA, der var et betydningsfuldt væksthus for radikale studerende, der ville et nyt samfund. Ting forstod, at kristen tro og nationens frelse hang sammen. Han repræsenterede allerede i sine unge år en praktisk, social bevidsthed og var yderst kritisk over for kirkens manglende engagement. Ting afsluttede sine studier på St.Johns i 1937, samtidig med at japanerne angreb Shanghai. De 8 år i det okkuperede Shanghai (1937-1945) har afgørende præget K.H.Tings opfattelse af forholdet mellem nation, kirke og samfund. Hans udtalelser fra disse år illustrerer det klassiske dilemma: ”individuel overlevelse” eller ”patriotisk forpligtelse”. Inspireret af KFUM-lederen Y.T.Wu (1893-1979) opfordrede han til dannelsen af en forenet front mod den japanske aggression. Wu blev senere leder af TSPM-kirken. Wu repræsenterer ”social gospel”, en marxistisk tolkning af forholdet mellem politik og samfund, der kan minde om latinamerikansk befrielsesteologi. ( Litt.: Philip L. Wickeri: Seeking the Common Ground: Protestant Christianity, the Three-Self Movement and China`s United Front. Maryknoll. New York, 1988). Indtil angrebet på Pearl Harbour var der en vis frihed i International Settlement i Shanghai, og Ting arbejdede inden for paraplyorganisationen Shanghai Lian (Shanghai Christian Student Union) for progressive, venstreorienterede studenter fra byens 34 universiteter med bevidsthedsskabende aktiviteter, blandt fattige, ved virksomhedsbesøg o.lign.. Målet var en øget samfundsindsigt. En af hans fortrolige vejledere var professor T.C. Chao (1888-1979), der i 1948 blev en af World Council of Churches første præsidenter. P.gr. af Koreakrigen blev Chao fordømt af systemet og måtte sige farvel til WCC. Ting beskrev ham senere som en patriot, der blev uretfærdigt behandlet. 

Efter bryllup i 1942 med Siu-May Kuo (Guo Xiumei, 1916-1995) blev Ting præst i Community Church (American Church) i Shanghai. Da Mao overtog magten i Kina, opholdt K.H.Ting sig i udlandet. I 1946-1947 som missionssekretær i SCM i Canada, Toronto. I disse år formulerede han sig radikalt kritisk over for den amerikanske politik og tog afstand fra konservative og fundamentalistiske missionærer fra USA. Markant da han senere gjorde klart, hvorfor borgerkrigen i Korea efter hans opfattelse var en ”befrielseskrig” mod de reaktionære. ”Vi må definere målsætningen for, hvorfor vi lever og tager beslutninger” også politisk, mente Ting. 1947-48 studerede han ved Union Theological Seminary i New York hos berømte lærere som Reinhold  Niebuhr (1892-1971), Paul Tillich (1886-1965) og John C. Bennett. Studenterne kom og gik i Tingernes hjem i New York – en samtalestation – hvor der hele tiden indløb nyt fra Kina. Fra New York gik turen til et nyt verdenscentrum for dialog, Geneve, hvor Ting blev sekretær i World Student Christian Federation. Han var med til det stiftende møde i Kirkernes Verdensråd ( WCC) i Amsterdam i 1948, hvor hans ven den tjekkiske teolog og filosof Josef Hromadka var keynotespeaker oppe mod John Foster Dulles, USAs udenrigsminister. Banen var kridtet af – til kold krig. I disse år på den internationale scene indgik Ting livsvarige venskaber med mange af de folk, som blev debatskabende ledere: M.M.Thomas (Indien), W.A.Visser`t Hooft (Holland), Philip Potter (Caribien), Milan Opochensky (Prag), og missionsteologerne Max Warren og Stephen Neill. Gradvist åbnedes Tings øjne for kirkens nye muligheder i et kommunistisk samfund. Ting blev anti-barthianer og formulerede behovet for ”a new humanity”, teologisk sagt et samarbejde mellem Gud og skabelsen. Det kristne imperativ lyder: ”Partnership in obedience”, siger han: ”For us to stress the chasm between ”God`s design” so absolutely as to deny that continuity is to cut the nerve of any Christian doctrine of history, work and vocation, and is to sanction moral irresponsibility and cynicism.”   (Kan I høre, hvad Ting ville sige, hvis han gad tage stilling til Krarup, Langballe og DF?)

Ting vendte tilbage til Kina i 1951 (august) uden at ane, hvad fremtiden indebar for ham og hans familie. Med Koreakrigen og ”den kolde krig” blev kristendommen fra begge sider gjort til en del af øst-vestkonflikten. Det officielle Kinas opfattelse af forholdet mellem religion og samfund blev formuleret af Tings forbindelse (og beskytter) i systemet, Zhou Enlai: ”Religion vil fortsat eksistere i lang tid, og den fremtidige udvikling vil afhænge af de fremtidige betingelser. Men så længe der er spørgsmål som mennesker ikke er i stand til at forklare og finde en løsning på det ideologiske plan, lige så længe vil fænomenet religion være uundgåeligt.” Tænkeren, diplomaten og strategen Zhou Enlai kendte Ting fra ungdomsårene I Shanghai, og Zhous privatsekretær var en ven af Ting`erne.

Hjemme var meget blevet forandret. En anden af Ting ungdomsvenner, der var steget til tops, var  Y.T. Wu (1893-1979), Kinas mest betydningsfulde kristne leder i 50`erne og de tidl. 60`ere, indtil K.H.Ting tog over. Han var en nøgleperson i udformningen af en religionspolitik i den nye regering. Han opfattes som grundlæggeren af TSPM og CCC (= Lianghui). Han mødtes jævnligt med Zhou Enlai og skrev udkastet til ”Christian Manifesto” om kirkens rolle i den forestående opgave: ” at opbygge et uafhængigt, demografisk, fredeligt, forenet, rigt og magtfuldt Nyt Kina.” Et alvorligt forsøg på at finde en plads til kristen tro, så folk kunne leve og tjene i et totalitært samfund. Manifestet blev offentliggjort på forsiden af Renmin ribao (People`s Daily), og hundredtusinder skrev under. Tekstens officielle titel er: Direction of Endeavor for Chinese Christianity in the Construction of  New China. Fra: Faith in Modernization – A Post-revolutionary Encounter with Chinese Christians. Ed.by Chris Tremewan. CCA Youth, 1953, ny udg. 1985, s. 157-158. (ISBN 9971-348-36-2).

Christian Manifesto

“Protestant Christianity has been introduced to China for more than a hundred and forty years. During this period it has made a not unworthy contribution to Chinese society. Nevertheless, and this was most unfortunate, not long after Christianity s coming to China, imperialism started its activities here; and since the principal groups of missionaries who brought Christianity to China all came themselves from these imperialistic countries, Christianity, consciously nor unconsciously, directly or indirectly, became related with imperialism. Now that the Chinese revolution has achieved victory, these imperialistic countries will not rest passively content in face of this unprecedented historical fact in China. They will certainly seek to contrive by every means the destruction of what has actually been achieved; they may also make use of Christianity to forward their plot of stirring up internal discension and creating reactionary forces in this country. It is our purpose in publishing the following statement to heighten our vigilance against imperialism, to make known the clear political stand of Christians in New China, to hasten the building of a Chinese church whose affairs are managed by the Chinese themselves and to indicate the responsibilities that should be taken up by Christians throughout the whole country in national reconstruction in New China. We desire to call upon all Christians in the country to exert their best efforts in putting into effect the principles herein presented.

The Task in General. Christian Churches and organizations give thoroughgoing support to the “Common Political Platform”, and under the leadership of the government oppose imperialism, feudalism and bureaucratic capitalism, and take part in the effort to build an independent, democratic, peaceable, unified, prosperous, and powerful New China.

Fundamental Aims. 1) Christian churches and organizations in China should exert their utmost efforts, and employ effective methods, to make people in the churches everywhere recognize clearly the evils that have been wrought in China by imperialism; recognize the fact that in the past imperialism has made use of Christianity; purge imperialistic influences from within Christianity itself; and be vigilant against imperialism, and especially American imperialism, in its plot to use religion in fostering the growth of reactionary forces. At the same time, the churches and organizations should call upon Christians to participate in the movement opposing war and upholding peace, and teach them thoroughly to understand and support the governments policy of agrarian reform.

2) Christian churches and organizations in China should take effective measures to cultivate a patriotic and democratic spirit among their adherents in general as well as I psychology of self-respect and self-reliance. The movement for autonomy, self-support, and self-propagation hitherto promoted in the Chinese church has already attained a measure of success. This movement from now onwards should complete its tasks within the shortest possible period. At the same time, self-criticism should be advocated, all forms of Christian activity re-examined and readjusted, and thoroughgoing austerity measures adopted, so as to achieve the goals of a reformation in the church.

Concrete Methods. 1) All Christian churches and organizations in China that are still relying upon foreign personnel and financial aid should work out concrete plans to realize within the shortest possible time their objective of self-reliance and rejuvenation.

2) From now onwards, as regards their religious work, Christian churches and organizations should lay emphasis upon a deeper understanding of the nature of Christianity itself, closer fellowship and unity among the various denominations, the cultivation of better leadership personnel, and reform in systems of church organizations. As regards their more general work, they should emphasize anti-imperialistic, anti-feudalistic and anti-bureaucratic-capitalistic education, together with such forms of service to the people as productive labour, teaching them to understand the New Era, cultural and recreational activities, literacy education, medical and public health work, and care of children.”

(Litt.: K.H.Ting: God is Love, Collected Writings, 2004, s. 485-515; Gao Wangzhi: Y.T.Wu: A Christian Leader Under Communism. I Christianity in China. From the Eighteenth Century to the Present, ed. by Daniel H.Bays, Stanford University Press, 1996, s. 338-352.)

Da Ting vendte hjem, løb han direkte ind i dette massepsykotiske opgør med imperalistlakajerne. Modsætningen var klar: Venner stod over for fjender. Det havde enorme menneskelige omkostninger overalt i Kina. Zhou Enlai forsøgte at lancere en vis moderation ved at forene konfuciansk stil med marxistisk-leninistisk praksis. Og også Ting tog afstand fra fordømmelserne og søgte som kirkeleder fairness og en ny moralitet, og så vidt man ved, skrev Ting aldrig under på ”Christian Manifesto”. I 1952 blev Ting rektor på Nanjing Union Theological Seminary, 37 år gammel, en titel han har haft helt til det sidste. NUTS rummede en samling af en række uddannelsesinstitutioner og teologiske seminarier. Kommunistpartiet havde supervision, og der foregik en omfattende politisk undervisning og oplæring. Studenterne tog del i aktiviteter og demonstrationer orkestreret af den nye regering. Ting forsøgte at gøre NUTS mere selvstændigt agerende på den politiske scene, og han erklærede officielt NUTS for fri af ”imperialistisk kontrol”, kort tid efter at han tiltrådte. Gennem studier skrev Ting sig langsomt ind i den nye situation, og smidigt som en ”Svejk” søgte han at manøvrere i farvandet, og teologisk formulerede han troens moralske og etiske dimensioner i modsætning til og foreneligt med kinesisk humanistisk tradition og socialistisk etik. 

I 1954 afholdtes – som nævnt – 1. National Christian Conference i Beijing, der førte til stiftelsen af TSPM. Kristne med forskellig baggrund i denominationerne blev opfordret til at vise gensidig respekt. Ting havde været på den samme formidlingsopgave, da han tiltrådte rektorstillingen. I begyndelsen repræsenterede TSPM ikke en teologisk økumenisk enhed mellem kristne og kirker, men målet var entydigt skabelsen af et mødested mellem det politiske system og kirken. Presset på uafhængige religiøse grupper ledet af karismatiske evangelikale og fundamentalistiske separatistiske sekter satte som nævnt hurtigt ind, bl.a. fordi. Wang Mingdao (1900-1981) (The Christian Tabernacle), Watchman Nee (1903-1972) (The Little Flock), Jing Tiangying (The Jesus Family) og Isaac Wei (The True Jesus Church) afviste at blive tilknyttet TPSM. (Litt.: Kevin Xiyi Yao: The Fundamentalist Movement among Christian Missionaries in China, 1920-1937.  Lanham Md. University Press of America, 2003; Joseph Tse-Hu Lee: “Watchman Nee and the Little Flock in Maoist China.” Church History 74, no. 1, 2005, s. 68-96).

Ting opfattede pr. princip fundamentalisme som en reaktionær og ikke-dialogisk position, der måtte bekæmpes. Han har siden officielt beklaget, at den samlede kritik kostede fx.Wang Mingdao 24 år i fængslet.

I 50`erne var der i følge Ting 2 grupper inden for TSPM i Kina. Den ene mente, at hovedopgaven var at fremme anti-imperialistsk patriotisme. Den anden mente, at   hovedopgaven bestod at bygge kirke – igen. Ting placerede senere sig selv i den 2. gruppe. Ting formulerede gennem årene, igen og igen, dette hovedprincip: Du skal elske din kirke (aijiao) og du skal elske dit land (aiquo). Og de er ikke modsætninger, men rummer et kreativt dialektisk samspil. I 1955 blev K.H.Ting valgt som medlem af China People`s Political Consultative Conference – et udtryk for den klare og sammenhængende position han også i følge systemet indtog.  Også i dette sammensatte konsultative forum har han ladet sin røst høre i forsvar for politisk moral og humanitet.

Religion og ideologi

At læse om Kinas historie efter Mao-revolutionen er, hvad religionspolitiken angår, som at bevæge sig i et evigt spændingsfelt mellem Skylla og Charybdis. Efter rædselsårene i første halvdel af 50`erne indtraf en vis opblødning af restriktionerne i 1956. ”Lad de 100 blomster blomstre”, men det varede kun kort. Efter Krushchevs opgør med Stalintiden, Ungarnsopstanden og oprøret i Polen lukkede Mao igen af for reformer i 1957; af angst for at uroen skulle sprede sig til Kina og bryde den nationale enheds ideologi. Mange steder førte det til fornyet lokal og regional terror. En katastrofe for samfund og kirke i Kina.

Y.T. Wu meldte modigt  ud, og K.H.Ting gjorde i en tale til de studerende på Nanjing Theological Seminary 12.6.1957 op med kommunisternes tale om religion som folkets opium. Sand kristendom er ikke opium. Evangeliet er ikke en ideologi. Han indrømmede, at kirken havde begået fejl, men rettede skytset mod ateisterne selv: ”Tro på Gud bliver nogle gange til opium, det er sandt. Men overvej, hvor ofte nej`et til tro på Gud bliver til opium. Hvor mange mennesker, der har været siden historiens begyndelse, som har dopet sig selv ved at benægte Guds eksistens, så de kunne fortsætte med at synde, undgå ansvarlighed og undertrykke bebrejdelser fra deres samvittighed”. Også litteratur, kunst og videnskab kan i en bestemt periode fungere som opium. Ting offentliggjorde 2 værdifulde teologiske essays i disse år. Jeg ser dem som hans forsøg på at dæmme op for galskaben: How to Study the Bible, Edited by Philip L. Wickeri, Hong Kong, Tao Fong Shan Ecum. Centre, 1981 og On Christian Theism. 1957, K.H.Ting: God is Love, 2004, s. 91-108). Konteksten er menneskelige ydmygelser, beskyldninger for uvidenskabelighed, idealisme, fordrejet verdensbevidsthed, ødelæggelser, selvmord, sammenbrud af enhver struktur psykisk og socialt. Ting forsøger i disse tekster ikke at bevise Guds eksistens, det er jo også ret formålsløst, men hævder, at kristendom transcenderer ideologi, og at intet system kan være lig med kristen tro. Synspunkter i lighed med hvad Hromadka, Lochmann, Opochensky og mange andre i Østereuropa formulerede for at finde en plads i den turbulente kontekst. Men skriverier kunne ikke dæmme op for tidens pøbelslam og ideologiske sindsyge. Tiden rummer massive angreb på forfattere, kunstnere, intellektuelle. TSPM blev bedt om at identificere højreorienterede i kirken. Og efterkom ordren. Tusinder af prominente kristne, præster, studenter og lokale TSPM ledere blev kritiseret og blev sendt i arbejdslejre. Teologi og kirke blev ikke tolereret, og teologi havde intet at bidrage med i samfund og politik. Teologien kollapsede, og enhver også K.H.Ting blev revet med i det styrtende sammenbrud af enhver struktur. Mao havde påstået, at der var 3 % højreorienterede overalt. Det betød 3% udrensninger i enhver skole, institution og organisation i hele ”midtens rige”. I 1959 standsede al teologisk undervisning på Union Theological Seminary, og i 1966 blev alle studenter sendt hjem. Kulturrevolutionens pøbelvælde og selvfortærende anarki nærmede sig. Det er kirkelukningernes tid. I Shanghai havde der været 200 kirker. Der var nu kun 20 tilbage. Al tale om gensidig respekt i trosspørgsmål forsvandt. ”Unity in Diversity” var ikke længere et brugbart slogan. Kirkens medarbejdere blev kaldt parasiter. Enhver omtale i aviserne af tidligere missionærer blev redaktionelt ledsaget af betegnelsen for imperialist. K.H. Ting har i de tidlige 80`ere flere gange åbent reflekteret over, hvad der skete i disse år, og han har bidraget til at rehabilitere de fornedrede. Det var i disse år, et nyt fænomen begyndte at dukke op i Kina: Husmenighederne. Nye og gamle menigheder samledes i hjemmene. Disse mødesteder betød kirkens overlevelse.

Officiel religionspolitik i Kina – nogle dokumenter 

Folkerepubliken Kina har formuleret en religionspolitik i 1982, artikel 36 og i Dokument nr. 19, som al senere lovgivning henviser til, suppleret 31. Januar 1991 og februar 1991 nr. 144 og 145. Normalt gør den opfattelse sig gældende, at landets religioner: Buddhisme, Daoisme, Islam, Katolicisme og Kristendom bliver overvåget og kontrolleret gennem RAB, Det religiøse forretningsbureau, men der er stor forskel på den officielle politik, og den måde lovgivningen efterleves regionalt og lokalt. Lovopfattelsen er heller ikke sammenlignelig med Vestens. I følge den marxistisk-leninistiske forståelse er loven en del af klassekampen, og dermed afspejler den ledelsens magt og forbindelserne mellem klasserne. Juraen er altså at opfatte ideologisk. Den kinesiske regering ratificerede den første forfatning i 1954. Allerede der blev det fastslået, at ”Borgerne i Folkerepubliken Kina har religionsfrihed”. Men der har været revisioner i 1975, 1978 og i 1982. I disse  anvendes udtrykket ”Religiøs tro”. Artikel 28 lyder i 1975: ”Citizens enjoy freedom of speech, correspondence, the press, assembly, association, processions, demonstrations, and the freedom to strike. They enjoy freedom to believe in religion and not to believe in religion, and to propagate atheism”. I 1975 og 1978 slås det fast, at borgerne har ret til at ”propagate atheism”, men bestemmelserne siger ikke, at der er ret til at ”propagate religion”.

I forfatningen af 1982 er der 3 gange, hvor religionspolitikken bliver omtalt:

1. Citizens of the PRC enjoy the freedom of religious belief.
2. No state organ, public organization, or individual may compel citizens to believe in, or not believe in, any religion; nor may they discriminate against citizens who believe in or do not believe in any religion.
3. The state protects normal religious activities. No one may make use of religion to engage in activities that disrupt public order, impair the health of citizens, or interfere with the educational system of the state.

Paragraferne kan naturligvis fortolkes forskelligt. Henvisningen til “health” går sandsynligvis på overtro, helbredelser, sandsigere, spåkoner. Alt dette er forbudt i Kina, men (endnu) tilladt i Hong Kong ! Hovedproblemet er selvfølgelig, hvad der ligger i formuleringen ”normal”. For mange i partiet, organisationer og regeringsapparat er alt, der har med religion at gøre slet ikke normalt. Og spørgsmålet er, hvordan bestemmelserne vil blive administreret lokalt, når det påhviler de autonome autoriteter at beskytte religionsfriheden i deres område. Det indebærer mange lokale restriktioner, og der er lagt op til en omfattende vilkårlighed.

Om undervisningssektoren hedder det i ”Compulsory Education Law of the PPC”, at ”Religion must not be allowed to obstruct educational activities” (artikel 16). I ”Criminal Law of the PRC” hedder det i artikel 99: “Whoever organizes or uses feudal superstitions or superstitious sects and secret societies to carry out counterrevolutionary activities is to be sentenced to not less than five years of fixed-term imprisonment; when the circumstances were relatively minor, the sentence is to be not more than five years of fixed-term imprisonment, criminal detention, control or deprivation of political rights.” Der er mange enkeltområder, hvor forbud gør sig gældende, fx. er det officielt forbudt at undervise børn og unge under 18 år i kristendom, men jeg har set dette administreret meget forskelligt.

Dokument 19 henvender sig direkte til medlemmer, kommitteer og kadrer, det kommunistiske partis arbejdere,  på vegne af Centralkommitteen. Det blev offentliggjort 16. juni 1982 i ”Red Flag”. Teksten hedder officielt ”The Basic Viewpoint and Policy on the Religious Question during Our Country`s Socialist Period” . Den er tilgængelig i Donald MacInnis: Religious Policy and Practise in Communist China: A Documentary History, New York: Macmillan Company, 1972, pp.7-8. 

K.H.Tings åbningstale NCCC, Beijing januar 2008

En af Tangdynastiets digtere Sun Guoting (648-703)  beskrev i et digt de idealer, som en kinesisk leder skulle være i besiddelse af, hvis han ville være en god leder: lederskab (zheng), etik og religion (dao) og indsigt og visdom (xue). Dyder K.H.Ting i eminent grad har levet op til. Han har udvist midtpunktsøgende mådehold livet igennem og optrådt som en værdig statsmand og kirkeleder, engageret i tiden, optaget af grundlæggende humane krav til sig selv og til sine omgivelser. Den politiske ide om harmoni mellem etniske minoriteter, lokalt, regionalt og nationalt, fremgår også af TSPM-bevægelsens program. Også K.H.Ting har betonet det hele livet igennem. De kinesiske ord for ”harmoni” og ”fred” har samme grundstruktur – He . Også i en af de sidste taler jeg har kunnet finde er fra fra januar 2008, hvor  8. National Chinese Christian Council fandt sted i Beijing (Lianghui) – et møde med TSPM kirkerne og kirkerne samlet i China Christian Council. Den alderstegne biskop K.H.Ting kunne ikke møde op, men han sendte sin åbningstale til den 19. Januar 2008, hvor han bl.a. sagde:”Vi kinesiske kristne må udvise interesse for den nationale situation, være ivrige efter at studere og følge med tiden, så vi kan spille en positiv rolle i den økonomiske og sociale udvikling … Vi skal elske vort land og elske vores kirke. Kirken er en social gruppe, del af et stort samfund … vi må stræbe efter at opbygge en harmonisk kirke og opbygge et harmonisk samfund sammen med vores medborgere…

Kristendommens primære intention er universel kærlighed. Vi kristne brødre og søstre skal elske hinanden. Hvorfor betoner vi hele tiden dette motiv om kærlighed til fædrelandet og kirken? Fordi der fortsat er et relativt stort antal af vore medarbejdere og trosfæller inden for kristendommen, som giver udtryk for den misforståelse, at fordi de tror på Herren, så har de ikke længere et fædreland. Hvor er det dog en stor misforståelse af kristen tro… Kærlighed til kirken og kærlighed til fædrelandet er ikke modsigelser. For kirken eksisterer ikke i et vakuum, men her på jorden. Kirken er en social gruppe, som eksisterer i et specifikt, konkret land. Historien har vist, at kristendommen mest er èt med nationens folk, når kristne deltager i opbygningen af vort land … Som jeg har sagt mange gange tidligere: En kristen skal være en god borger, hvis vi ikke kan være gode borgere, er vi så værd at kalde gode kristne?

For at samle op til sidst: Jeg håber, at vore kirkelige medarbejdere vil stræbe efter at fremme kvalitet og opretholde 3-selv-bevægelsens principper, og lede den Kinesiske kirke godt for at vi kan yde vores værdifulde bidrag til et harmonisk samfund”. (Chinese Theological Review 21, ISBN 0896-7660, s. 1-.)

K.H.Ting – en teologisk eksistens i tiden

Biskop Ting udarbejdede aldrig en kristen troslære, hans essays, prædikener, kronikker, foredrag er at betragte som indlæg i dagens debat, et forsøg på at rekonstruere en relevant tidens teologi baseret på omfattende bibelstudier, og at ”skabe betingelserne i det 21.århundrede for at den kristne tro i Kina vil kunne forstås af det kinesiske folk”. Han skriver kun det, der nødvendigvis skulle siges, for at verden kunne blive lidt bedre at leve i som kineser og som kristen, dvs. en kinesisk kontekstual teologi. “Sådan en teologi vil ikke gentage, hvad der er blevet sag af fremmede teologer, men vil reflektere, hvordan kinesiske kristne i en tid der ikke længere er domineret af klassekampen udbreder evangeliets forsonende budskab om Kristus til deres folk; det vil reflektere, hvordan dette forsoningsbudskab omformer Kinas folkeslag; og det vil reflektere, hvordan Kinas folk fortsætter med at berige kirkens viden om dette evangelium”.

Jeg trækker i det følgende nogle få perspektiver op i Tings – efter min opfattelse – meget relevante teologi. – Ting har tilegnet sig palæontologien og filosoffen Pierre Teilhard de Chardins procesteologi. Tings hovedtema gennemspejler kærlighedens væsen. Gud er kærlighed. Gud er ikke alene kilden til kosmisk orden eller den første årsag til alt eksisterende i verden, nej, Gud er elskeren. Gud skabte alt, hvad godt er ud af sin kærlighed, og det er i denne kærlighed, at mennesket finder kilden til liv og energi. Kærlighed rummer nøglen til alle eksistensens hemmeligheder. ”Guds yderste mål er at skabe et univers af kærlighed, en verden af kærlighed, hvor det menneskelige fællesskab lever ud fra ud fra et princip om frivillig gensidig kærlighed. Gud er ikke en vejtromle eller en bulldozer, som maser sig frem og fjerner menneskets vilje og frihed, Guds vilje er en vilje-til-fællesskab. Gud skabte menneskeheden i Guds eget billede. – Selve treenigheden fortæller os, at Gud selv er et fællesskab af kærlighed”. (Ting: Love never ends, 1984, s. 183 … “Gud er kærlighed. Gud er elskeren i kosmos, elskeren i centrum af al virkelighed” (ibid. s. 268-269). Ting citerer den engelske ærkebiskop Temple, som sagde:” The atheist who is moved by love is moved by the spirit of God; an atheist who lives by love is saved by his faith in the God whose existence (under that name) he denies.” (ibid. s.38).

Denne forståelse fører Ting til en bredere forståelse af kærlighedens væsen i verden, en bredere begrundet kærlighed til medmennesket og en placering af etikken i forhold til dogmatikken. ”Dette billede af Jesus opmuntrer troende til at yde en indsats i samfundet og over for folket”. Ting leder efter tegn på håb, som giver plads til alt, hvad er sandt, og godt, og smukt i naturen, historien og i menneskeheden, og han søger at fokusere på nogle tilknytningspunkter mellem Gud og verden i al dens mangfoldighed, en enhed i mangfoldigheden. Gennem den teologiske ide om den kosmiske Kristus når han frem til en forståelse af, at alt blev skabt gennem Kristus, Guds ord. Deraf kan afledes, at Kristus kan findes i al skabelse. Sagt meget konkret: Hvis Gud elsker mennesket, elsker han os ikke, fordi vi er lyshårede lutheranere, men fordi vi er mennesker. Altså også kinesiske mennesker. Skabelse er en kærlighedsproces. Den kosmiske Kristus bringer skabelsen til opfyldelse netop her og nu, når kærlighed, retfærdighed og fred hersker mellem menneskene, uanset hvem og hvor de er. Kærligheden, Gud, transcenderer naturen, verden og historien. Uden transcendens kan vi ikke tale om inkarnation. I inkarnationen er det den transcendente Gud, som går ind i den menneskets historie og drager mennesket til sig. Den kristne tro fører mennesket ind i transcendensen, så mennesket kan bryde ud af sine lænker og aldrig mister håbet. Transcendensen, siger Ting, er af større betydning end opium.

Det får være nok. Der kunne skrives langt og væsentligt om hans teologi, som ikke kan sammenlignes med politisk teologi, befrielsesteologi, feministisk teologi og alle de andre  begreber, der er dukket op siden 60`erne. Det er snarere udtryk for gedigen midtpunktssøgende anglikansk teologi, i en kinesisk kontekst.

 (Litt.: K.H.Ting: No Longer Strangers. Selected Writings. Ed. with an Introduction by Raymond L.Whitehead. Orbis Books. Maryknoll. N.Y., 1983; K.H.Ting: God is Love. Collected Writings, 2004; John S.Peale: The Love of God in China. Can One Be Both Chinese and Christian ? s. 116-137: The Theology of Bishop K.H.Ting.)

Religion og moral

Samme tidsskrift indeholder også dokumentet ”Church Order of Protestant Churches in China”, der blev fremlagt ved mødet i januar 2008. Teksten er en minikateketisk erklæring. Den er ganske konkret, og mellem linjerne kan man klart aflæse de problemer, TSPM og CCC, og generelt kristne og  kirker i Kina står overfor. Erklæringen er udtryk for en dogmatisk minimalisme. Der tales meget om moral i kinesiske kirker, og kristen tro bliver ofte identificeret med moral, at være kristen er næsten identisk med at være ”et meget godt menneske”.

Gao Shining citerede i sit foredrag ”Individuals Behaviour, or Churches Activities? – the Way to Understanding Christianity in China” ( Konferencen: Christian Faith in a Globalized Society) en ”åndelig sang” fra landet for at illustrere dette sammenfald mellem kristendom og moralitet. I min oversættelse lyder den:

”Når børn tror på Gud, skændes de ikke; Når voksne tror på Gud, gør de ikke noget galt; Når piger tror på Gud, forbliver de kyske; Når svigerdøtre tror på Gud, ser de op til deres svigerforældre; Når brødre tror på Gud, mister de ikke deres selvkontrol; Når svigerinder tror på Gud, er der fred i hjemmet; Når borgmestre tror på Gud, er byen velsignet; Når landsbyens overhoveder tror på Gud, er der glæde i landsbyen; Når onde mennesker kommer til at tro på Gud, bliver de gode igen; Når dovne folk tror på Gud, arbejder de flittigt: Når rygere tror på Gud, holder de op med at ryge; Når alkoholikere tror på Gud, holder de op med at drikke”

(Kilde: Liang Jia lin: The Churches in Chinese Countryside After Reformation and Openness, Hong Kong 1999).

Konfronteret med kætterske bevægelser, teologisk ensidighed og en flydende kirkesociologisk situation bliver CCC nødsaget til i de kommende år at formulere nogle teologiske synspunkter på, hvad kristendommen går ud på. Hvad er det for en ”unity in diversity”, man påstår eksisterer. ”En Kristen Katekismus til Kinas folk kunne være en passende pædagogisk opgave for den rette person.

Charter 08

Måske vil denne tale af K.H.Ting fra 2008 vise sig at være en røst fra noget nær graven. Udviklingen går hurtigt. Det billede, der danner sig i dag, eksploderer i næste måned. Når man har læst Kinas ”Charter 08” og gør sig klart, hvor radikalt dristigt den er formuleret af de 2000 ”citizens”, ”government officials and prominent intellectuals”, så forstår man lidt af, hvor dynamisk situationen må opfattes. ”Charter 08” er et frontalt opgør med det kommunistiske parti og hele det kinesiske æskesystem. ”Kina har mange love, men ikke en grundlov, Kina har en forfatning, men ikke en forfatningsmæssigt lovlig regering. Den herskende elite fortsætter med at klynge sig til magten og kæmper mod politisk forandring.” Lad mig citere flg. udfordrende systemkritik fra Charter 08:

” The stultifying results are endemic official corruption, an undermining of the rule of law, weak human rights, decay in public ethics, crony capitalism, growing inequality between the wealthy and the poor, pillage of the natural environment as well as of the human and historical environments, and the exacerbation of a long list of social conflicts, especially, in recent times, a sharpening animosity between officials and ordinary people”.

Derefter udtaler Charter-folkene sig om:  Freedom, Human rights, Equality, Republicanism, Democracy, Constitutional rule. Demokratiseringen af  kinesisk politik kan ikke længere standses, hedder det, og så går man ud i et forsvar for: A New Constitution, Separation of Powers, Legislative Democracy, An Independent Judiciary, Public Control of Public Servants, Guarantee of Human Rights, Election of Public Officials, Rural-Urban Equality, Freedom to Form Groups, Freedom to Assemble, Freedom of Expression, Freedom of Religion, Civil Education, Freedom of Private Property, Financial and Tax Reform, Social Security, Protection of the Environment, A Federated Republic and Truth in Reconciliation”.

I følge South China Morning Post 23-24 december 2009 svarede det officielle Kina igen ved at tildele en række intellektuelle langvarige fængselsstraffe for deres arbejde med Charter 08. Det er tydeligt i anklagerens strafbegrundelse, at Kina ignorerer udlandets reaktioner. Kina er nu en stormagt, der kan sidde alle udenlandske appeller overhørig. Lin Xiabao fik 11 år, Huang Qi, advokaten der forsvarede jordskælvsofrene i Sichuan fik 3 år, Gao Zhisheng, menneskerettighedsadvokat fik 3 år, grundlæggeren af China New Democrazy Party Guo Quan fik 10 år, Hu Jia menneskerettighedsaktivist 3 ½ år, Guo Feixiong menneskerettighedsaktivist fik 5 år, og Yao Fuxin, der organiserede arbejdernes protest fik 7 års fængsel. Der er lang vej til realisering af Charter 08-drømmene. Også i den kristne kirke skal man være vagtsom. 

Husmenigheder

Den religiøse situation i Kina er det naturligvis vanskeligt at sige noget alment kvalificeret om, men jeg tør godt anlægge nogle beskrivende vurderinger.

Under kulturrevolutionen blev kristendommen mange steder officielt forfulgt, men lægfolket mødtes hemmeligt oppe i bjergene, ledet mest af kvinder, til sang og bøn. Mange var analfabeter. Helbredelser ved bøn fandt sted i mange husmenigheder på landet, forlød det, og lægfolket fandt vej til de skiftende, hemmelige mødesteder. Kirken overlevede kulturrevolutionen som troende fællesskab på grund af lægfolkets tro og engagement. Disse stærke lægfolk var langt fra, hvad TSPM stod for, og lægfolket anså derfor af naturlige grunde senere TSPM for medløbere, systemets talsmænd, der svigtede, da det stod på. Under revolutionen levede de som ”undergrundskirker”, og bagefter fortsatte de ofte denne strukturkritiske position.

Husmenighederne sprang frem som bambusskud ved forårstide i årene efter kulturrevolutionens religiøse vacuum. K.H.Ting åbnede som en af de første sit hjem som et mødested, en husmenighed, og han anså ikke husmenighederne som pr. definition ikke-kirke. Tværtom beskriver han dem som relevante svar på tidens krav.  Det er umuligt bare at anslå omfanget. I de tidlige 80`ere blev det nævnt, at der var 10 “meetingpoints”  i Beijing. I 2004 fortæller en undersøgelse, at der var 823. (Kilde: Gao Shining, som nævner, at antallet af mødesteder i flg. iagttagere i 2004 i virkeligheden var langt større.)  Af dem var kun 57 registreret, dvs. en del af TSPM-kirken.  I dag – 5 år efter – hører jeg tallet 3.000, men det er formentlig langt højere. Disse ”husmenigheder” er ikke identisk med kirkerne. Kirker er der også mange af i Beijing i dag;  i form og indhold er de meget forskellige. Jeg kan ikke finde frem til et sikkert tal, men jeg har hørt om og set kirke efter kirke afholde 3-5 gudstjenester om søndagen med nogle steder flere tusinde deltagere i hver.

Den katolske kirke

Jeg har ikke arbejdet så meget med den katolske kirke, men jeg har deltaget i en katolsk gudstjeneste i en af de gamle katolske hovedkirker på Strøget i Beijing. Det var den tredje gudstjeneste den søndag. Der var flere tusinde deltagere. Det skal nævnes, at den katolske kirke i Kina er opbygget med den samme struktur, som de protestantiske kirker. Chinese Catholic Patriotic Association (CCPA) svarer til TSPM og Chinese Catholic Bishops Conference, der svarer til CCC.  Mange katolske kristne er medlemmer af en ”undergrund” – kirke” på grund af deres ønske om at udvise loyalitet over for Vatikanet og paven i Rom, en katolsk udgave af en protestantisk ikke-registreret husmenighed. En loyalitet som systemet opfatter som illegal. Jeg har ikke kunnet finde relevante statistiker over antallet af katolske kristne, men skønner, at der er ikke under 15 mio katolikker i de officielt anerkendte katolske kirker, hvis man fremskriver tidligere såkaldt ”sikre” tal.

(Litt.: Anthony S.K.Lam: The Catholic Church in Present-Day China: Through Darkness and Light. Hong Kong. The Holy Spirit Study Centre. 1997).

Mere om ”husmenighederne”. Et broget billede.

Egentlig er udtrykket husmenigheder ikke så velvalgt. Gudstjenester og sammenkomster finder sted i lejligheder, garager, under bliktage mellem noget, der ligner værksteder. Der er TV-skærme sat op så alle kan høre og se. Salmetekster kører på skærmen, og der synges, så det alt efter temperament er en fryd. Der er tale om bibellæsende menigheder. Ved gudstjenesterne sidder de med deres bibler og gør notater. En af mine venner herude kom hjem fra en week-end i Shenzhen, millionbyen ikke langt herfra, der er skudt op i løbet af få årtier. 15-16 mio bor der. Han skulle komme ½ time før gudstjenesten for at være sikker på at finde en plads. Kirken var proppet med mennesker, da han nåede frem. Han fandt en skammel i den store nybyggede katedral med plads til mange tusinde mennesker. Der var 4 gudstjenester den dag. En anden kom og fortalte om tusinder af medlemmer af  Wang Mingdao menigheden i Fushan. Også der var store byggerier igang. Jeg vil ikke kloge mig med sociologiske eller psykologiske årsager til denne eksplosive udvikling. Det er ”Helligåndens virke”, siger dem, der synger med. Det skal jeg ikke betvivle. Interessant er det i hvert fald. For en indforstået “spectator”. En af kirkerne i Guangxi kaldte sig ”Spirit Wind Church”. Alene en sproglig undersøgelse af, hvad kirkerne og ikke-registrerede husmenigheder/kirker kalder sig, vil kunne vise, at der ofte er tale om pentecostalisme (som i Afrika og Latinamerika). ”Ånden blæser, hvorhen den vil” siger de, ”Mit rige er ikke af denne verden”, (Johs. 18,36) citerer de. Husmenighederne er meget forskellige fra sted til sted. Kravet om omvendelse betones, og tilbagevenden til familieværdierne og gamle kinesiske dyder er et fast element i forkyndelsen. De vil af med den statskontrollerende religion. De vil af med statismen, men de ser ikke markedsliberalismen som en trussel mod fx. deres eget lokale marked, mod deres land og det fællesskab, som de trods alt har del i. Og de forstår ikke, at man som kulturkritisk spectator fra Vesten kan forholde sig kritisk over for den markedsførte amerikanske herlighedsteologi og pinsebevægelse. Jo, Ting gør, men han er en gammel mand. Skal jeg vove mig ud i en forklaring, er jeg af den opfattelse, at urbaniseringen har stor betydning. Et kirkefællesskab er en kreativ mulighed for det ensomme massemenneske, i de eksplosivt voksende byer. Det kræver etablering af lokale mødesteder, kirker og nybyggeri, hvis afstandene ikke skal blive helt enorme. Ud over søndagsgudstjenesten er der masser af aktiviteter i ugens løb, engelsk- og musikundervisning, kor, grupper med hjemmebesøg og andre sociale aktiviteter. At være kirke er i Kina at deltage i ”nation-building”. Vi ser det også i Hong Kong. TFSs buschauffør Bon inviterede os på frokost efter et besøg i hans kirke ude i Long Ping. De holdt til i en lokal grundskole; der var ingen kristne symboler på væggene, men 2 billeder af Santa Claus på ”altervæggen”. Menigheden er 20 år gammel, består af 150-200 familier. Juleaften efter gudstjenesten gik de ud på gaden i deres kvarter fra kl. 20-23 for at synge julesalmer. ”Alle mine søstre og brødre var med”, sagde Bon. 

Et-barns-politikken er også en af årsagerne til, at den traditionelle værdi, familien, er under pres, men menigheden går ind som et nyt socialt fællesskab, med et spirituelt og kulturelt liv. De omtaler i daglig tale hinanden ”brødre” og ”søstre”. ”Hun er min søster”. ”Der går min broder”. Det er tillige lidt mondænt at blive kristen (og at lære engelsk), og mange fortæller nøgternt og beredvilligt om, hvornår  ”omvendelsen” fandt sted, og hvad det har betydet af nye dimensioner i deres ganske dimensionsfattige liv. Karakteristisk er, at de nævner de moralske værdier, som kristne kirker og menigheder, uanset om de er etablerede, registrerede som medlemmer af TSPM, uafhængige, familiekirker, husmenigheder, eller hvad de nu kalder sig og bliver omtalt som, forventes at stå for. Kritikken af ”politikerne”, ”systemets folk” er meget massiv. Man rækker ud efter en moralkodex anderledes end den, folk har oplevet i det korrupte stats- og partiapparat.

Husmenighederne er som nævnt oftest ikke-registrerede, og man kan læse Tings citerede tale netop som den gamle mands drøm om, at de i stigende grad vil lade sig registrere som et stadie på vej mod national enhed og for at undgå sekterisme og kætteri. Men husmenighederne og de kristne intellektuelle vil ikke, og de kulturkristne intellektuelle advarer imod registrering, fordi de anser TSPM (og i nogen grad CCC) for korrumperet. Gennem årene har TSPM og CCC indgået så mange kompromisser for at få det hele til at fungere, at de har mistet troværdigheden og opfattes som en del af det statsapparat, som folk er utilfredse med.

Kirken på vej – hvorhen?

Det er kommet bag på mig, at jeg skal se og høre denne massive kritik igen og igen, og man kan frygte for biskop K.H.Tings eftermæle. Det vil være bunduretfærdigt, hvis værdien af hans midtpunktsøgende politik skulle blive betvivlet i et personopgør efter hans død,  jfr. opgøret i Østeuropa. Det er altid lettere at finde frem til, hvad man skulle have gjort – engang, når det hele er overstået. ”De rene hænders politik”.

Husmenigheder er som nævnt mange forskellige ting, og de behøver ikke alle pr. definition have noget mod TSPM og CCC, men de er sprunget ud af mange forskellige sociale og psykologiske, historiske og geografiske situationer. Nogle er marginaliserede i forhold til samfundsudviklingen. Nogen repræsenterer den bedre middelklasse og akademiske miljøer, men de er også socialt engagerede. Det er fx. blevet bemærket, at 80% af de frivillige, der meldte sig til at yde en indsats i forbindelse med jordskælvet i Sichuan var religiøse, og 60% af dem kaldte sig kristne. Der er altså ikke tale om en introvert religiøsitet, som man måske kunne forledes til at tro som vestlig iagttager. Det skal nok også understreges, at den største tilvækst af kristne sker på landet – 80% af Kinas kristne bor på landet. Overalt er kristne naturligvis i en minoritetssituation, men deres indflydelse på samfundsudviklingen er det spændende at iagttage. Flere talere på konferencen om ”Christian Faith in a Globalized Society” talte om en sensation, ”den største kirkelige begivenhed i nyere tids Kina”. Der var sket følgende: En husmenighed i Beijing var sat på gaden, smidt ud fra deres mødested. I stedet for at gå hver til sit, afholdt de gudstjeneste ude på gaden i den første snestorm i november 2009. Det sensationelle bestod i, at de fik lov til at holde deres gudstjeneste i det offentlige rum, og  at politiet ikke ryddede gaden og anholdt gudstjenestedeltagerne for gadeuorden. Det er et nyt tegn, i flg disse iagttagere. ”En kirkehistorisk sensation”, siger de. Meget sker i Kina.

Vi har set, hvorledes kristendommen mange gange i Kinas historie er blevet identificeret med de fremmede magter og måske af den grund er bragt til fald med dynastiets ophør. Nu ser vi et koncept for kirke og kristendom, der er groet frem i Kina, ikke et produkt udefra, og de kristne ser adspurgt ingen modsætning mellem at være en god kristen og at være en god kineser. Hvor man tidligere – af mange grunde – ikke turde identificere sig som kristen, melder man klart ud nu, og man spørger i gaden: Er du kristen? dvs. ”Er du et anstændigt menneske”? (Anstændig opførsel (li) og retfærdighed (i).

Kirkens NGO-identitet? Afsluttende personlige betragtninger

Man kunne måske sige, at de har en NGO-identitet. De ikke-registrerede er  mobiliserbare i en konflikt med staten, i deres statskritik er de en drøm for de ny-liberale, og derfor frembyder de naturligvis set fra regering og partiapparat en risikofaktor. I globaliseringens, individualiseringens, markedstænkningens, pluralismens tidsalder er det ikke nemt at se, hvor deres sympati ligger og kommer til at blive placeret i en konfliktsituation. En forenet kristen kirke (nok en utopi) vil i en ny situation have langt flere medlemmer/tilhængere end kommunistpartiet, der vil skrumpe ind til meget lidt den dag, samfundet definerer sig som et åbent og frit samfund.  

Lige som jeg, når talen er om ”Danmark”, politisk, kulturelt, religiøst, ideologisk etc. ikke har meget til overs for nyliberalismens markedstænkning, fordi jeg er af den opfattelse, at det har vist sig, at der skal nogle humane kræfter og strukturer, en kritisk bevidsthed og et etisk overskud til for at beherske kapitalen og markedet, hvis det hele ikke skal ende i et stort kvalitetsløst, kapitalistisk markedsragnarok. På samme måde stiller jeg spørgsmål til den voldsomme altomkalfatrende udvikling i Kina. Borgeren og forbrugeren i markedssamfundet i øst og vest har ikke altid ret.

De kristne kirker i Kina konfronteres med enorme problemer. Der er brug for ledelse, en grundlæggende uddannelse af lægfolk og teologer, struktur, rum til at bearbejde den politiske og samfundsmæssige udvikling i gensidig respekt og fordomsfri dialog. Kirkerne må langsomt forsøge at trække sig fri af den parti- og statspolitiske styring . En reflektion over kirkens tro, liv og praksis er nødvendig på vej mod den enhed, som K.L.Ting har virket for hele sit liv.

Måske skulle den ukendte, manden i Xian, tages alvorligt.  

(Litt.: Gao Shining: Christianity and Society in Today`s China. From A Perspective of  Experimental Study. i: Mission to the World. Essays in Honour of Knud Jørgensen. Areopagos 2008.  ISBN 978-1-870345-64-4; David Ackman: Jesus in Beijing: How Christianity Is Transforming China and Changing the Global Balance of Power. Washington: Regnery Publishing, 2003; Gregory Baum: The Church for Others: Protestant Theology in Communist East Germany. Grand Rapids: Eerdmans, 1996; Daniel H.Bays: “Christianity in China: From the Eighteenth Century to the Present”. Stanford: Stanford University Press, 1996; Joseph L. Hromadka: The Church and Theology in Todays Troubled Times. Prague: Ecumenical Council of Churches, 1956; Donald E.MacInnis: Religious Policy and Practise in Communist China. A Documentary History. New York: Macmillan, 1972, ny udg.: Religion in China today. Policy and Practise. Maryknoll: Orbuis Books, 1989; John S.Peale: The Love of God in China. Can One Be Both Chinese and Christian?  iUniverse, 2021 Pine Lake Road, Suite 100, Lincoln, NE 68512. ISBN 0-595-33619-1; K.H.Ting: No Longer Strangers. Selected Writings. Ed. with an Introduction by Raymand L.Whitehead. Orbis Books. Maryknoll. N.Y., 1989. K.H.Ting: God is Love. Collected Writings, 2004; Philip L.Wickeri.: Seeking the Common Ground: Protestant Christianity, the Three-Self Movement and Chinas United Front. Maryknoll, N.Y,Orbis Books, 1988).

Asger Sørensen

(OBS: Vi er allerede tilbage i Danmark, når dette bringes)

Jesuiternes mission

200 år gik. I 1552 ankom jesuitermissionæren Frans Xavier (1506-1552) til øen Shang-chuen nær Macau ved Perlefloden, hvor han døde. En knogle af Frans Xavier findes i et relikvieskrin i Chapel of St. Francis Xavier på Macau. Således forbindes historie og nutid i denne sekulare og dybt religiøse metropol. Han nåede ikke ind i Kina, men anses for en af de største missionærer i den katolske kirke og nåede til Indien, Indonesien, Malaysia og Japan. Xavier var en baskisk adelsmand, studerede ved universitetet i Paris 1524-1536, hvor han kom i forbindelse med Ignatius af Loyola, jesuiterordenens stifter, som fik ham til at opgive visse protestantiske sympatier og gå ind i den katolske kirkes tjeneste. Hans livsforståelse kommer til udtryk i hans missionskald: ”Herre! Her er jeg. Hvad vil du, at jeg skal gøre? Send mig, hvor som helst du vil, ja, om det behager dig til Indien”. Indien var på det tidspunkt det yderste offer man kunne bringe.

Kina havde med sin ældgamle kulturelle tradition i form af konfucianismen, der prægede uddannelse og opdragelse, administration, kultur og litteratur ikke nogen bærende religion. Det er en omfattende diskussion, som også føres i dag, om Konfucianismen var og er en religion. Officielt opfattes den ikke sådan i Kina. Den almindelige kinesers religion var på den tid snarere, hvad vi idag ville kalde polyteistisk civil religion med forfædredyrkelse, med varsler, et udbredt net af spåmænd og sandsigere, og hvad vi tidligere fagligt ville kalde ”overtro”. Mingdynastiets (1368-1644) politiske styreform kan karakteriseres som bureaukratisk feudalisme.   

Jesuiterne slog sig først ned på Macau, der kom til at tjene som en slags brohoved for mission i ”Mainland China”. Macau var et centrum for handel med sølv fra Japan til Kina og silke fra Kina mod Japan. Først i 1583 slog de første jesuiter sig ned i en landsby i nærheden af Guangzhou. 3 italienere markerer sig i historien om ”Jesuitisk mission i Kina”: Matteo Ricci, Alessandro Valignano og Michele Ruggieri. Valignano erkendte at kristendommens forbindelse med Vestens koloniale handelsekspansion var mere et handicap end en hjælp til mission og evangelisering, og han forsøgte diplomatisk, men beslutsomt at vride missionen fri af den portugisiske stat. Jesuiterne forlangte, at man skulle begynde med det kinesiske sprog. Sproget var åbningen til ny indsigt. Valignano vandt med sin respekt for kinesisk tradition Guangzhou-myndighedernes tillid, og han fik lov at slå sig ned i byen.     

Xavier karakteriseres som hele Asiens missionær, ansvarlig for missionsarbejdet fra Kap det gode Håb til Japan, og han var med til at udforme jesuiterordenens missionspraksis præget af smidighed og tilpasning, det man med et moderne begreb kalder ”inkulturation” eller ”kontekstualisering”. Jesuiterordenen blev et brugbart redskab for den katolske kirkes udbredelse. ”Smidigt” er stikordet overalt, hvor jesuiterne trænger frem. Også i Mellem- og Sydamerika. Ordet peger hen på ”praksiskontroversen eller ritekontroversen”, der kort går ud på følgende: Hvor langt kan kristne gå i tilpasning til  den sociale, kulturelle kontekst? Et spørgsmål, der presser sig på overalt, når man som reflekteret euroæer bevæger sig i ”Asia”: ”Du kan ikke tjene to herrer”. Når ordet ”jesuit”

er blevet et skældsord i det nordlige Europa , opfatter jeg det som et udtryk for sejrherrernes ideologi. Jesuiterne var langt mere kulturaccepterende i deres såkaldte ”mission” end store dele af det, der betegnes ”protestantisk mission”.

Matteo Ricci - Xaviers efterfølger.

Xaviers efterfølger var Matteo Ricci (1552-1610) (Li Ma-dou på kinesisk), en kulturelt højt begavet mand. Han nåede ind i Kina. Hans missionspraksis var præget af den såkaldte akkomodationsmetode, dvs. han tilpassede sig, anlagde først buddhistens dragt, senere gik han af diplomatiske hensyn over til at anvende den dragt, konfucianernes øverste embedsmænd, litteraterne, brugte. Han levede blandt kineserne, lærte deres sprog og efterlignede deres skikke. Adgangsvejen til kommunikation med kineserne mente Ricci var at være dygtig til det, der interesserede kineserne, dvs. vestlig videnskab, matematik og astronomi, kartografi, forskning og uddannelse. Han udarbejdede bl. a. et verdenskort, der gjorde kineserne opmærksomme på, at der var en verden uden for ”Riget i Midten”, og at verden ikke er flad.  Ricci gjorde indtryk på den kinesiske overklasse. I 1601 begav han sig ud på den lange rejse fra det sydlige Kina til det kejserlige hof, udstyret med gaver, bl.a. et ur, billeder af Kristus og Maria. Han indså, at han måtte vinde kejserens gunst for at komme videre. Men det var vanskeligt, fordi eunukkerne havde den totale magt ved kejserens hof, og de forhindrede kejseren i at få kontakt med omverdenenen. Ricci karakteriserer eunukkerne som ”halvmænd”, ubegavede og barbariske, der manglede enhver form for skam i livet og fromhed. Ricci fik ikke foretræde for kejseren, men denne var ikke misfornøjet med gaverne, og jesuitermissionen fik lov at slå sig ned i sydrigets hovedstad Nanjing (1599-1610).

Lidt mere om Ricci:  Han var efter studier ved Collegium Romanum indtil 1577 udstyret med den tids bedste humanistiske, filosofiske og naturvidenskabelige uddannelse. Han blev præsteviet i Cochin i 1582 og rejste derefter til Macau, indgangsporten til det kinesiske rige. Overalt imponerede han kineserne ved sin overvældende begavelse. Han oversatte talrige videnskabelige (bl.a. Euklids seks første böger) og religiøse værker til

kinesisk og parallelt hermed konfucianske klassikere til latin. Af hans egen produktion kan nævnes et teologisk defensorat for kristendommen i dialogform, direkte rettet mod buddhismen: The True Meaning of the Lord of Heaven (T´ien-chu shih-i. Engelsk overs. af D. Lancashire og P.Hu Kuo-chen. St Louis Institute of Jesuit Sources, 1985).  Et kulturmøde går i begge retninger. Han døde i Beijing den 11.maj 1610. Et maleri af ham, udført af kineseren Emmanuele Yu Wenhui, blev hængt op i Chiesa del Gesu i Rom s.m. portrætter af Ignatius og Xavier. Ricci mødte aldrig kejseren, men denne beordrede et gravsted etableret, et sted, hvor også senere førende jesuiter blev gravlagt, kirkegården Cha-la vest for Beijing, udenfor Ping-Szuporten. Det blev ødelagt under kulturrevolutionen af rødgardisterne,( den formulering løber hele tiden i maskinen, når man beskæftiger sig med kinesisk historie), men det er senere blevet genetableret. Der er en inskription på kinesisk og latin. Ved Riccis død skønnes det, at der var 2.500 medlemmer af den katolske kirke. Den samlede befolkning i Kina anslås til ml. 100 og 150 mio.

(Litt.: China in the Sixteenth Century: The Journals of Matthew Ricci: 1583-1610. Transl. Louis J. Gallagher. New York: Random House, 1953.)

De tre piller.   

En række stærke personligheder tog over. – Ud over en række europæiske begavelser er der 3 kinesere, de ”tre piller i den tidlige kristne kirke”, der er interessante: Paul Hsu (Xu Guangshi), Michal Yang (Yang Tingyun) og Leon Li (Li Zhizao). De stammede fra den kinesiske overklasse og havde gennemgået omfattende intellektuelle studier. Xu Guangshi mødte Ricci i 1600, han opnåede en enestående placering i den kejserlige rangorden, blev medlem af kejserens akademi (Han-lin), direkte under kejseren selv. Han var med til at formidle vestlig videnskab matematik, hydraulik, astronomi og geografi. Han oversatte som den første kineser engelske bøger til kinesisk – og var altså kristen. Akademisk arbejde på højt plan og mission hører sammen. (Ambitionen om at forene mission med akademisk arbejde på højt plan kommer også til udtryk i Tao Fong Shans imponerende oversættelsesarbejde. På Institute of Sino-Christian Studies er mere end 150 centrale filosofiske og teologiske værker fra Europa og USA blevet oversat siden 1995. Også dér er Tao Fong Shan led i en bemærkelsesværdig tradition. Gennem et netværk af kontakter til Institutter for Religiøse Studier ved førende universiteter i Mainland China kommer disse værker langt ud – forhåbentlig til inspiration og fordybelse ). – Li Zhizao var den, der opførte den første jesuiterkirke i Nanjing, og han blev som den første orienteret om nestorianerstelens beretning om kristendom i Kina næsten 1000 år før. – Den tredje pille, Yang Tingyun, var en skarpsindig intellektuel fra Hangzhou. Hans udgangspunkt var den kinesiske zen-tradition, Ch´an. Han blev døbt i 1613 og skrev en række apologetiske bøger, hvor han indgik i dialog med buddhismen, som han kendte indefra. 

Adam Schalls storhed og fald

Den tyske jesuit Adam Schall (1592-1666) blev udnævnt til medlem af det Astronomiske Collegium og optaget på lige fod med etniske kinesere. Det var forfaldstider politisk. Manchuerne pressede på fra nordøst, de gennembrød den kinesiske mur og belejrede Beijing. Hoffet var i indre opløsning. Den reelle magt lå endnu engang hos eunukkerne og ikke hos kejseren. Hovedstaden overgav sig i 1644. Mingdynastiets tid var omme. I dette tilfælde forsvandt kristendommen ikke med det regime, der gik i opløsning. Jesuiterne havde vist sig uundværlige, og i Adam Schall havde de en dygtig strateg. Deres indsats inden for en række videnskaber havde båret frugt og bragte missionen til blomstring, så der i 1662 opgives at have været omkring 1/4 mio kristne i Kina. Der var missionærer i 13 kinesiske provinser. Schall forhandlede dristigt med de nye manchuiske magthavere, og han vandt – godt støttet af en rettidig solformørkelse – i kapløb med muslimer og traditionelle kinesere kampen om ”kalenderen”, idet hans iagttagelser viste sig at være korrekte. Han modtog utallige forfremmelser bl.a. blev han leder af ”Kalenderbureauet” og direktør for Institut for Matematik herunder astronomi. Alt i det kinesiske system var afhængigt af kalenderen. Langt ind i troens verden var og er livet og kulten baseret på kalenderen og de rette astronomiske iagttagelser. Schall blev mandarin af allerøverste klasse med ret til at bære ….. Ingen kristen havde tidligere nået hans position. (Litt.: Adam Schall: Historia Relatio … Latin text, ed. Henri Bernard with French translation by P.Bornet (Lettres et Mémoires d´Adam Schall, Tientsin: Hautes Études. 1942). Manchuerne var imponerede. Det var en gylden periode for

kristendommen i Kina, men Schall stod for fald. Kejserskift betød forfølgelser, han blev arresteret, hans missionærkolleger blev lagt i lænker. 5 kristne fra Astronomibureauet blev halshugget. Jordskælv og ild hærgede byen. Schall døde – nådigt sluppet.

Schall er samtidig med Europas enevælde og baroktid. Thomas Kingo skrev kort tid efter: ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad. Jorderigs guld er prægtig muld. Himlen er ene af salighed fuld” (DDS nr. 46). Også han kendte betingelserne i magtens verden.

Akkomodation / assimilation/ inkulturation eller ej?

I disse år gav jesuiternes omtalte akkomodationspraksis med vidtgående tolerance i forhold til kinesiske offerskikke ved dyrkningen af forfædrene og af Konfucius, anledning til en storkonflikt inden for katolicismen. Alle bekriger hinanden. Det river kirken i stykker – dengang som nu. Jesuiterne har ikke længere monopol på mission i Kina. Andre katolske missionærer kom til Kina i stort tal, blandt dem dominikanere og franciskanere.  Tiggermunkeordenerne, støttet af Spanien, protesterede mod den jesuitiske kulturtilpasningsproces, som var støttet af Portugal, og indgav klage til pavestolen. Da Société des Missions Etrangères de Paris kom til Kina, blev det værre endnu. Tonen blev hadsk. Jesuiterne blev beskyldt for at samarbejde med hedenskabet. Rom blev involveret og en række afgørelser fra Innocents X i 1645 og Clemens VI i 1704 og 1710, gik jesuiterne imod.

Igen stilles spørgsmålet: Skal kirken i mission tage udgangspunkt i den eksisterende kultur? Problemet er jo intenst helt ned i detaljen og vedkommende i ethvert kulturmøde. Hvor langt kan en bekendelseskirke tilpasse sig den kontekstuale kultur, den lever i uden at sætte sin troværdighed, sin ”spirit”, sin dynamiske tiltrækningskraft overstyr? 

I Tao Fong Shans historie kender vi udmærket konflikten. Se fx.  missionsteologiens Karl Barth, Hendrik Kraemers kritik af K.L.Reichelt i The Christian Message in a Non-Christian World, The Edinburgh House Press, 1938, s. 401f.: ” Christianity is primarily interested in truth, which is life eternal… and not in values…It is absolutely necessary to keep in mind that the Gospel we preach does not represent a more perfected stage of religious development or production, but a quite new world of divine acts”. Vi får mange eksempler på denne konflikts evige aktualitet under vore samtaler her på bjerget. Filipinernes katolske kirke har tilsyneladende helt tilpasset sig mafiaen og mistet sin troværdighed, mens kirkerne i Myanmar under pres fra det tyranniske militærregime tilsyneladende har fundet en livsnødvendig balance, uden at sætte troværdigheden overstyr. Det samme behov for at bevare troværdigheden i en anspændt samfundskontekst så mange befrielsesteologer i Latinamerika klart, men de blev i mange tilfælde stoppet af Vatikanet, smidt ud af kirken eller myrdet af de hjemlige politiske magthavere, stemplet som revolutionære. Konflikten ligger indbygget i de positioner, som mange af de førende repræsentanter for ”Asiatisk Teologi” indtager.

Konflikten drejede sig bl.a. om, hvordan man skulle oversætte ordet for ”Gud” til kinesisk. Jesuiternes akkomationspraksis gik bl.a. ud på at lette forståelsen af

kristendommens anliggende ved fx at anvende de klassiske kinesiske skrifters begreber Tianzhu (”Himmelens Herre”) og Shangti (”Kejser” eller ”Herre i det høje”) som betegnelse for GUD. Shangti benyttes i den protestantiske bibel den dag i dag. Man er bekendt med, at den jødiske menighed i Kaifeng så tidligt som i 1489 og 1612 anvendte ordene Tuianzhu og Shangdi som relevante oversættelser af GTs  Jahve. Men det var i følge domikanerne og franciskanerne et knæfald for hedenskabet.

Striden mellem de katolske ordener vakte bitterhed ved hoffet. Kejser Kangshi (1681-1722), venligt stemt over for kristendommen, var en dybt skuffet mand. Vi har bevaret hans ord til den katolske vikarius, biskop Charles Maigrot. Hør hvad han (kineseren) siger: ”Vi ærer Konfucius som vor mester derved at vi viser ham taknemlighed for den lære han har efterladt os. Vi beder ikke foran Konfucius´eller fædrenes tavler om ære og lykke … Hvis disse meninger ikke er efter Deres behag, så må De overveje at forlade mit rige. De som allerede har taget imod Deres religion, begynder at tvivle på dens sandhed ved at mærke den stadige strid som hersker blandt jer, og de andre (udenforstående) bliver mindre og mindre modtagelige for hver dag. Jeg for min del anser jer som personer, der er kommet til Kina ikke for at grundfæste jeres religion, men for at nedbryde og ødelægge den. Når det hele bliver til intet, så kan I kun takke jer selv for det”. Der var også konflikter inden for jesuiternes egne rammer, hvor franskmændene harcellerede over, at portugiserne ikke fik kinesiske teologer uddannet. Jesuiterne appellerede til kejseren, men lidet hjalp det. Den katolske kirke blev omorganiseret. Paven styrkede det apostoliske vikariat og forsøgte at overføre alle afgørelser til de pavelige organisationer, der var indrettet til at tage sig af den slags, Propaganda afdelingen i Rom. Katolsk ortodoksi tog magten ved hjælp af pavelige dekreter og forbud. Jesuitterkollegiet på Macau, uddannelsesstedet for en kontekstual missionspraksis blev lukket. Kina lukkede sig igen af for omverdenen. I 1724 udstedte en ny kejser et edikt, hvor kristendommen forbydes og fordømmes, og hvor man konfiskerede kirkens ejendom. Kun de i Beijing boende jesuiter fik lov til at blive på grund af deres stilling som duelige videnskabsmænd. Kejserne var blevet afhængig af dem. Alle andre måtte tage af sted til refugiet på Macau. Udviklingen var en katastrofe for jesuiterne, men en triumf for franskmændene og dominikanerne. Missionsteologi verden over går i dag mest i retning af jesuiternes assimilationspraksis. Men missionspraksis i 3.verden ligner snarere den pavelige opfattelse. Ingen akkomodation, ingen kontekstual teologi. Teoretikerne går – groft sagt -  ind for jesuitterne, mens praktikerne ude på ”missionsmarken” siger fra. 

Paven ophævede jesuiterordenen i 1773.

Overalt i Kina (og Japan) blev kristne grupper nu opfattet som fremmede, repræsenterende vestlige imperialistiske bestræbelser. Kristendommen blev forfulgt overalt, men var trods alt for rodfæstet til helt at dø ud. Kristne blev kaldt de fremmede djævle (”compradorer”, port.) med en falsk religion, en fjende af statens konfucianisme og alle de værdier, som staten byggede på.

Trods blodige kristenforfølgelser var der i 1807, da den 1. protestantiske missionær Robert Mission kom til Kina og dermed åbnede en ny æra i missionens historie,

romersk-katolske biskopper i Kina og anslået omkring 215.000, der fastholdt en tilknytning til den katolske kristentro.

(Litt.: Jacquet Gernet: China and the Christian Impact. A Conflict of Cultures. Cambridge University Press 1985 and Editions de la Maison des Sciences de l´Homme, Paris 1982).

2. missionsperiode: Franciskanerne og dominikanerne

 (PS: Når dette er på nettet, så befinder vi os ikke længere i Hong Kong.)

 Korstogene skabte ny kontakt til Orienten. Tiggermunkeordenerne så missionsmuligheder og greb dem. Det er franciskanerne og dominikanerne, der dominerer billedet i missionsperioden 1200-1400. De var ihærdige missionærer og evangelister. De søgte også til Østasien. Der gik rygter om en mytisk kristen konge i Centralasien, Præstekongen Johannes, og franciskanerne ville gerne hjælpe denne konge. Pave Innocents IV (1243-1254) udsendte franciskaneren Johannes af Plano Carpini (1245-1247) til Mongoliet. Han var den første, der nåede frem. Han fortæller, hvordan han overrasket fandt sig omgivet af nestorianere ved storkhanens hof. Han blev ved hoffet i 4 måneder og forsøgte at overgive et brev fra paven til Hans Højhed.

 Storkhanens svar til paven lyder i uddrag: ”Vi, ved den Evige Himmels magt, Khan for de store nationer: Dette er et dekret sendt til den store Pave … Du har sendt os et tilbud om subordination, som vi har accepteret .. Du har sagt at det ville være godt for os at blive kristne… Denne forespørgsel kan vi ikke forstå. Yderligere har du tilskrevet os disse ord: ”Du har angrebet alle Magyarernes og andre kristnes territorier … Fortæl mig, hvad havde de gjort?” Disse dine ord kan vi heller ikke forstå… Disse (ungarerne og de kristne) som du taler om viste sig meget overmodige og ihjelslog vore gesandter. Derfor, i overensstemmelse med de Evige Himmelske forordninger blev de slået ned.

Og når du siger: ”Jeg er en Kristen, Jeg beder til Gud. Jeg anklager og foragter andre”. Hvordan ved du, hvem der behager Gud og til hvem han skænker sin nåde? …  Takket være den Evige Himmels magt, er alle lande blevet givet os fra solopgang til solnedgang …Nu … skal du in persona som monarkernes hoved sammen med alle uden undtagelse komme til at tjene os og vise os hyldest”…. (Moffett, bd. 1, s. 409).

 Sådan taler en rigtig kinesisk kejser, der legitimerer sin magt på ”Himlens Mandat”. Ethvert land under himlen tilhører kejseren. Ethvert folk på jorden er kejserens tjener.  Det absolutte autokrati har således en lang tradition i Kinas historie. Det blev etableret allerede med Chin dynastiet i 221 f.Kr.

 7 år senere i 1253 nåede franciskaneren William af Rubruck frem til Karakorum, den lille ørkenby i det centrale Mongoliet, hvorfra det vældige mongolerrige blev styret. Han mødte der den hensygnende syrisk-ortodokse kristendom, nestorianerne, og beretter, at præsterne på det tidspunkt var uvidende og fordrukne, at de prædikede på et sprog, som de ikke beherskede, healede de syge med sværd og aske, og at de praktiserede flerkoneri. Det står klart, at de havde tilpasset sig shamanisme og folketro, og at de udsat for forfølgelser ikke havde kunnet fastholde kristendommens troværdighed. Rubruck forlod Karakorum 10. juli 1253 ned ad Volga, Det kaspiske Havs vestlige bred, over Kaukasus´ bjerge, gennem Armenien og Tyrkiet til Syrien. (Litt.: William of Rubruck: The Journey of William of Rubruck to the Eastern Parts, 1253-55, as Narrated by Himself. With Two Accounts of the Earlier Journey of John of Pian de Carpine, trans. and ed. by W.W. Rockhill  (London: Hakluyt Society, 1900).

Rubruck var skuffet, og som missionær var han utilfreds med sin indsats. ”De lyttede allesammen … men ikke en sagde: ”Jeg tror: Jeg vil gerne være en kristen”. Og når det var ovre, så sang nestorianerne og saracenerne med høj røst, mens buddhisterne var stille.. og bagefter drak de sig alle fulde”. Storkhanen bekendte sin tro over for Rubruck i det kongelige telt: ”Vi … tror at der kun er en Gud … men som Gud giver os de forskellige fingre på hånden, så giver han mennesket forskellige veje …” Gud gav jer skrifterne, og I holder dem ikke, han gav os shamanerne; vi gør det de fortæller os, og vi lever i fred”.

Franciskaneren Johannes af Monte Corvino kom i 1289 til Kina ad søvejen. Han fortæller, at han mødte stor modstand hos nestorianerne, men han formåede alligevel at hævde sin position. Han oversatte Det nye Testamente og Salmernes bog til mongolernes Wigur, og han fejrede messen på deres sprog. Han fik i 1299 lov til at bygge en kirke i Beijing og samlede anslået 6000 kristne. Han blev i 1307 gjort til ærkebiskop i den nye hovedstad Beijing (Khanbalik), og påbegyndte arbejdet på en ny kirke og skole. Opmuntret af dette sejrsbudskab sendte paven i 1313 7 franciskanere til Kina med biskoppelig vielse, men kun 3 nåede frem. De 4 andre blev massakreret af muslimer i nærheden af Bombay i Indien.  Johannes af Monte Corvino virkede i Bejing i 35 år. Han døde i 1328.

 Også denne ny begyndelse fadede ud. De kristne kunne ikke enes, men bekrigede hinanden. Ved midten af århundredet var der ca. 30.000 kristne i landet, mest blandt mongoler. Men snart hørte det hele op. Ming-dynastiet i 1368 ryddede ud blandt de kristne, og martyriets barske tid var igen inde. Vi ved, at der blev bygget 2 store franciskanerkirker i Beijing. Men også andre steder opførtes kirker. Den danske arkitekt Johannes Prip-Møller, der byggede Tao Fong Shan, gjorde i 1929 en spændende opdagelse i Nanjing, hvor der lå en stor ruin, 5-6 km uden for byen. Ruinen var tilsyneladende en treskibet hovedhal i et buddhistisk kloster, udført i mursten, 50 m. lang, 34 m bred og 22 m høj. Klostrets krønike fortalte, at bygningen var opført i 1384, dvs. under Mingdynastiets Hung Wu, i 1384, men Prip-Møllers undersøgelser viste, at Hung Wu havde restaureret og bygget om på noget, der var ældre, en franciskanerklosterkirke bygget efter model fra klosterkirker i omegnen af Avignon i Frankrig, dvs. fra 1100- og 1200-tallets franske

kirker. Det viste sig, at Prip-Møller havde fundet resterne af den ældste kristne kirkebygning i Kina, nu indrettet som mindehal for de kinesere, der gav deres liv i den borgerlige Sun Yat-sen revolution i 1912. – (Litt.: Johs. Prip- Møller: Kina før og nu. Kbhvn. 1945, s.69-79. Læs om Prip-Møllers arbejder i Tobias Faber: En dansk arkitekt i Kina. ”Architektura, 1989. Eng. udg. Hongkong, 1994 ).

Hvad er årsagen til, at det igen mislykkedes for kristen mission i Kina? Svarene er igen mange og usikre. Ofte lyder vurderingen, at det skyldes, at kristendommen igen var blevet lanceret som en fremmed religion. Hvor nestorianerne holdt gudstjenester på syrisk, lærte franciskanerne kineserdrenge at messe på latin. Men væsentligst er nok igen, at den kristne kirke var bundet til et udenlandsk dynasti, denne gang mongolsk. Med dynastiets tilbagegang faldt også kristentroen fra hinanden.

 Asger Sørensen

Indledning

 Her kommer mine sidste notater fra skrivepulten i form af en serie om kristendom i Kina.

 Jeg har besluttet mig for, mens jeg opholder mig i Hong Kong med adgang til et meget stort bibliotek, at forsøge at skaffe mig et vist overblik over kristendommens historie i Kina. Med udblik til det øvrige Asia. Under udarbejdelsen af mine skitser har jeg trukket hårdt på Samuel Hugh Moffetts 2 binds værk: ”A History of Christianity in Asia” fra 1998ff. og K.S. Latourette: A History of Christian Missions in China. 1929 og ny.udg. 1973. Egentlige kilder er det straks lidt vanskeligere at få adgang til. Så skal man hjem til Europa, fx. til Det kgl. Bibliotek i København. De findes ikke på Lutheran Theological Seminarys bibliotek. De værker, jeg gerne ville se nærmere på, stammer fra ca. 1870-1930. Det ville være rart at kunne dokumentere, hvad der af og og til får påstandens karakter. Værkerne findes heller ikke i K.L.Reichelts bibliotek på selve Tao Fong Shan. En dag fandt jeg hos Swindon Book, en velassorteret boghandel i Kowloon, et værk på 800 sider, dobbeltspaltet, med titelen ”Christianity in China”. Det er en stor registrant med oversigt over arkivmateriale om mission og kirke i Kina. Der mangler altså ikke materiale rundt om i universitetsbiblioteker og private samlinger. Drivkraften til at ville vide noget mere om dette store felt, er også, at vi omgås studerende fra en række asiatiske lande, hvor kristendommen har haft meget forskellige vilkår. En af de studerende, Josef fra Samoa spurgte for nogle dage siden, hvordan det dog kunne være, at kristendommen står så svagt i Asien. Hjemme på Samoa er vi alle naturligvis kristne. Hvorfor så ikke i Laos, Myanmar og alle de andre steder?

 Men Kina kommer i centrum af min interesse.

 Til indledning minder jeg om, at det var på en bakketop i Asien, at Jesus sagde til sine disciple:”Gå ud i Alverden og gør alle folk til mine disciple”. Hvad han og samtiden har ment med ”alverden”, er svært at sige noget sikkert om. Vi har bevaret et kort over den dakendte verden udarbejdet af Strabo fra 19 e.Kr. Det nævner, at langt ude mod øst, ligger Seres (Kina), nord for India og syd for Schythia. Men ret meget mere ved vi/jeg ikke.

 Jeg minder tillige om det faktum, at de store religioner, også hvad vi ofte betegner som verdensreligioner, alle er opstået i, hvad romerne betegnede som ASIA: Hinduismen, buddhismen, konfucianismen, shintoismen, zarathustrismen, jødedommen, kristendommen og islam.

 For den almindelige bevidsthed har Kina altid stået som det isolerede land, lukket fra al påvirkning udefra. Men ser vi lidt nøjere efter, er dette billede ikke helt korrekt. Kina har været åben for indflydelse udefra gang på gang gennem tiderne, og kristendommen har haft mulighed for at gøre sig gældende, men dørene er blevet lukket i igen, og missionsarbejdet er blevet lagt i grus, og  det er ikke altid indlysende, at det er kinesernes skyld, at det er sket.

I hvert fald 4 perioder kan afgrænses: Nestorianerne (600-900), franciskanerne og dominikanerne (1200-tallet) og jesuitternes mission i 1500-tallet samt Protestantisk mission fra 1800.

Før Nestorianerne. 

Vi har bevaret nogle tidlige udsagn om, at kristne har været i Kina. De fortæller, at apostlen Thomas, der hævdes at have grundlagt den Thomaskristne kirke i Sydindien, også var i Kina og havde vundet adskillige kinesere for kristendommen. Det er ikke usandsynligt, at der kan have været kristne handelsfolk i Kina, før Alopen ankommer i 635, men ingen kan med sikkerhed sige noget om, hvornår kristne kommer til ”Midtens Rige” første gang. Kinas historie og kultur er jo blevet afgørende præget af landets geografiske placering omgivet af vældige bjergmassiver, uigennemtrængelige ørkener og det uendelige Stillehav. Og de fleste forskere finder det nyttesløst at spekulere over emnet. Men vi ved altså, at romerne opbyggede handelsrelationer til dette Riget mod øst. Allerede i året 166 kom der ad søvejen sendebud til det kinesiske hof fra kejser Marcus Aurelius, fortæller kinesiske historieskrivere. De kinesiske handelsveje strakte sig mod vest ad det, vi i dag kalder ”Silkevejen”, ældgamle forbindelsesveje fra Kina gennem Centralasien frem mod det nuværende Antiokia, oldtidens handelscentrum. Man kunne også nå til Kina over havet. Fra Egypten gennem Det røde Hav til Indien og derfra videre ud. Kina kaldte man som nævnt dengang Seres, silkens land. Sydkina blev betegnet Sinae. Vi har også bevaret senere rejseskildringer. Jeg kan nævne, at kineseren Hsüan-Tsang fx., der påbegyndte sin navnkundige rejse i 629 mod Samarkand og videre ud i det ukendte, fortæller, hvorledes han drog gennem ørkener, højsletter og passerer bjergpas og led alle karavanerejsendes kvaler. Ørkenen han kom igennem var fuld af ”onde ånder og varme vinde”, og skeletter af vejfarende, der havde måttet bukke under, viste den vej man skulle gå. Hsüan-Tsang kom tilbage fra Indien i 645, dvs. 10 år efter Alopen, den syriske munk havde bragt den syrisk-ortodokse tro, nestorianismen, til Kina. Hsüan-tsang bragte med sig hundredvis af buddhistiske skrifter, som blev oversat til kejserens bibliotek. En betydningsfuld konkurrent til de kristne skrifter, som Alopen bragte med sig.

Den 1. kristne mission til Kina:

Nestorianerne eller de syrisk-orientalske kristne.

Nestorianerne blev udstødt som kættere fra moderkirken, men studerer man dem nærmere, fx gennem Nestorianerstelen, i Xi´an (tidl. Chang´an) fundet i 1623, er det vanskeligt at få øje på noget, der ligner egentlig vranglære hos dem. Nestorianerne kom fra Syrien og Persien (Iran) og udbredte kristendommen til store dele af Asien. En kvinde fra den lutherske Batakkirke i Indonesien, der var gæst her på Tao Fong Shan, har fortalt, at det indgår i Batakkirkens argumentation mod den muslimske majoritet – Indonesien er den folkerigeste muslimske stat i verden – at kristne dvs. Nestorianerne var på Sumatra/Java ( Indonesien ) før muslimerne. Men ingen af de kilder, jeg har haft adgang

til, har bekræftet teorien om, at nestorianerne nåede helt frem til Sumatra i Indonesien. Som udstødte og forfulgte vendte nestorianerne sig til de ikke-kristne folkeslag. Med centrum i Edessa rykkede de mod Tigris og mod vest og syd til Det røde hav, mod nord og øst til storriget Persien, Afghanistan, Centralasien og Nordindien. Nestorianerkirken er en martyrkirke, som blev udsat for rædsomme forfølgelser. Den syriske kirke beder fortsat for deres 16.000 martyrer, præster og ordensbrødre, der led døden i 343. På trods af forfølgelser eller måske snarere af den grund spreder de sig over et vældigt område. Jeg erfarede på rejsen til Uzbekistan og Turkmenistan i 2006, at der havde været ærkebispesæde i Samarkand og bispedømmer i mange andre byer, og at kristendommen var kommet til dengang verdens største by, Merv, i slutningen af 300-tallet. Nu er Merv en ruinhob på 10×10 kvadratkilometer. Khan´erne har været der. Et lille museum rummer nogle spinkle vidnesbyrd om nestorianernes tilstedeværelse i den engang så pragtfulde storby.

 Nestorianerne har taget navn efter syreren Nestorios, der blev kaldet til patriark i Konstantinopel i 428 og er organiseret på den nicænsk-ortodokse bekendelses grund. Nestorios blev fordømt ved det 3. kirkemøde i Efesus og landsforvistes fra det græsk-romerske imperium i 433 sammen med sine tilhængere. Uden at gå i detaljer drejer striden sig om Kristi menneskelighed i forhold til Kristi guddommelighed. Han døde i landflygtighed i 451. Ved Chalkedonsynoden i 449 blev den orientalske kristendom løsrevet fra den øvrige kristenhed, og efter at teologskolen i Edessa blev lukket i 489, søgte nestorianerne i stort tal mod Persien, og den persiske kirke opstod som den kaldæiske kirke, dogmatisk uafhængig af Vesten. Det var modstanderne, der gav dem kætternavnet, nestorianere, og i nyere kirkehistoriske fremstillinger problematiseres denne betegnelse. De opbyggede et klostervæsen og drog ad karavanevejene mod øst. Hvor folkelige de blev, hvor langt de nåede ud blandt befolkningen, får stå hen. Der eksisterer ingen vidnesbyrd derom, men fagfolk hævder af og til, at de har fundet antydninger af relikter fra nestorianerteologi og kult-praksis i andre religioners praksis og lære, fx blandt uighurerne.  Cand.mag. Harry Thomsen fortæller, at han har fundet rituelle relikter, der stammer fra Nestorianere i Japan (”Buddhistmisjon” 1959, 34. Årg. nr. 3). Øst for Oxusfloden var der i 600-tallet flere ærkebispedømmer og 20 bispedømmer, og da nestorianerkirken skønnes at være på sit højeste, var der 27 ærkebispedømmer og 230 stifter fra Eufrat til Beijing og mod syd til Indien.

 Med Tangdynastiet (618-907) indtrådte en blomstringstid i Kina. Det er også tiden, hvor de store verdensreligioner banker på porten til ”Midtens Rige”. Islam kom officielt til Kina i 628 og kristendommen i 635. Zarathustratilhængere, måske manikæere, ”Hsien”, dvs. ”Heaven-Spirit- religionen var ankommet i 631 med kejserlig tilladelse. Tang-tiden er en glansperiode i Kinas historie. Bogtrykkerkunsten blev opfundet, nogle af Kinas største digtere er fra Tang-perioden, Li Tai-po og Tu-Fu. Porcelæns- og malerkunst når de ypperste udtryk. Karavanevejene er åbne. Den kinesiske kejser har kontrollen, så nabomagterne underkaster sig. ”Midtens Rige” strakte sig fra Stillehavet til Det kaspiske

hav. Delegationer og handelsfolk fra alverdens riger kom til den kinesiske hovedstad Chang´an, nutidens Xi´an, og søgte foretræde ved paladset.

Nestorianerstelen.

”Ta Ch`in Chin Chiao liu hsin Chung-Kwoh Pai”, dvs. ”Monumentet som gør rede for indførelsen i Kina af den store og lysende religion fra Ta Ch` in.

Af nestorianerstelen (3 meter høj med mere end 1700 kinesiske skrifttegn og 70 syriske ord forsynet med en lang liste med navnene på persiske og syriske

missionærer, kronet med en udsmykning (der er blevet meget forskelligt fortolket) og med overskriften: ”Tavle over spredningen af den berømte syriske religion til Kina”) fremgår, at det var i 635, i kejser T´ai-Tsungs 9. regeringsår, at den syriske munk Alopen kom til hovedstaden Chang´an, hvor han blev godt modtaget ved hoffet som kejserens gæst. Et stort oversættelsesarbejde af kristne skrifter fra syrisk gik igang i det kejserlige bibliotek og ”læren blev undersøgt i de forbudte gemakker”. Efter 3 års massiv indsats blev materialet lagt frem for kejseren, som erklærede sig tilfreds og udstedte det såkaldte toleranceedikt i 638. I følge nestorianerstelen blev kejseren ”overbevist om dens rigtighed og sandhed, og gav speciel ordre om dens udbredelse” med proklamationen ”Vejen (Tao) har ikke altid det samme navn. Den vise har ikke altid den samme skikkelse. Religionen fremtræder tilpasset for hver egn. For at frelse alt som lever…”

Indholdet af den syriske religions lære viste sig for kejseren at være ”dyb og underfuld”, og kejseren erklærer, at den skal have frit løb over hele riget, og han giver ordre til etablering af Ta-Ch´in klostret i hovedstaden i bydelen I-ning med 21 syriske munke. Kejseren var ud over at være en stor kriger en stor ynder af kunst og litteratur. Hans bibliotek siges at have rummet 200.000 bind. Han beskæftigede 189 forskere i biblioteket optaget af at udarbejde en samlet, autoriseret udgave af den vise Konfucius´ skrifter. Også repræsentanter for buddhismen havde glæde af toleranceediktet.

T´ai-Tsung, der tog imod Alopen ved hoffet og udnævnte ham til ”rigets beskytter og store åndelige herre”, døde i 649 og blev efterfulgt af Kao-Tsung (d. 683). Han fulgte i faderens fodspor mht. religiøs tolerance og beordrede klostre opført i alle præfekturer. Sikkert en from ønsketænkning. Hvis det var korrekt, ville det have betydet etablering af 358 klostre og kirker i 2. halvdel af 600-tallet. ”Den lysende kirke” havde stor fremgang, men mange konkrete oplysninger må utvivlsomt tages med betydelige forbehold.

Indskriften på stelen fortæller, at kejserens billede blev tegnet på klostrets mure, og at klostret blev begunstiget af kejseren og stod under hans beskyttelse. Teksten på stelen er præget af den store deklamatoriske stils højtravende lovprisninger af kejseren og embedsmændene, men kristendommens teologiske budskab fremtræder alligevel klart og præcist og ikke umiddelbart præget af noget kættersk indhold. Men indstillingen til, hvad der betegnes som kætteri, er sikkert blevet mildere med årene.

Nestorianerne mødte, som det fremgår af stenen, også stor modstand fra buddhisterne, der konkurrerede med de kristne om kejserens gunst. I 691

blev buddhismen gjort til statsreligion. I følge indskriften var det de såkaldte ”undermålslitterater”, pøbelen, måske daoisterne, der greb ind og søgte ”at latterliggøre, spotte og bagtale” kirken, og klostre blev ødelagt, men senere genopført under den dannede og oplyste kejser Su-Tsung (756-762). Nestorianerstelen omtaler perioden 712-

781 som fremgangsrige år for nestorianerne. Nye missionærer ankom over havet fra Persien i 744.

Afgørende var det at stå sig godt med kejseren, og denne afhængighed af kejseren er måske årsagen til, at nestorianismen faldt fra hinanden. De klyngede sig til ”kejserens bue og sværd”. Da dynastiet forfaldt, gik den syriske (nestorianske) kirke i Kina også i opløsning. Når man læser nestorianerstelen tæt, fremgår det, at ingen af de mange navne er af kinesisk oprindelse. Kirken har ikke formået at blive kinesisk, og som så ofte, når et dynasti forfalder, vender man sig mod ”de andre”, i dette tilfælde alt ikke-kinesisk. Positivt  bliver resultatet af alliancen mellem hoffet og ”den lysende kirke” – udtrykt som af en Absalon -   at, ”Når himmelen øver sin rige velgerning, bliver der overflod af liv”… ”Når vind og regn kommer i rette tid og riget har fred, når menneskene kan færdes som det sømmer sig og alle ting kan bevare sin renhed, når de levende kan have fremgang og de døde kan glæde sig, når tankerne finder genklang, og følelserne kommer frem i naturlig oprigtighed, så er det de værdifulde resultater af vor lysende kirkes kraftige gerninger”.

Danskeren Fritz Hansen fik i 1907 fremstillet en minutiøs afstøbning af stelen. Den står i dag på Det kgl. Bibliotek i København.

 Yderligere en betydningsfuld leder i 700-tallets nestorianske kirke i Kina bør nævnes, biskop og missionær Adam (Hans kinesiske navn: Ching-Ching), kendt for sit indgående kendskab til kinesisk. Han skrev den elegante tekst til stelen og oversatte en lang række værker. ”The Book of the Honored Ones” rummer en bibliografi, hvor 30 værker anses for at være oversat af Ching-Ching. Han oversatte til kinesisk den syriske ”Gloria in Excelsis Deo”. 700 år før reformationen gav europæerne mulighed for at ”synge Herren en ny sang” på eget sprog, sang kinesere Gloria på eget sprog.

Da den berømte buddhistiske missionær Prajna kom til Chang´an i 782, blev han bedt om at oversætte buddhistiske sutraer, som han havde bragt med sig. Men fordi han ikke beherskede Hu (Uighur) – sproget, gik han nogle få huse hen i gaden for at opsøge Ching-Ching (Adam) ”den persiske præst ved Ta-Ch´in klostret”, og de to missionærer, en buddhist og en nestorianer, oversatte sammen syv bind. (Saeki: Nestorian Documents, 113ff.)

 Jeg har valgt at gengive nestorianerstelens indledning tekst fordansket fra  K.L.Reichelts oversættelse  fra hans bog: ”Fra Østens religiøse liv. Et Indblik i Den kinesiske mahayana-buddhisme.  København 1922, s.91.

      ”En Eulogi om monumentet som gør rede for indførelsen i Kina af den store og lysende religion fra Ta Ch’ in, tilligemed en fortale til dette monument, forfattet af Ching Ching (Adam) fra Ta Ch’ in-klostret, præst og chorepiscopos samt ærkebiskop af Zhinastan.

     Giv agt og betænk: Der en èn som er sand og uforanderlig. Idet han er uskabt er han begyndelsernes  begyndelse. Han er den altid ufattelige og usynlige og dog altid eksisterende i dybeste hemmelighedsfuldhed ud over alt, som hedder tid.

    Han som er bag begyndelsernes hemmelige kilde skabte alle ting. Han som også gav liv til alle de hellige – den alene uskabte Herre over universet  – hvem er han vel? – Er det ikke netop Vor Aloha, den treenige, mysteriøse person, den ufødte og sande Herre?

      Idet han delte korset, gav han de fire hovedpunkter (for tilværelsen). Idet han satte den oprindelige ånd i bevægelse, frembragte han de to principper i naturen. Det mørke tomrum blev forandret og himmelen og jorden kom tilsyne. Solen og månen kom i bevægelse og dag og nat begyndte. – Efter at han havde planlagt og dannet alle ting, skabte han den første mand, idet han overgav ham den mest udmærkede skikkelse, sådan at mennesket  blev overlegen frem for alt andet, hvorfor det også blev overgivet magten over det store hav af skabte ting.

     Menneskets oprindelige natur var ren og fri for al selvoptagethed, ubesmittet og bramfri, med et sind fri for lyster og lidenskaber.

     Imidlertid, efter at Satan havde brugt sine snedige angreb mod mennesket, blev dets rene og pletfri natur forringet.  Således blev det på den ene side umuligt for det at opnå den fulde godhed, og på den anden side blev det umuligt helt at holde sig fri fra det onde.

     Af denne grund opstod der 365 forskellige former for vildfarelser, den ene efter den anden og disse satte dybe mærker efter sig. Gennem disse vildfarelser blev der flettet rene netværker af lovsystemer til fald for de intet ondt anende:  – Enkelte henviste til de skabte ting og hævdede, at disse skulle være genstand for tilbedelse, andre benægtede virkeligheden af tilværelsen og søgte at hæve sig over tilværelsens to kræfter. – Enkelte søgte at nedkalde velsignelse ved hjælp af bønner og ofre. Andre pralede af egen storhed og ringeagtede alle andre. – På denne måde kom menneskenes forstand og tanker ind i den mest håbløse forvirring. Med sit sind og sine følelser arbejdede de altid rastløst videre, men se – al deres møje var forgæves. Det var som om de varme dunster fra deres elendighed blev til en alt udtærende flamme. – Og dog i deres blindhed arbejdede de sig altid dybere ind i mørket. – De tabte vejen og vandrede lange tider på vildsomme stier, så de til sidst ikke kunne finde tilbage.

     Da var det at en person af vor treenighed, Messias, han som er Universets strålende Herre, steg ned til jorden som et menneske, idet han tilslørede sin sande majestæt. Der var engle, som kundgjorde det glade budskab. En jomfru i Judæa fødte den hellige. En lysende stjerne kundgjorde den store begivenhed. Persere så lysglandsen og kom med deres hellige gaver.

     Idet Messias havde opfyldt den gamle lov, sådan som den var kundgjort gennem de 24 vise, begyndte han at meddele menneskene, hvordan familierne og rigerne efter hans egen store plan skulle styres.

     Han kom med den nye lære om selvunderkastelse ved Åndens stille arbejde – den ånd, som også er en person i treenigheden – og satte derved mennesket i stand til at gøre det gode i den sande tro. Han opsatte den hellige standard gennem de 8 kardinaldyder, og rensede derved støvet bort fra den menneskelige natur, sådan at den sande karakter kan opnås.

     Han åbnede de tre stedsevarende porte, hvorved livet kom frem i lyset og døden blev tilintetgjort.

     Han lod den klare sol opstå, således at mørkets gemmesteder blev fejet bort. Derefter blev alle Djævelens kunstgreb besejret og gjort til intet.

     Så tog han åren i det store barmhjertighedens skib og styrede ind til lysets palads.

     På denne måde blev al den skabning, som ejer sansning og fornuft ført over den brede fjord.

     (……)

     Hans lov påbyder vandbadet ved Ånden; thi derved renses mennesket fra alle tomme bedrag, så de kan nå frem til deres (egentlige) naturs skinnende hvidhed.

    Hans tjenere bærer korset med sig som deres mærke. De vandrer omkring sålangt som solens stråler går og forsøger at genforene dem, som er gået over i (dødens) bleghed.

     Idet de slår på træet forkynder de det glade budskab om kærlighed og godhed. De vender sig med ærefrygt mod øst og iler fremad på livets og herlighedens stier.

     (…..)

     De holder hverken mandlige eller kvindelige slaver. –  De stiller alle mennesker lige, og gør ingen forskel mellem adelige og ikke-adelige.

     De samler hverken ejendom eller rigdom, men giver bort det, de har for at være et godt eksempel. De iagttager regler for fasten for at kunne undertrykke det kødelige. De afholder vågetimer under tavshed og agtpågivenhed, sådan at forskrifterne kan blive overholdt. Syv gange om dagen mødes de til gudstjeneste og taksigelse, og under stor alvor frembærer de bønneofre såvel for de levende som for de døde.

     Engang hver syvende Dag holde de offerhandling uden offerdyr. (…..)”

 En engelsk oversættelse af Nestorianerstelens indhold findes i S.H. Moffett: A History of Christianity in Asia, vol. 1, s. 514-516. Maryknoll, New York, 1998).

 Den treenige Gud har skabt og opretholder livet, og Jesus Kristus er blevet menneske, inkarneret, fremgår det, men det er bemærkelsesværdigt, at denne dogmatiske første del af inskriptionen ikke rummer nogen hentydning til Jesu død og opstandelse. Årsagen hertil formodes at være, at Kristi forsoningsdød er blevet opfattet som en del af mysteriet, der har været forbeholdt de få.

Hvilken betydning har det for nestorianerkirkens forfald? Det er almindeligt antaget, at kristendommens og buddhismens budskab for den menige kineser er løbet sammen i en slags religionssynkretisme. Kristendommens egenart er måske ikke kommet til at stå skarpt nok. En betydningsfuld historisk årsag til forfaldet er, at de kristne syrere mistede forbindelsen til deres bagland, ingen nye folk kunne komme frem, da muslimerne havde sat sig på magten over handelsvejene frem mod Middelhavet og Persien. Under kejser Wu-Tsung (841-46) satte forfølgelserne mod de fremmede religioner ind med ufattelig kraft. Voldsomst gik det ud over buddhisterne, der også blev anset som repræsentanter for en fremmed religion. Mere end 4600 templer blev ødelagt, 260.500 munke og nonner blev tvunget til at forlade klosterlivet og vende tilbage til arbejdslivet. Også de kristne (Ta-Ch´in) og manikæerne gik det ud over. For de kristnes vedkommende er det nævnt, at 3.000 blev pålagt ”at vende tilbage til verden og betale skat, så de ikke skal forvirre Kinas skikke. Disse kætterier skal ikke have lov til at overleve.”. (Kilde: John Foster: The Church of the Old T´ang Dynasty, SPCK, London 1939. 121f.).

 I begyndelsen af 1890´erne er en uvurderlig skat dukket frem af hulerne i Dunhuang. På dramatisk vis er vort kendskab til Kina og kristendommen i Kina i T´ang perioden dermed blevet udvidet. I Dunhuangoasen, forseglet gennem 1000 år bag en mur i en af hulerne i det vældige kompleks af huler, beskyttet af Takla Makan ørkenens sand, fandt

forskerne hundreder af gamle manuskripter og skrevne fragmenter, nogle af dem umiskendeligt af kristen oprindelse. I 2006 havde jeg den oplevelse af besøge Macaogrotterne ved Dunhuang og stod i den grotte, hvor de store manuskriptfund blev gjort.  Senere fandt man på den nordlige gren af Silkevejen omkring Turfan andre manuskripter. For studiet af religion i Kina under T´ang dynastiet er disse kilder lige så betydningsfulde, som Qumran-teksterne er for studiet af det 1. århundredes jødedom, og Nag Hammadi er for forståelsen af Gnosticismen. 9 manuskripter er blevet identificeret som kristne. 4 af dem kan meget vel dateres tilbage til begyndelsen af nestorianermissionen i 600-tallet og er blevet betegnet: ”Biskop Alopens dokumenter”. 4 menes at tilhøre perioden omkring Nestorianermonumentet, dvs 700-tallet. Japaneren P.Yoshiro Saeki, der har udgivet ”The Nestorian Documents and Relics in China”. 2.d ed., rev. and enlarged Tokyo: Maruzen, 1951 betegner disse manuskripter ”the Bishop Cyriacus (Bishop Chi-lieh) documents”. Et 9. Dokument, the ”Book of Praise” (eller ”Book of the Honored Ones”), er meget senere, dateres til 900- eller 1000-tallet. Dateringen må tages med adskilligt forbehold. Sproglige studier af disse tekster viser på mange måder, at de udspringer af en kulturmødesituation, hvor der let sker sammenfald i terminologi. De persiske missionærer kunne endnu ikke læse kinesisk og deres kinesiske hjælpere beherskede ikke persisk. På kejserens ordre skulle de som nævnt i løbet af få år oversætte de hellige skrifter. Der var forvirring om det religiøse sprogs indhold. Situationen ligner alle andre kulturmøder, som fx. når europæere forsøgte at oversætte og forstå kristne grundbegreber til Zulu. Det er forbundet med ufattelige vanskeligheder at oversætte fra kultur til kultur. Det er mere besværligt at forstå, hvorfor centrale led i bekendelsen er udeladt på nestorianerstelen: Kristi korsfæstelse, død og opstandelse. Men disse led i bekendelsen findes omtalt  i Dunhuang-Turfan- teksterne.

Dåbshymnen fra Dunhuang.

Jeg har valgt at citere  ”Dåbshymnen”,  en af Dunhuangteksterne in extenso, fordi jeg finder den smuk og interessant . K.L.Reichelt har oversat det nestorianske lovprisningslitani ved dåben,  (”Ching Chiao san wei meng tu Tsan”) i hans: ”Fra Østens Religiøse Liv. Et Indblik i Den Kinesiske Mahayana-Buddhisme”. København 1922.  Teksten gengives lettere fordansket:

     ”Englene i det højeste tilbeder dig fra dybet af deres sjæle! Hele jorden fryder sig i den fælles fred og i dit velbehag.

      Mennesket modtog den sande guddommelige natur fra begyndelsen af gennem den trefoldige magt.

      Alle helgener tilbeder dig, vor Fader, du som er den største i miskundhed. Alle de oplyste priser dig;  alle som søger sandheden tager deres tilflugt til dig.

     Idet vi ser opad modtager vi dit nådefulde lys sådan, at vi fries ud af de onde ånders magt, og får lov til at være med til at udfri de fortabte.

     O, du evige og nådefulde Fader!

     O, du Søn, strålende af herlighed!

     O, du rene Ånd!

     Du, treenige Gud, som hersker over alle jordens Konger!

     Du er den åndelige Kejser blandt alle de verdenshædrede. Du dvæler i guddommeligt lys og i uendelig stråleglans. Du ses kun af de hellige. Intet dødeligt øje har set dig. Derfor kan heller ingen beskrive din herlige skikkelse. Thi din hellighed er ubeskrivelig, og der er ingen der når op til dig i guddommelig majestæt. Alene du er uforanderlig. Du er roden til al godhed. Ja, din godhed er bundløs.

     Når jeg tænker på al din nåde og godhed forstår jeg, hvorfor landene fyldes med jubeltoner. O, Messias, du den største og helligste af alle væsener, som frelser utallige sjæle fra livets kummer! O, evige Konge, o Gud nådefulde lam, som ynkes over alle lidende, du som ikke frygtede korset, vi beder dig: Tag de tunge syndens byrder bort fra menneskene. Lad dem komme tilbage til deres oprindelige sande natur. Lad dem blive fuldkommengjorte sammen med dig, Guds søn, du som står ved Faderens højre side, og hvis trone er over alle de største profeters. Vi beder dig: Lad alle som er kommet ind på frelsens skib, blive befriet fra ilden. Du store lods, du er vor miskundelige fader og Herrens store profet; du er vor Konge, som ved din visdom kan frelse alle dem, som er faret vild.

     Uophørligt opløfter vi vore øjne til dig, forventende opvækkelsens kræfter fra de himmelske regioner, så at den gode rod i os kan blive næret.

     O, du Messias, du mest miskundelige og hellige. Hav barmhjertighed med os, o Fader, du hvis miskundhed er umålelig som havet! O, du miskundelige og ydmyge Søn og du rene, hellige Ånd, som på en for os ubegribelig måde er indesluttet i vor Herre!”   

De med kursiv markerede steder i teksten er (ifl K.L.Reichelt) farvet af tankegangen i mahayana – buddhismen. Også denne gamle tekst er således udtryk for kontekstual teologi.

Nestorianerne forsvinder.

De fleste udsagn om årsagen til Nestorianismens kollaps i Kina er gætterier, men den afgørende årsag er ganske enkel: massiv forfølgelse og udryddelse. Dynastiet faldt fra hinanden. Paladsets eunukker tog magten. Byer og hele provinser overgik til oprørske feudalherrer, og nestorianerne havde for længe allieret sig med et dekadent regime og gjort sig afhængigt af dets gunst og beskyttelse. Når en kristen kirke skriver ind i sine ”10 bud”, at du skal ”adlyde kejseren”, underskriver kirken sin egen dødsdom. Det er der mange eksempler på – også i nyeste europæiske kirkehistorie, fx. i 30´ernes Tyskland.  En arabisk rejsende, Abu Zeid, fortæller fx, hvor dramatisk det gik for sig, da Canton (nu: Guangzhou) faldt i 878. Hundredogtyve tusinde muslimer, jøder, kristne og Zarathustratilhængere blev slagtet. En anden arabisk kilde fortæller om nestorianernes forsvinden: ”I året 377 (dvs. 987 e.Kr.) i det kristne kvarter (i Bagdad) bag kirken, mødte jeg en munk fra Najran som 7 år tidligere af Catholicos var blevet sendt til Kina sammen med 5 andre kirkefolk for at bringe orden i den kristne kirkes forhold … Jeg bad ham fortælle om rejsen, og han fortalte at kristendommen var udslettet i Kina: De indfødte kristne var forsvundet på en eller anden måde; kirken som de havde brugt, var blevet ødelagt, og der var ikke en eneste kristen tilbage i landet.” (Kilde: Hitti, Philip. K.:

History of the Arabs from the Earliest Times to the Present. 5th.ed. New York: Macmillan, 1951).

 Nestorianismen levede efter sammenbruddet i Kina i nogle århundreder i Midt- og Nordasien. Keraitterne, en mongolstamme, var blevet kristen omkring år 1000. Under Djingis Khan (1162-1227), den ”stormægtige fyrste” skabtes et storrige fra Kina til det østlige Europa, Polen og Ungarn. Under Djingis Khans hærtogter fra 1206 blev byer overalt i Centralasien lagt øde, og millioner blev dræbt. Bukhara, ”Østens Bagdad”, ”Islams kuppel” blev smadret. Da Merv faldt, blev 700.000 mænd, kvinder og børn slagtet under Djingis Khans søn Tolui (d. 1232). Benstumperne stikker endnu frem, når man vandrer ud over Mervs ruinmarker. ”Mongolerne sparede ingen. De dræbte kvinder, mænd og børn, skar gravide op og dræbte det ufødte barn” (Ibn al-Athir (1160-1234). Djingis Khans barnebarn Batu fejede hen over Rusland og ødelagde Ruslands åndelige centrum Kiev og lod alle indbyggere dræbe ved sværd. Europas fyrster rystede af angst for mongolhærene.

En af Djingis Khans efterfølgere var Kublai Khan, en af de mægtigste kejsere Kina har haft at byde på. Hans mor, Sorkaktani-beki, var nestoriansk kristen. Han fremtrådte som vidtskuende, kulturelt åben og tolerant. Ad karavanevejene og ad søvejen i Sydkina sivede kristne nu igen tilbage til Kina. Det kan af og til være værdifuldt, at magten ligger ét sted – i hvert fald er det mere trygt for rejsende ad Silkevejen. Samtidig med at mongolerne drog hærgende mod vest, drog missionærerne mod øst.

 Omkring 1265 ankom de venezianske købmænd Niccolo og Marco Polo til Karokorum. Vi kender til forholdene for de kristne gennem den rejseskildring som sønnen Marco Polo udarbejdede. Marco Polo tiltrådte sammen med sin far og onkel fra Venezia en ny rejse til Kina i 1275 og gjorde tjeneste i en fremtrædende position ved Kublai Khans hof i 17 år. Han fortæller om kirkerne i de byer, han kommer igennem. Efter 1. besøg hos kejseren blev Polo-brødrene sendt tilbage til Europa med anmodning til Clemens IV om at sende 100 kristne mænd, duelige, intelligente og veluddannede, som ville være i stand til klart at kunne bevise, at Kristi lov er den bedste, og at andre religioner er falske og intet værd. Hvis Khanen kunne overbevises herom, ville han og alle hans undersåtter blive kristne og medlemmer af kirken.

Da Polo-brødrene i 1269 nåede Europa, var Clemens IV død. Af den nye pave Gregor X fik de ikke som ønsket 100 mænd, men kun to munke med, som tilmed vendte om, da de nåede frem til Armenien. Marco Polo vendte tilbage til Venezia i 1295. Da hans enestående rejseskildring udkom, blev den ikke troet i Europa. Dertil var oplysningerne om Kinas herligheder for overvældende. Mange fremhæver Marco Polos skildring af Hangzhou som værkets absolutte højdepunkt.

I Marco Polos rejseskildring er der en række referencer til nestorianske menigheder spredt ud over Kina. Han nævner tallet: 100.000 hemmelige kristne. I Fuzhou fortalte man Marco Polo om folk, ”hvis religion ingen forstår”. Man formoder, at der har været tale om efterkommere fra T`ang dynastiets kristne på Alopens tid. Polo rapporterer om kirker og kristne i mindst 11 andre byer, især oppe mod nordvest, langs den gamle silkevej, med ”tre kirker store og smukke”. Et andet område med mange kristne var langs sydøstkysten fra Hangzhou, Fuzhou til Amoy (Xiamén).

 Da jesuitten Matteo Ricci kom til Kina i 1500-tallets slutning kunne han fortælle om rituelle rester af gammel kristendom. Nogle ”tilbedere af korset” gjorde korsets tegn ved måltiderne og på børnenes pande, men de vidste ikke, hvad korset stod for. Kristentroen var eroderet væk.  Spørger man kristne kinesere om denne første kristne missionsperiode i Kinas historie, kender de intet dertil. 

 Asger Sørensen

Myanmar – militærdiktatur og cyklonen Nargis

Et af de sidste notater fra skrivebordet i Hong Kong. Der kommer også en lille serie om kristendom i Kina her på bloggen.
Resten af tiden vil gå med afsked, rapportskrivning og “pakken sammen”.
Vi er hjemme i Danmark d. 7. juni, efter et helt fantastisk ophold her på TFS i Hong Kong.

Han sidder stille og roligt og fortæller sin historie. Han er kristen, tilhører Deltafolket. I Myanmar. Det tidligere Burma. Store dele af hans familie og hans kristne trosfæller i menigheden i floddeltaet blev skyllet i havet under den hærgende cyklon Nargis, der ramte Myanmar med frygtelig kraft den 3. Maj 2008. Antallet af døde er aldrig blevet opgjort præcist. Det anslås, at 150.000 mistede livet. Jeg har set filmoptagelser fra området, hvor hundreder af opsvulmede lig ligger langs bredderne eller er fanget i træernes kroner.

Cyklonen betegnes som en af de værste, vi historisk har kendskab til. 700.000 hjem blev ødelagt, halvdelen af deltaets fiskerflåde blev slået til vrag, og risproduktionen i Irrawaddy Deltaet blev ødelagt. Min kilde, der mistede sin mor, søstre og brødre, onkler og tanter, fætre og kusiner, omtaler cyklonen som ”en høj (30 fod) mur af vand”, der rev alt med sig. Kirkerne blev smadret. Billederne viser, at kun nogle metalkonstruktioner står tilbage i vandet.

I lang tid forsøgte militærregimet at forhindre udenlandsk hjælp i at nå frem. Og da det skete, nåede mange millioner kun frem til korrupte militærfolks lommer. Nogle blev pludselig meget rige og byggede store huse til sig selv, hører vi. Regeringsfolk stjal værdigenstande fra ligene. Min kilde betegner situationen som et moralsk kaos, og befolkningen lever fortsat i armod, for livsbetingelserne (fiskeri og risproduktion) er ødelagte. Ingen kan tale åbent om regimets forbrydelser gennem årene. Overalt i samfundet er der spioner. Men man kan ane en udvikling og en spirende bevidstgørelse: ”We are not afraid”. En situation værre end den cyklonen afstedkom er ikke tænkelig. Et menneske, der har mistet alt, er ikke længere bange for noget, men kan være traumatisk ked af det.

Myanmars befolkning appellerer i disse uger fra deres skjul om opmærksomhed fra det internationale samfund, og i de internationale sammenhænge her i Hong Kong omtales muligheden for en militær konfrontation på grund af en konflikt mellem militærregimet og etniske minoritetsgrupper og hærenheder, der nægter at følge regeringens krav om at gå ind som grænsepoliti – under regeringens kontrol – op mod den nordlige grænse ind til Kina. Der er lagt op til en klassisk ”del-og-hersk konflikt” med minoriteterne som ”buffer-instans”. ”Men vi affyrer ikke et eneste skud på ordre”, siger min kilde. ”Vi er ikke bange for at slås, men regeringen skal ikke sætte dagsordenen”.  Regeringen strammer grebet for at tvinge de etniske hærenheder, hvor Kachin-hæren på omkring 8.000 soldater udgør den største enhed, til at nedlægge våbnene.  

Regeringen, der består af den etniske majoritet, Burmesere, lægger op til et valg, det første i 2 årtier, men det boycottes af oppositionens leder, nobelpristageren fra 1991 Aung Sun Suu Kyi, som forventer, at det blot går som sidst, hvor  hendes overvældende sejr blev ignoreret af den skrupelløse regering. Det tilsyneladende demokratiske valg skulle blot legitimere regeringens jerngreb omkring befolkningen og den hensynsløse terror. Men andre kilder mener, at et nyvalg i Myanmar kan fremtvinge en vis deling af magten i det store land.

Mine kilder beretter om tilfældige drab og fængslinger i massevis. Personer afhentes og forsvinder i natten. Man hører ikke mere til dem. Livet i Burma er ikke længere en idyl. Der sidder ikke længere en Burmapige og venter ”ved den blå Moulmein pagode”, som imperialismens digter Rudyard Kipling synger om i ”On the Road to Mandalay” (”Room Ballads and Other Verses”.1892). Hverdagen for Burmas befolkning er i dag psykisk terror og lemlæstelser.

Og verden ved tilsyneladende ikke meget om forholdene. Der er meget lidt om Myanmar i vestlige aviser. Dagspressen i Vesten er ikke længere en øjeåbner eller vægter, der råber vagt i gevær, men ligegyldig underholdning. Og situationen i Myanmar er tilsyneladende ikke underholdende nok. Vestens regeringer har søgt indflydelse ved at boycotte regimet, som man gjorde i Sydafrika, men situationen i de to lande er ikke sammenlignelig, og fremtrædende politikere i Vesten har foreslået at ophæve den internationale boycot, som ikke fungerer optimalt.

Herude svirrer rygterne. Det er svært at vurdere kildernes troværdighed. Den samlede mængde af død, lemlæstelser, tortur, korruption, påtvungen tavshed og mistillid er så stor, at den forårsager en sådan smerte, at smerten måske tager magten over den enkeltes proportionssans.  Der er mange fra Myanmar, der vil af med deres historie. Og det gør ondt at lægge øre til. Det forlyder, at Myanmars regering er kommet under et vist pres i den seneste tid fra minoriteternes opposition; iblandt dem: Karen, Kachin, Wa og Shin folkene, der har etableret en fællesfront mod burmesernes dominans.

Men også buddhistiske kredse er begyndt at formulere en spagfærdig kritik, for også buddhistisk troende medborgere bliver henrettet af militæret. Hvis buddhisterne kunne være med til at rejse en moralsk-etisk begrundet kritik af militærregimets hærgen og ville insistere på forandringer med appel til FN, kunne en ny udvikling måske sættes igang. Vi så det i 2007, hvor et stort antal buddhistiske munke gik i spidsen i en demonstration mod regeringen og for løsladelse af Aung San Sun Kyi, datter af Aung San, en af heltene fra opgøret mod det britiske imperium i 1948. Hun har stor symbolsk betydning. At Kina i særlig grad er opmærksom på situationen i Myanmar, skyldes at en række etniske mindretal i Kinas grænseegne er beslægtet med etniske mindretal i Myanmar. Grænsedragninger er ofte ret tilfældige.

Konflikten er ikke religiøs – endnu, men den kan blive det, hvis regeringens ”del-og-hersk politik” lykkes. Efter hvad det oplyses, søger regeringen som en del af sin politik at sætte alle instanser i samfundet op mod hinanden. Kachinminoriteten udgør ca. 1 mio og er overvejende en kristen minoritet. Kachin er organiseret i Kachin Independence Organisation og har siden 1994 (s.m. Wa-stammen) opnået en vis autonomi i de nordlige og østlige grænseområder, som de kontrollerer. Militære enheder fra Karen-stammen behersker områder langs Salween-floden, ved grænsen ind til Thailand. Også Karen-stammen er overvejende kristen.  Som vi ser det andre steder i Asien, har minoriteterne antaget kristendommen som et led i deres folkelige befrielseskamp og sociale reformprogram.  I Laiza, en by i det nordlige Myanmar på 10.000 indbyggere, er levestandarden høj sammenlignet med det øvrige Myanmar, fortæller mine kilder, og man har elektricitet hele døgnet i modsætning til Yangoon (tidl. Rangoon), Myanmars største by, hvor der kun er strøm nogle få timer hver 3. dag. I Laiza taler man åbent om politik, hvad der andre steder i landet kan føre til fængsling og tortur.

Myanmar, tidligere Burma, i det sydøstlige Asien grænser op til Bangladesh og Indien mod vest og Kina, Laos og Thailand mod øst. Fra at have været det rigeste land i SØ-Asien med mange naturressourcer er det nu blevet et af verdens fattigste, uden infrastruktur, styret af en ond, brutal militærjunta, et land præget af vild, men tillige systematisk udbredt korruption. Myanmar synes på kanten af en borgerkrig, og asiatiske aviser spørger, hvordan nabolandene vil forholde sig.

”Britannia Rules the Waves”

Igen er det England, der har været på spil med dets erobringer i Asien. ”Rule Britannia. Britannia Rules the Waves”, som englændere tilsyneladende uden nogen eftertanke skråler med på en gang om året i den afsluttende koncert i Royal Albert Hall.  Det har i det hele taget ikke været rart at blive mindet om, hvad England gennem årene som imperiemagt har haft gang i på den asiatiske scene.

Myanmar blev erobret af England i 3 krige fra 1824 til 1885 og blev styret som en del af Indien frem til 1937, hvor Myanmar blev selvstyrende. I 1948 opnåede landet uafhængighed.  I 1962 blev U Nus demokratiske regering væltet og erstattet af en revolutionær regering under ledelse af General Ne Win. I alle disse mange år (1962-2010) har Myanmar været et militærdiktatur. I juli 1988 trådte General Ne Win tilbage fra det eneste lovlige parti Burmese Socialist Program Party og gik ud af politik. Han blev kortvarigt efterfulgt af U Sein Lwin, og i september samme år tog militærjuntaen over, ledet af General Saw Maung, som ændrede partiets navn til National Unity Party. Han opløste parlamentet. I maj 1990 blev afholdt valg, hvor Det Nationale Demokratiske parti sejrede stort. Militærjuntaen optrådte stupidt, som den slags altid gør, og ignorerede resultatet, en overvældede sejr til det Demokratiske parti. Den sejrende oppositionsleder, nobelpristageren Aung San Suu Kyi, blev sat i husarrest og er siden søgt holdt uden for indflydelse.

Religion og stat i Myanmar

89.3 % af Myanmars befolkning på 52 mio er buddhister, og 69% af befolkningen er etniske burmesere. De resterende 31 % af befolkningen fordeler sig på 135 nationale etniske grupper plus et antal indere, pakistanere og kinesere. Disse grupper repræsenterer kristendommen, hinduismen, islam, animisme, taoisme og kinesisk folkereligion, men fremtræder ofte som en sandwichreligion med elementer af buddhisme. Kristne, som kommer fra de forskellige etniske ”stammer”, udgør 5.6 % af befolkningen eller ca. 3 mio..

Da burmeserne indvandrede i Myanmar, antog de landets dominerende religion, buddhismen, og de burmesiske konger fremstillede sig selv som ”troens forsvarere” og gjorde  buddhismen til ”statens religion”. Der blev skabt den samme synergi mellem religion og stat/magt, som vi har haft i Danmark: Cujus regio, cujus religio. At være burmeser er – også i dag – synonymt med at være buddhist. Buddhisme og burmesisk kultur blev identiske. Myanmar-buddhismen er ikke bare en religion, men en måde at anskue verden på. Buddhismen indgik i familiens opdragelse og  i undervisningen i skolerne. Buddhismen blev fædrenes religion, og buddhisterne opfattede derfor naturligvis kristendommen som en fremmed religion. Blandt burmeserne, som kontrollerer hele magtapparatet i regering, militær, uddannelse og den økonomiske sektor etc., bliver buddhismen lig med nationalisme, den nationale identitet. Og buddhismen fik en særstatus i forhold til andre religioner, efter at man slap fri af den britiske okkupation og kolonisation.

På den baggrund er det indlysende, at meget få etniske burmesere er blevet kristne. At blive kristen ville være det samme som at sætte sig uden for det nationale fællesskab og opfattes som illoyalitet. Og systemet opfatter kristne menigheder som en potentiel politisk trussel. Kun hvis man tilhører en minoritet med en stærk identitetsopfattelse, kan den enkelte indbygger magte at skifte religion og fx. blive kristen. -  I Myanmar som andre steder i Asien, hvor befolkningerne har været underkastet europæisk imperialisme, er kristendommen og kolonimagten blevet identiske størrelser.

Kristendommens komme til Myanmar.

Historisk set dateres kristendommen i Myanmar tilbage til de katolske ordensbrødre fra Portugal, der ankom i 1500-tallet, men det er først med den protestantiske mission i begyndelsen af 1800-tallet, at kristendommen vinder fodfæste. Næsten samtidig med at Robert Morrison i 1807 kom til Kina, ankom ægteparret Ann og Adoniram Judson til Rangoon med baggrund i amerikansk baptisme. Buddhismen havde da været i Myanmar i 800 år. Judson var en stor oversætter. Han oversatte Ny Testamente, udarbejdede en Burmesisk-engelsk ordbog i 1849 og færdiggjorde i 1834 en samlet Bibeloversættelse. Judson har haft stor indflydelse på det burmesiske sprog, pali. Han optrådte som tolk og formidler mellem det kongelige burmesiske hof og de britiske besættelsestropper. Den anglikanske kirke kom sammen med de britiske besættelsestropper. Den klassiske situation: Kristne missionærer beskyttet af engelske geværer. (1824-26). American Episcopal Mission kom i 1879 og adventisterne i 1919. Pinsebevægelsen slog sig ned i det nordlige Myanmar i 1933.

I 1966 udviste militærregimet alle udenlandske missionærer. Tre-selv-principperne: selvstyre, selvfinansiering og selvforkyndelse – introduceret af missionærerne Rufus Anderson og Henry Venn 100 år tidligere – blev derefter taget i anvendelse i kirkerne i Myanmar ligesom i nabolandet  Kina. De nationale kristne ledere har siden påtaget sig at videreføre mission og evangelisation.

Regeringens ideologi er en burmesisk udgave af marxisme-leninisme på materialistisk og ateistisk grundlag, men regeringen har været tvunget til at acceptere en vis religiøs frihed. Man kan prædike, udgive bøger og tidsskrifter, der er ganske mange teologiske seminarier og bibelskoler, ældst Rangoon Baptist College fra 1824. Blandt andre teologiske institutioner kan nævnes: Myanmar Institute of Theology, Burman Theological Seminary (grundl. 1836) og Karen Theological Seminary (grundl. 1876). Studerende kan godt rejse til udenlandske seminarier. Og der er en vis turisme i det smukke land. I 1965-66 nationaliserede regimet mere end 800 kristne skoler, også hospitaler og sociale institutioner blev lagt ind under staten eller lukket. Alle udgivelser skal gennem regeringens censur med alle de muligheder for korruption det giver. Spioner overværer undervisning, og ingen har tillid til hinanden. Regeringens spionage er også udbredt inden for de kristne kirker. Alle er bange for hinanden. Også i Myanmar ser vi konflikten mellem de etablerede kirker, der er organiseret i Myanmar Council of Churches og de uafhængige evangelikale kirker (fx. pinsebevægelsen), der har dannet Evangelical Christian Fellowship (1984). Men det ser ud, som om kirker og organisationer har indset behovet for at afbalancere kristendommens dimensioner: ”mission” og ”diakoni”, forkyndelse og tjeneste, bl.a. på grund af pres fra den ydre verden.

Vestens ”enten – eller” og Østens ”både-og”. 

På denne folkelige, religiøse, etniske baggrund åbnes der for nye teologiske diskussioner i Myanmar. Spørgsmålet lyder: Kan man så at sige spille på 2 heste og være ”Kristen-Buddhist” eller ”Buddhist-kristen”? Dette ”både- og” synspunkt er i Asien skarpest  formuleret af den koreanske teolog Jung Young Lee  (1930-1966).

Jung Young Lee blev født i Nordkorea; i 1951 under Koreakrigen flygtede han til USA, hvor han tilbragte resten af sit liv. Han blev professor i ”Religious Studies” ved University of North Dakota og professor i teologi ved Drew University. Hans mest betydningsfulde værk er The Theology of Change: A Christian Concept of God in an Eastern Perspective, Maryknoll, NY: Orbis Books, 1979. På baggrund af asiatisk filosofi, yin og yang begrebet, daoisme og den kinesiske bog “I Ching/Book of Changes”  foreslår Lee, at teologien skal ses ikke ud fra en vestlig synsvinkel” enten-eller”, men snarere fra et asiatisk “både/og” perspektiv.

Det spørgsmål, der formuleres radikalt af Lee og andre asiatiske teologer, der lever som religiøs minoritet i et fx buddhistisk samfund som Myanmar, er følgende:  Hvis en kristen bliver buddhist, hvad skal han så opgive af sin buddhistiske baggrund? Og hvis en buddhist bliver kristen, hvad må han eller hun så opgive af ”fædrenes tro”. Sagen er, at buddhismen i Asien i høj grad har tilpasset sig den eksisterende religion: I Kina er buddhismen flydt sammen med daoismen og kinesisk folkereligion, i Korea er det tydeligt, at der er opstået en sandwichreligion af elementer af buddhismen og shamanismen. I Japan er det buddhisme og shinto der koagulerer, og i Myanmar er det buddhisme og gammel naturtilbedelse. Nu spørger man i Myanmar: Kan Kristendommen som monoteistisk religion på samme måde integreres med andre religioner? Det er et faktum, at millioner i Asien, er kirkeløse bekendende kristne.

(Litt.: ”A Life in-Between. A Korean-American Journey.” Journeys at the Margin. Toward an Autobiographical Theology in American-Asian Perspective, eds. Peter C. Phan&Jung Young Lee (Collegeville. MN: Liturgical Press 1999),  pp.23-39 og Jung Young Lee: Marginality: The Key to Multicultural Theology (Minneapolis: Fortress Press, 1995. Lee: The Trinity in Asian Perspective, Nashville: Abingdon Press, 1066).   Embracing Change: Postmodern Interpretations of the I Ching from an Christian Perspective. Scranton, O.A. University of Scranton Press and London and Toronto: Associated University Presses. 1997).

Det er et globalt fænomen, der bliver mere og mere udbredt, og teologer i Myanmar gør nogle erfaringer, der gælder globalt. (Litt.: Herbert E. Hoofer; Churchless Christianity. Pasadena, CA: William Carey Library, 1991, 2001. Tucker N.Callaway: Zen Way-Jesus Way. Tokyo&Rutland, VT: Charles E.Tuttle, 1976). Teologer i Myanmar har været hurtige til at fange denne nye trend op, og de citerer den hindu-katolske teolog Raymund Panikkar: “Jeg “forlod” Rom som Kristen; jeg fandt mig selv (i Indien) som en hindu; og jeg ”vendte tilbage” (til Rom) som en buddhist, uden at være hørt op med at være en kristen”. Teologisk kan man  udtrykke det sådan, at Jesus ikke bragte Guds herredømme ind i verden, for det var der allerede. Verden var allerede Guds. Hvad Jesus gjorde var at åbne menneskets øjne og sind, så mennesket kunne erfare og udtrykke, hvad ”guds rige” er. Også andre end kristne kan med Grundtvig synge: ”Midt iblandt os er Guds rige”. 

Men i Myanmar er dialog mellem buddhister og kristne en vanskelig sag. En åben, kristen dialog med andre trostraditioner må være human, personlig, relevant, ydmyg og åben, men hvor langt kan minoritetskirkerne i Myanmar strække sig? Og hvad med flertallet, buddhisterne? De er tilsyneladende ikke interesseret i dialog, men af hensyn til den politiske situation og ønsket om at tilbage-humanisere samfundet er det tvingende nødvendigt, at alle gode kræfter arbejder sammen.

Det er en svær balance for begge parter. Da Aung San Sun Kyi engang kom for skade at sige. at hun ikke tilbad Buddha, fordi han ikke var Gud, men at hun mediterede over Buddhas læresætninger og prøvede at følge dem, blev hun hængt ud i regeringspressen som en deddi, dvs. ateist, selv om hun havde indlysende ret i, at Buddha i buddhismen ikke opfattes som en gud.

Et lille sidespring : Kachin- og Karen-stammens religion – et kulturmøde.

Ser man i det omfang det på grund af sprogbarrieren er muligt på religiøse tekster fx fra Kachin-stammens og Karen-stammens oprindelige religion, er det tydeligt, at de er præget af mødet med kristendommen, og at de har være udsat for en kulturmødeafsmitning helt ind i centrale dele af deres oprindelige religion – før de blev kristne. Synkretismens problem og mulighed har altid eksisteret.

Et eksempel: Kachin kalder deres gud Karak Kasang, skaberen af verden også af mennesker. Han har magten over fortid, nutid og fremtid. Befolkningen troede, at Karai Kasang gav dem en bog på pergament, da skabelsen var afsluttet, men da Kachin i deres mytologiske fortid på vejen hjem til deres sted blev sultne, spiste de bogen. Så Guds ånd (lig ”Helligånden”) har altid været levende i Kachins hjerter. Også Karen-stammen, den største minoritet i Myanmar i dag, tog tidligt imod kristendommen. En af grundene var også hos dem legenden om den tabte bog. Gud gav dem bogen, så de kunne lære Gud at kende og følge hans bud, de tabte imidlertid bogen på deres mytiske urtidsrejse til deres nuværende hjemsted. Men rygtet lød, at engang skulle deres bror på den anden side havene bringe deres tabte bog tilbage. Bibelen blev derfor opfattet som den tabte bog, hvor Karen-stammens skabergud Ywa, åbenbarede sig. Karen har flere digte,  Htas, om skabelsen. Edolius, en lille sort fugl og termitten, den hvide myre, er Guds medarbejdere på skabelsen. Efter at have skabt verden, skabte Gud manden og kvinden og dyrene og placerede dem på jorden. Som i den bibelske historie om Adam og  Eva, blev de første mennesker fristet  -  af K`Law, og bukkede under for hans løgne. (Litt.: T.Than Bys: Karen Customs, Ceremonies and Poetry. Rangoon: Baptist Press, 1906 )

Hvor er Gud? Og hvor er I? spørger de.

Ved at høre på teologer, studerende og andre fra Myanmar står det mig mere og mere klart, at teologien i Asien må arbejde med sproget og billedet for at udtrykke kristendommens anliggende, og at al relevant teologi er kontekstual. Tredje verdens teologi er ikke 3.verdens teologi, men kontekstual teologi overalt, hvor kristne identificerer sig med marginaliserede og udstødte i kampen for retfærdighed, en ny politisk kultur og den humane ansvarlighed. Der findes ikke et Jesusbillede, men også de Jesusbilleder og Gudsopfattelser, der kan afkodes af teksterne fra økumeniske kirkemøder i oldkirke og middelalder og er blevet ”trosbekendelser” i de etablerede kristne kirker, er i sig selv kontekstuale.

”Hvor er Gud? Hvor er Gud?” spurgte en ung fra Myanmar forleden, da han havde afsluttet sin beretning om de burmesiske folks lidelser under cyklonen og under det tyranniske militærdiktatur. Den jødiske forfatter, nobelpristageren, Elie Wiesel husker, at det samme spørgsmål lød blandt KZ-lejrens fanger, da de så en lille dreng kæmpe med døden i galgen. En af fangerne råbte: ”Han hænger der i galgen”. Det er kontekstual teologi.

Og så sidder jeg tilbage med spørgmålet fra de unge: Hvad kan I gøre? Hvad foretager verdenssamfundet sig? Hvad er dansk politik? Hvornår har en dansk politiker sidst besvaret et spørgsmål om situationen i Myanmar? Hvad gør I for at hjælpe os? Hvor længe skal dette vare ved? Hvornår hører de burmesiske folkeslags lidelser op?

Glædelig pinse

Hong Kong,  maj 2010

I KZ-lejren Auschwitz står der manende: ”Den, der ikke kender historien, er tvunget til at gentage den”. For mig som iagttager har Kina et problem, der overskygger alle andre: Ingen blandt de unge kender historien, og ingen giver udtryk for at føle sig ansvarligt forpligtet på at videreføre information om historien. Ingen ved noget om deres land, deres politikere, de borgerkrige og den politiske indoktrinering, der har fundet sted gennem generationer. Eller ingen tør udtrykke den viden, sporadisk eller omfattende, personlig eller generel, de måtte sidde inde med. Selv den viden, der findes i de mest enkle historiske faktabokse i en gymnasiebog i Vesten om forholdene i Kina, historisk og nutidigt, er borte, når man spørger unge kinesere. Den iscenesatte fortrængning er massiv. Hjernevaskeriet har været igang i mange årtier. Det er skræmmende.

Med Kulturrevolutionen glemte kineseren, hvad skønhed er, som en kunstner udtrykte det fornylig. Men historien har de også glemt. Afgørende for Kinas placering i de kommende år i et konstruktivt forhold til den øvrige verden vil være, at landet officielt begynder at fortælle sine unge, åbent og ærligt, om ret og uret i landets blodige borgerkrigsagtige indenrigshistorie, så de får mulighed for selvstændigt at forholde sig til de forbrydelser, der er begået i det maoistisk-kommunistiske systems navn.

Fortiden bliver ofte begravet i propagandaens tavshed. Vi har set det mange steder: I Ruanda/Burundi, på Balkan, i Rusland, efter Pol Pot regimet i Campuchea, i Myanmars helvede. Alle steder, hvor den moralske orden på et tidspunkt i historien er kollapset, hvor enhver vedtaget forestilling om normal menneskelig adfærd er ophævet. Sydafrika er undtagelsen. Med den kristne biskop Desmond Tutus modige indsats blev tavsheden om fortidens forbrydelser brudt, og der blev plads til en vis forsoning mellem de stridende parter, foruretteren og den forurettede.

I Kina fejrede man sidste år 1. oktober 60-året for Maos sejr over Chang Kai Sheks Kuomingtang og udråbelsen af Folkerepubliken Kina. Der var ikke et ord om voldens lange march. Intet blev sagt om årtiers fejlslagen politik, om ydmygelser af bønder, intellektuelle, forfattere, kunstnere og fagforeningsfolk, menigheder og mindretal, ødelæggelser af historiske bygninger, kunstværker, kristne kirker og muslimske moskeer, buddhistiske templer. Intet om hensynsløsheden over for folkets drømme. I stedet hørte vi igen og igen om genrejsningen af det svage og delte land, på kapitalistisk vis om vækstrater i den stærke økonomi, om de nye byer, om Kinas økonomisk begrundede nye internationale placering mellem nationerne, om den mytologisk gloriøse fortid. Intet om nedskydningen af studenterne på Tiananmenpladsen 4. Juni 1989. Den nationale stolthed var overvældende. Vi så det også under de Olympiske lege i Beijing. Og man ville være et skarn, hvis man ikke gav kineseren den indrømmelse, at udviklingen i Kina er meget imponerende og kalder på megen respekt. Og at der er al mulig grund til positivt at samarbejde med kineserne på alle planer.  Men …

…systemet har lagt glemslens slør ud over vejen ad hvilken man nåede frem til ”Det nye Kina” . Hvorfor gør man dog det? Et af svarene er: Som altid overalt i verden er de privilegerede i systemet bange for at miste deres privilegier: hus, lejligheder i beskyttede compounds, uddannelser, rejsemuligheder etc. De er bange for at ryge af pinden.

Et andet svar er: Enhver kritik af samfundet, systemet, partiet, enhver diskussion om mål og med opfattes som ærekrænkende. Samfundet, systemet har altid ret. Det er æren, der er på spil. Respekten, æren tæller mere end noget andet. Man tør ikke konfrontere de unge med fortiden. Men de unge fortæller os jo om deres forældres og bedsteforældres personlige historie. De har jo deres private families historie at fortælle om kollektiviseringen af landbruget, som bevirkede, at deres selvforsynende kinesiske bondemorfar måtte ud med tiggerstaven, eller om den kære bedstefar, der begik selvmord, da han mistede sin jordlod, så han ikke længere ved dygtighed, nøjsomhed og arbejdsomhed kunne forsyne sin familie med de fornødne grøntsager. Intet meddeles om Maos forbrydelser mod det kinesiske folk i årene fra 1957 til 1976, hvor millioner af kinesere døde af sult og hungersnød i det iscenesatte store spring fremad og den efterfølgende totalt mislykkede kulturrevolution, der ødelagde strukturer og smadrede en generations drømme om en bedre fremtid. Resultatet blev: Desillusionerethed i den tabte, tavse generation. Det er vemodigt at læse om og at resonnere ud fra.

 Ingen tør tilsyneladende åbne for nogen form for kritisk analyse af Maos forbrydelser – endnu. Den almindelige kineser kender ikke de bøger og artikler, vi andre kan referere til. De står ikke på hylderne på bibliotekerne, og det koster penge at bruge bibliotekerne. Når man konfronterer unge kinesere med de faktiske historiske sandheder: Taipingoprøret (20-30 mio), og borgerkrigenes milliontab, Maos forbrydelser, der er estimeret til at have kostet 70 mio kinesere livet, stiller de mest u-kritiske unge sig afvisende eller i hvert fald skeptiske. De skal hjem og slå efter, men de har ikke noget sted at gå hen for at skaffe sig oplysninger. Jo på nettet, men i Kina kan man opleve internettet bryde sammen, og kanaler bliver ”midlertidigt lukket” etc..

”Systemet” har endnu kontrollen over alt. Enhver kineser skal årligt indrapportere i en slags skriftlig ”udviklingssamtale” om sit forhold til kommunismen i året der gik. Ved Folkekongressen, der afholdtes i Beijing i marts 2010 lagde man op til en ny uddannelse af journalister i Kina. I følge officielle statistikker udgives der 1.943 aviser og 9.860 magasiner i Kina. 1 mio er beskæftiget i branchen, heraf 230.000 som redaktører. De skal fremover undervises og eksamineres i Det Kinesiske Kommunistpartis journalistik og i Marxistisk syn på nyheder og medieetik for at kvalificere sig til deres arbejde. Den fremførte begrundelse for denne nydannelse er, at der har været for mange eksempler på ”dårlig smag”. Kontrollen over medierne øges. Vi læser om, at fremmede ambassader bliver overvåget med hemmelige mikrofoner, som vi som unge kunne opleve det i et andet totalitært regime, når vi rejste i Sovjetunionen. Befolkningen selv fortæller om dagligdagens chikanerier, som vi som turister intet mærker til, for turister er fredede folk. Man kan med stor fornøjelse rejse overalt i Kina.

Man må håbe, at Kina efter en åben dialog om fortidens forsyndelser og en konfrontation med den historiske sandhed kan nå frem til en eller anden form for forsoning. Udsigten til et blodbad, der fører mindretallene og de millioner af forurettede overalt i provinserne ud i et internt opgør med magthaverne, ”De andre”, er ikke overordentlig behageligt at tænke på.

I forbindelse med Charter 08 og dommen på 11 års fængsel over Liu Xiaobo er denne debat om den glemte fortid og fortielsen af historien dukket op igen, blandt også almindelige kinesiske mennesker. Kan du mene det? spørger de. Er det virkelig rigtigt, at alt det er sket? Overdriver du nu ikke? Man må anbefale dem at læse Charter 08.  (Læseren kan benytte Google). Charter 08 og informationerne om fortidens forbrydelser er offentligt tilgængelige.  Af Charter 08 fremgår dristigt formuleret, hvor galt det i flg. forfatterne står til i ”Midtens Rige”.Men Charter 08 forekommer affattet i en lavmælt tone, der analyseres grundigt historisk og nutidigt, og forfatterne viger ikke tilbage fra at formulere en række fundamentale anbefalinger om Kinas vej til en demokratisk udvikling og overholdelse af menneskerettighederne. 

Charter 08 sammenligner FNs menneskerettighedserklæring med situationen i Kina, og Charter 08 blev karakteristisk nok offentliggjort 10. december 2008, netop på 60 årsdagen for vedtagelsen af FN erklæringen, som Kina var medunderskriver af. Med hensyn til Charter 08 henviser jeg iøvrigt til mit afsnit herom i mine notater om ”Kristendommen i Kina”, 5.

Liu Xiaobo blev født den 28. 12.1955 i Changchun, provinsen Jilin. Han tog sin M.A. i litteratur fra Beijing Normal University i 1984, og  Ph.D i 1988. Liu, forfatter og politisk kommentator, er i dag Kinas mest kendte menneskerettighedsforkæmper og fungerede som formand for PEN fra 2003, og når man læser ham, fremgår det tydeligt, at han er en skarp intellektuel begavelse.  Liu er blevet holdt isoleret, sendt på tvangsarbejde og er blevet fængslet – igen og igen siden 1991, efter sin deltagelse i Tiananmen protesterne i 1989. Begrundelsen har været ”kritik af Kinas kommunistiske Parti”. Han dømmes for at forstyrre ”den offentlige orden”, og det er netop det samme som national ærekrænkelse. Liu var med til at skrive Charter 08 – i stil med det tjekkiske Charter 77, der åbnede for frihed og menneskerettigheder i et åbent demokratisk Tjekkiet med frie valg, der gjorde dissidenten Vaclav Havel  til præsident. I maj 2009 havde 8.600 kinesere skrevet under på Charter 08. Systemet har nøje fulgt sagen, og indledte med kynismens overblik en retssag mod Liu 1.december 2009, der sluttede med dommen på 11 års fængsel l. juledag, den 25. december 2009  -  skarpt fulgt af omverdenens protester. EU, USA, menneskerettighedsgrupper og forfattere fra nær og fjern. Kendte navne som Salman Rushdie, Umberto Eco, Atwood, Ha Jin, June Chang har været ude med tilkendegivelser. FN’s kommission for menneskerettigheder har i generelle vendinger spurgt til menneskerettighederne i Kina. Tysklands præsident Angela Merkel har været oppe på mærkerne, og i januar bankede Vaclav Havel sammen med andre dissidenter fra kommunistæraen på porten til den kinesiske ambassade i Prag med kravet:” Sæt den mand fri”.

Sidst har jeg hørt, at en række verdensnavne har indstillet Liu til Nobels fredspris. Det er efter sigende navne som Vaclav Havel, den franske filosof Andre Glucksmann og Desmond Tutu, der står bag. Også Dalai Lama siges at være blandt de prominente, der har indstillet Liu til den hædrende pris. Sidst har 100 forfattere og menneskerettighedsforkæmpere i et ”Åbent brev” til Folkekongressen i Beijing krævet Liu frigivet omgående og uden betingelser.

South China Morning Post bragte 9.februar 2010 Liu  Xiaobos forsvarstale i retten. En tekst, der som Sokrates forsvarstale bør gå over i teksthistorien som et værdigt udtryk for højeste menneskelige og etiske standard. Liu fremtræder som en moralsk autoritet i en kompliceret situation.

Liu Xiaobos forsvarstale   

”Med hensyn til realoplysninger i anklageskriftet mod mig, har jeg ikke noget at indvende, undtaget èt punkt, som hævder, at jeg har indsamlet 300 underskrifter til Charter 08. Det er ikke korrekt. Jeg skrev de 6 artikler i Charter 08 og deltog i arbejdet med Charter 08; men jeg indsamlede kun omkring 70, og ikke 300. De andre underskrifter var ikke indsamlet af mig. Med hensyn til de forbrydelser, jeg anklages for, må jeg meddele: Jeg kan ikke acceptere anklagerne. I perioden på mere end et år, hvor jeg har været berøvet min frihed, har jeg fastholdt min uskyld, når jeg er blevet udspurgt af politiofficerer, undersøgere og dommere. Jeg bevidner min uskyld med henvisning til Kinas forfatning,  De Forenede Nationers Menneskerettighedserklæring, de politiske reformer jeg har været talsmand for og historiens udvikling.

Et betydningsfuldt resultat af reformen og de åbne døres politik har været, at  Kinas befolkning er vågnet til forståelse af dets menneskerettigheder og retten til forsvare disse rettigheder. Det har presset den kinesiske regering  til fremskridt i dens tænkning om menneskerettigheder. I  2004 reviderede Folkeforsamlingen (National People`s Congress) forfatningen for at ”beskytte og respektere de humane rettigheder” og de forfatningsmæssige principper, der er fornødne for at beskytte de humane rettigheder, som bør gælde i et land regeret efter loven. Landet skal respektere og beskytte menneskerettighederne, i overensstemmelse med den magt, der er givet til folket i forfatningens Artikel 35. Min frihed til at udtrykke afvigende meninger er den tale- og ytringsfrihed, der er givet mig som kinesisk statsborger under forfatningen. Ikke alene kan den ikke begrænses eller fjernes af regeringen; tværtimod  skal den respekteres af regeringen og beskyttes af loven. Så beskyldningerne mod mig krænker mine basale rettigheder som Kinesisk statsborger, og er imod den grundlæggende lov i Kina. Det er et typisk tilfælde af ”talens forbrydelse” og viser, hvordan man fortsætter med at begå den gamle forbrydelse at smide en forfatter i fængsel. Det burde kritiseres som ufornuftigt og mod forfatningen.

Anklageskriftet citerer erklæringer som bevis på, at jeg har ”spredt rygter og ophidser til ærekrænkelser og andre former for omstyrtning af regeringen og nedbrydning af det socialistiske system”. ”Spredning af ærekrænkelser” betyder at opdigte rygter” og skabe falsk information og skade folk. ”Ærekrænkelse” betyder at bringe andre menneskers gode navn og rygte i miskredit. Min opfattelse er et kritisk standpunkt, et udtryk for et synspunkt, en værdivurdering og en bedømmelse af, hvad der er sandt og falskt. Det har ikke til hensigt at skade nogen person. Min opfattelse har intet at gøre med spredning af rygter eller sladder. At kritisere er ikke det samme som at sprede rygter, endnu mindre er opposition det samme som sladder.

Anklageskriftet anvender formuleringer fra Charter 08 for at anklage mig for sladder rettet mod regeringen og partiet og ”at planlægge ødelæggelse og omstyrtning af regeringen.” Denne beskyldning tager citater ud fra deres sammenhæng og ignorerer fuldstændigt den overordnede tone i Charter 08 og de meninger, jeg til stadighed har formuleret i mine artikler. For det første, Charter 08 beskriver menneskerettighedernes katastrofale situation i det moderne Kina. Anti-højre kampagnen førte til en uretfærdig udpegning af mere end 500.000 højreorienterede; det store spring fremad sendte mere end 100.000 i døden; Kulturrevolutionen var en katastrofe; 4. juni var et blodbad, hvor mange mennesker blev dræbt, og mange blev kastet i fængsel. Disse begivenheder på verdensplan opfattes som ”human rights disasters”, katastrofer, til fare for Kina, og de standsede den kinesiske races naturlige udvikling og den humane civilisations fremgang. At gøre en ende på magtens monopol og et bestemt partis særlige privilegier er kun at forlange af det herskende parti, at det giver regeringen tilbage til folket og endeligt etablerer et frit samfund, ”for folket, ved hjælp af folket og af folket”.

De værdier, som kommer til udtryk i Charter 08 og de politiske reformer,  det foreslår, har som langsigtet målsætning skabelsen af en federal stat, der er fri og demokratisk. Der er 19 reformforslag, der indbefatter reformer, der alle er gradvise og fredelige. Med forståelse for at løbende reformer har alle former for mangler, kræver vi, at det herskende parti går på to fødder i stedet for en, at man implementerer både en politisk og en økonomisk reform. Det er den eneste måde, man kan arbejde på i et civilt samfund for at presse regeringen til hurtigt at give magten tilbage. Med pres nedefra kan man skubbe regeringen til at udvirke forandringer fra toppen og nedad. Så regeringen og folket kan arbejde sammen i et godt samarbejde og hurtigt implementere drømmen om en konstitutionel regering, der er næret af det Kinesiske folk i 100 år.

I de 20 år fra 1989 til 2009 er de meninger, som jeg har udtrykt om politiske reformer i Kina, til stadighed blevet formuleret som gradvise, fredelige, velordnede og kontrollable. Jeg har altid været i opposition til pludselige reformer taget i et hug, og endnu mere har jeg opponeret mod en voldelig revolution. Ideen om en gradvis reform er klart kommet til udtryk i min artikel ”Changing the Political Power Through Changing Society”, det sker ved at øge bevidstheden om det civile samfunds rettigheder til at udvide folkets rettigheder, ved at fremelske følelsen af folkets egen magt, ved at udvikle civilsamfundet, så det kan øge presset fra bunden og opad og befordre regeringens reformarbejde fra toppen og nedad. I virkeligheden har arbejdet på reformer i Kina i de sidste 30 år bevist, at den grundlæggende kraft, der skal til for at skabe nye reformer, kommer fra reformer, der er opstået i det civile samfund; ligesom bevidstheden om samfundsmæssige reformer og indflydelse ekspanderer, så regeringen er tvunget til at acceptere nye ideer og afprøve dem eksperimentelt. Det har ændret karakteren af reformpolitiske tiltag, der kommer fra toppen.

For at sammenfatte: Mine hovedideer for Kinas politiske reform er, at den skal være gradvis, fredelig, velordnet og kontrollabel, og at den skal blive til som en  interaktion, fra toppen til bunden, og fra bunden til toppen. Denne måde betyder mindst mulige omkostninger og fører til det mest effektive resultat. Jeg kender til de grundlæggende principper for politisk forandring, og ved, at velorganiseret og kontrolleret social forandring er bedre end den, der er kaotisk og ude af kontrol. Tilstedeværelsen af en dårlig orden er bedre end anarkiets kaos. Derfor opponerer jeg mod de former for regering, der er præget af diktatorer eller monopoler. Det er ikke at ”opfordre til nedbrydning af statens magt”. Opposition er ikke det samme som statsfjendtlig virksomhed.

En årsag til, at jeg er uskyldig, er, at beskyldningerne mod mig overtræder internationalt vedtagne menneskerettighedsforskrifter. I 1948, som permanent medlem af FNs Sikkerhedsråd, deltog Kina i udarbejdelsen af Menneskerettighedserklæringen. Et halvt århundrede senere, i 1998, afgav Kina et højtideligt løfte over for det internationale samfund ved at underskrive 2 FN erklæringer om menneskerettigheder. En af disse, ”Den Internationale Traktat om Borgerlige og Politiske Rettigheder”, anerkender retten til at  tale frit som en grundlæggende universel ret og  kræver, at regeringer i alle lande respekterer og beskytter denne ret. Som et permanent medlem af FNs Sikkerhedsråd og et medlem af FNs kommission for Menneskerettigheder har Kina en forpligtelse til at overholde aftaler og et ansvar for at opfylde dets egne forpligtelser. Kina skulle være en model for, hvordan man implementerer klausulerne i disse traktater, der beskytter de humane rettigheder. Kun på den måde kan Kinas regering fuldtud sikre dets egen befolknings humane rettigheder. Kina skulle yde sit bidrag til at fremme de humane menneskerettigheders sag og, ved at gøre det, vise et stort samfunds civiliserede adfærd.   

Med overgangen til den moderne æra bevægede Kinas Kommunistiske Parti sig fra at være svagt til at være stærkt, for til sidst at triumfere over Kuomintang. Partiet hentede dets kræfter fra løftet om ”i frihedens navn at opponere mod diktaturet”. Før 1949, optog det Kommunistiske Partiorgan Xinhua Daily og Liberation Daily regelmæssigt artikler, der angreb begrænsninger i Familien Jiangs mulighed for frit at komme til udtryk. Det startede en voldsom  kampagne og forfølgelse af intellektuelle, der blev straffet for, hvad de sagde. Mao Zedong og andre partiledere talte ofte om talefrihed som en grundlæggende rettighed. Men, efter 1949. fra anti-højre kampagnen til Kulturrevolutionen, fra henrettelsen af Lin Zhao til Zhang Zhixin, der fik skåret tungen af inden henrettelsen, blev friheden til at tale glemt i den Maoistiske æra, og landet faldt hen i dødens tavshed, ligesom 10.000 heste der står stille. Med begyndelsen af reformen korrigerede det herskende parti begåede uretfærdigheder, og friheden til at have forskellige meninger voksede sig stærkere; pladsen til at udtrykke sig frit i samfundet blev løbende udvidet, og antallet af forfattere, der blev smidt i fængsel, begrænsedes. Men traditionen om talens forbrydelse er ikke helt forsvundet. Fra 5. april bevægelsen til 4. juni, fra Demokratimuren til Charter 08, har der været eksempler på dette. Anklagen mod mig er kun det seneste eksempel.

(Note: Liu Zhao blev født i 1932, var kristen, blev stemplet som højreorienteret i 1957 og fik en langvarig fængselsdom i 1960 for kontrarevolutionær virksomhed. I fængslet skrev hun en dagbog på 200.000 kinesiske ”characters”, fordømte undertrykkelse og fastholdt sine krav om menneskerettigheder, fred og lighed. Den 29. April 1968 blev hun i hemmelighed henrettet i fængslet i Shanghai. Regeringen fortalte aldrig noget om den forbrydelse, som førte til hendes henrettelse. I 1980 erklærede Shanghais højesteret Liu Zhao for uskyldig.  -  Født i 1930 var Zhang Zhixin et loyalt partimedlem, som kritiserede den personkult, der omgav Mao Zedong og sagde at han afveg fra Marxismen. Hun blev fængslet i 1969 men opretholdt sin tro på partiet. Hun blev ført i døden i Shenyang 4. April 1975. Hun blev senere rehabiliteret og udråbt til ”revolutionær martyr”.) 

I det 21. århundrede er retten til at tale frit blevet folkeeje i mange lande, og forfattere bliver kun smidt i fængsel, når 1000 mennesker peger fingre ad en. Set fra et objektivt synspunkt er det at begrænse folkets ret til at udtrykke sig, som at spærre en flod; fængslets høje mure kan ikke standse friheden til at udtrykke sig. En regering kan ikke undertrykke, at forskellige meninger kommer lovligt til udtryk og kan i længden ikke være afhængig af at kunne kaste forfattere i fængsel for at holde sig til magten. Pennens problem kan alene løses med brug af pennen. Så snart du anvender geværet for at løse pennens problemer, vil du være årsag til en katastrofe for de menneskelige rettigheder. Kun ved at fjerne den praksis, at man smider forfattere i fængsel, kan man garantere, at ytringsfriheden lovet i forfatningen, vil blive givet til den enkelte borger. Så vil ytringsfriheden blive beskyttet på en systematisk måde og den praksis, at man bare smider forfattere i fængsel vil blive fjernet for altid fra Kinas land.

”Talens forbrydelse” er i modsætning til princippet om menneskerettigheder, der blev nedskrevet i Kinas forfatning og love og i modsætning til FNs erklæring om Universelle Menneskerettigheder. Den er oppe imod universel retfærdighed og historiens tendens. Jeg erklærer mig uskyldig i, hvad man beskylder mig for, og jeg håber, at jeg kan opnå denne rets accept. I så fald ville en sådan afgørelse skabe en betydningsfuld præcedens i Kinas juridiske historie, den vil bestå menneskerettighedsprøven, der er klausuleret i Kinas forfatning og internationale menneskerettighedstraktater, være et eksempel på stræben efter retfærdighed, og leve op til historiens dom. Jeg takker alle.

Hvor tit opsøger gennemsnitsdanskeren fædrenes gravpladser rundt om i landet? spørger vi europæere hinanden i disse dage i Hong Kong. Hvor tit dvæler vi ved mindet om det, vore forfædre gav os at leve på: oldeforældre, bedsteforældre og afdøde onkler, tanker, kusiner og fætre? Hvor tit får slægten en plads i vores bevidsthed? Som gymnasielærer lavede jeg af og til en undersøgelse i forbindelse med en skriftlig opgave, hvor gymnasieeleverne skulle skrive deres slægtshistorie. Selv på de socialt stabile skoler, hvor jeg har været ansat i mit arbejdsliv, kunne de færreste huske navne på oldeforældre, også bedsteforældregenationen kneb det gevaldigt at have nogen erindring om. Så at sige ingen anede, hvor ”deres kære”, som man ville have udtrykt det i det før-mobile samfund, lå begravet.

Det er anderledes i Kina. 2 gange om året ved Qingming i foråret og Chongyang om efteråret er de afdøde i centrum for al opmærksomhed.

I Kina også her i Hongkong er gravene oftest placeret på bjergsiderne, i udkanten af skove, med udsigt. Der rejses mindesten og mindepladser  formet som mure, favnende hænder foran selve mindestenen, der i nyere tid ofte er udstyret med et billede af den afdøde. Det er et stort problem at finde gravpladser til de afdøde. I Hong Kong afgår omkring 50.000 mennesker ved døden hvert år. Det kræver anlæg af store nye columbarier (urnehaller). Men de levende vil ikke bo nabo til de døde.  Der ligger sikkert en del overtro bag denne uvilje mod de nye naboer, men der er også en moderne årsag. Det betyder en enorm trafik, 2 gange årligt og dagligt, når de mange gæster skal besøge slægtens grave. Nede fra Metrostationerne kører shuttlebusser i fast rutefart pårørende til graven. Det forstyrrer den ro, man for dyre penge har opsøgt ved at købe bolig ude i den sparsomme natur.

Den 5. April 2010 efter den gregorianske kalender fejrer Hong Kongs befolkning Qingming Festivalen – en stor, meningsfuld og livgivende fest i deres bevidsthed. Festens mytologiske fortælling rækker 2.500 år tilbage. Kulten bag er årstidsbestemt og meget ældre, og begrundelsen for de religiøse kulthandlinger når helt ned i befolkningens urlag. Det kommunistiske Kina søgte i 1949 at udradere festen fra den kollektive bevidsthed, men forgæves. I 2008 måtte Partiet om ikke krybe til korset, så genindføre Qingming (som dagen betegnes i Mainland China) som en offentlig fridag. Det er tidspunktet for forårets komme. Man tager ud i naturen, som vi gjorde ”til pinse, når skoven bliver rigtig grøn, så tager vi derud, hver en …” udtrykt i sangen, der jublende afsluttedes ”Tralalalalala”. Det er også den stemning, der hersker på gravpladserne herude. Og man opsøger gravene. Nede i dalen ligger Tao Fong Shans kirkegård, hvor K.L.Reichelt ligger begravet. Vi mindedes hans dødsdag den 13. Marts. Reichelt døde i 1952. Længere oppe ad bjerget er der en illegal kirkegård, og vi har udsigt til den buddhistiske gravplads ved De 10.000 buddhaers tempel på et højdedrag over for Tao Fong Shan. I ugens løb og på selve dagen, der i år falder sammen med den kristne 2. påskedag, vil der være en heftig trafik op ad den snoede vej til bjerget, et mesterværk udført af Hakka-kvinderne under den danske ingeniør Axel Hamres ledelse for 80 år siden. Politiet regulerer trafikken. Myndighederne advarer på ”nettet” og ved opslag om, at man må påregne forsinkelser og overfyldte tog i metroen på vej mod ”New Territories”, hvor der er særligt mange gravpladser. Der vil være sort af mennesker ovre hos de 10.000 buddhaer på mandag. – 2. påskedag. Vi så anslået mindst 100.000 på vej op til de ”10.000 Buddhaer!” under  Chongyang Festivalen i efteråret.

Gravene renses for nedfaldne blade og grene, inskriptionen nymales om fornødent, og der gøres pænt til denne ”allesjælesdag”, sørgedag eller forfædredag. Forfædrene og slægten har en meget stor plads i kineserens hjerte og bevidsthed. Det kan aflæses af mange iagttagelser i hverdagen. Den måde, man behandler de ældre på, er præget af omsorg. Børn og unge kører tur med de handicappede ældre i deres kørestol, og omsorgen rækker altså også ud over døden. Kineseren går ud fra at den  afdøde også har behov for forsyninger. Derfor opsøges gravene. Unge og ældre beder ved graven, man ofrer mad og drikke: te, vin, frugter og røgelsespinde, som et kuriosum for en vestlig spectator også papirpenge – den afdøde skal også betale enhver sit – og kunstfærdigt fremstillede papirkopier af den afdødes kære ejendele, fx. den grønne bil, tøj, huset han/hun boede i o.lign. Papirkopierne sælges sammen med Chrysanthemum blomster i fine opsætninger fra boder på vejen frem mod gravpladsen. Under ceremonien afbrændes det i særlige ovne. Røgen bølger i nærheden af gravene. Lidt af den medbragte mad stilles frem som et offer på graven, resten spises af familien som et festmåltid ved graven eller i en park i nærheden.

Qingming festivalen er ikke alene en sørgefest, men også en familiefest, hvor man sætter drager op, køber blomster, synger og danser,  ”tralalalala”. I religionernes verden hænger gråd og latter sammen. Det omtales også, at Qingming er et godt tidspunkt at gøre kur, fordi man kan benytte fejringen til at se sin udkårnes familie lidt an.

I Mainland China giver dagen af og til anledning til at mindes de af partiet anerkendte, officielle martyrer. I Hong Kong mindes endnu og uofficielt ofrene for Kommunistpartiets fremfærd på Tiananmenpladsen i Beijing.

”En rislende regn falder som tårer på Sørgedagen

Den sørgendes hjerte brister på vejen.

Hvor findes der en kro hvor man kan drukne sin sorg?

En hyrde peger i retning af Mandel Blomst (Xing Hua) Landsbyen i det fjerne.” (Qingming”, digt af Du Mu).

Hvor tit er vi ved vore kæres grave i Danmark? spørger vi europæere hinanden. Pasningen af gravene overlader vi til kirkegårdspersonalet. ”Det betaler vi os fra”, ligesom vi naturligvis sender  vore ældre på plejehjem, så vi er behageligt fri for at have også den ulejlighed.

GLÆDELIG PÅSKE

Der er opstået et hul efter sammenbruddet af den kommunistiske ideologi. Noget skal fyldes i hullet. Der er ikke tvivl om. at Konfucius byder på et moralsk og filosofisk tankesæt, som tiltaler mange, fordi det er rundet ud af Kinas egen historie. Ikke som buddhismen og kristendommen kommet udefra, og det repræsenterer noget centralt i Kinas kultur: høj arbejdsmoral, vægt på uddannelse, et hierarkisk system, meritokratiet: ”Du skal gøre dig fortjent til din position i familie og samfund”, lov, orden, moralitet, og konfucianismen kan garanteret være med til at fremme økonomisk vækst. Men man skal være opmærksom på, at Konfucius næppe er forenelig med det liberale demokrati, hvor det kun er flertallet der bestemmer. Taipingoprøret med dets kristent inspirerede politiske program og den borgerlige revolutions Sun Yat-sen indgår også i den marxistiske historieopfattelses kongerække. Ja, portrættet af den kristne Sun Yat-sen, Sun Yat-sen var metodist fra Hong Kong,  Kinas 1. præsident var med i 1. oktoberoptoget på Den Himmelske Freds Plads. Der tænkes nyt.  Men hvorvidt Konfucius har en chance er omstridt. Vurderingerne af Konfucius og de traditionelle værdier er højst forskellige. Kan Konfucius forsyne det mere og mere individuelt tænkende og agerende Kinamenneske med en samfundsideologi, der kan slå til i en dynamisk samfundsudvikling? Sekulare filosoffer og kritiske samfundsdebattører spørger uroligt, om det ikke blot nok engang er elitens forsøg på at legitimere autoritative, ikke-gennemskuelige magtstrukturer, der betyder underklassens underkastelse.

Kapitalismen i form af den nyliberale markedsøkonomi og den kulturelle frisættelse gør voldsomme indhug i kineserens naturlige agtelse i forhold til overleverede værdier, familien. Ligesom den også bryder Vestens værdigrundlag ned. Man taler om kulturkamp både i Vesten og Østen, men man ser hverken i Øst eller i Vest, at det er pengene der fylder vore sind. Børskurser og varenotereringer er på i timevis på alle TV-kanaler, både i Hong Kong og i Mainland China. Morgen, middag og aften.

Talsmænd for Konfucius forsøger som modvægt at understrege, at man i alt skal huske at efterleve Konfucius´s fem forhold mellem:  fyrste og minister, far og søn, mand og hustru, ældre og yngre broder og ven og ven. Disse forhold var for Konfucius af guddommelig oprindelse. De hørte med til dao, livsloven, og af disse 5 grundlæggende livsforhold afledtes de 5 kardinaldyder, som Konfucius fremstiller som det, der binder hele samfundet sammen. Fortabes disse kardinaldyder, bryder det harmoniske samfund sammen. Når præsident Hu fra balkonen i Beijing på 60 årsdagen 1. oktober sidste år betonede værdien af det harmoniske samfund, er det Konfucius´ idealer,der ligger bag. De 5 kardinaldyder betegnes som: Det godgørende sindelag (ren), retfærdighed (yi), anstændighed (li), sikker dømmekraft (zhi) og ordholdenhed, troskab (xin).

Ethvert dynasti har føjet nye æresbevisninger og ærestitler til Konfucius navn og minde. Det sidste Qing kejserdynasti (1644-1911), som brød sammen med den borgerlige revolution, anført af Sun Yat-sen (Kinas 1. præsident i 1912), ophøjede i 1907 Konfucius til at være ligestillet med himmelen og jorden, dvs. blandt de højeste i rækken af tilbedelsesværdige. I slutningen af 1800-tallet, da kejserdømmet var i opløsning, og landet hærgedes af lokale feudalherrers hære, blev der også gjort forsøg på at ophøje Konfucianismen til statsreligion i en drøm om at finde det faste bolværk indadtil og den smukke facade udadtil. Forsøget slog fejl. Mao gik fra 1949 til angreb mod det overtroiske, reaktionære gamle Kina, som Konfucius kom til at stå som talsmand for, stærkest under kulturrevolutionen fra 1966-1976, hvor rødgardisterne hærgede og destruerede alt, hvad der mindede en om den gamle verden. Konfucius stod specielt for skud: Hans bøger blev brændt, statuer blev smadret, templer til hans ære blev nedbrændt, uerstattelige værdier gik til.

Et af de mest afgørende angreb på den patriarkalske Konfucius ideologis status var ændringerne i det kinesiske skriftsprog. Det havde været den øverste embedsstands, litteraternes, guddommelige privilegium at beherske skriftsproget med de tusinder af skrifttegn, overleveret gennem årtusinder, så litteraterne ubesværet kunne læse de klassiske tekster. Forenklingen af skriftsproget var et angreb på fundamentet i det hierarkiske samfund, specielt på litteraternes priviligerede status.

I mødet med Vestens kultur, markedsøkonomi, den materielle vækst, og den frie informationsudveksling over nettet, understreges behovet for en kulturel kinesisk renæssance. Konfucius får måske en ny chance, og konfucianismen har bidraget til folkereligionen, som blomstrer. Selv i metropolen Hong Kong er 100.000er på gaden i forbindelse med Månefesten i begyndelsen af oktober. Og spåmændene opsøges jævnligt. I et af de mange templer her i Hong Kong (der rummer både buddhisme, daoisme og kongfucianisme), så vi mere end 50 boder til spåmænd og – koner, sandsigere. Der kikkes i kortene, lægges horoskoper, tages varsler. Konfucianske templer genopbygges. Også i Vesten introduceres Konfucius. Der oprettes Konfucius – institutter i vestlige hovedstæder – også i København, som led i officielle kulturfremstød. Artiklen i South China Morning Post omtaler, at inden januar 2011 er der etableret 500!! af den slags institutter, ”Kinas svar på British Council eller Alliance Francaise”. 

Konfucius (551-479fvt) er den vigtigste kineser gennem tiderne. ”Konfucius er for Kina, hvad vandet er for fisken” (Taizong – kejser fra 627-650). Man kan opfatte ham som Kinas Sokrates eller Platon. Ligesom vi i enhver generation i Europa har genlæst Sokrates og Platon og lagt fortolkningslag på fortolkningslag, er Konfucius blevet nyfortolket, revurderet, forkastet, og kommet til ære og værdighed igen. Konfucius indflydelse rækker langt ud over Kinas grænser til Japan, Korea, Taiwan, Singapore og Malaysia.

Den periode, hvor Konfucius levede i Kina er en af de mest interessante i verdenshistorien. I mange lande fremstod tænkere og digtere, der skabte umistelige bidrag til verdens kulturarv. I Kina udover Konfucius, Mencius og andre fortolkere af den vises lære. I Indien Buddha, i Persien Zarathustra. I Grækenland: Pythagoras, Sokrates, Platon, Aristoteles. I Israel en række af profeterne, blandt dem: Ezra, Nehemias, Malakias og Esaias. 

Ved 60 års dagen for oprettelsen af den kinesiske folkerepublik markeres sammenhængen i Kinas historie. Derfor studeres Konfucius overalt på universiteterne, og der udgives nye bøger om hans filosofi og betydning for Kina. Fx. Yu Dan: Konfucius from the Heart. Ancient Wisdom for todays World. Macmillian 2009. Der er blevet en millionsællert. Fandt den i en 5 etages stor boglade i Nanning som en af de få bøger på engelsk. Der undervises igen i Konfucius i gymnasiet. Jiang Qing taler og skriver ligefrem om, at Konfucius´ lære og samfundsidealer bør genindsættes som  fundamentet i Kinas samfundsudvikling. Det kan ske ved et snuptag. Man skal blot skifte ordet Kommunist ud med Konfucius. Et K er vel et K! Man så det ved den olympiske åbningsceremoni i Beijing, da 3000 mænd klædt som hans disciple råbte det kendte Konfucius ordsprog: ”Friends have come from afar, how happy we are”. South China Morning Post (October 27,2009) bragte i anledning af Chung Yeung festivalen en artikel om ”Confucian virtues on parade for festival”. Den fortalte om, hvordan man i Ningbo, Zhejiang samledes i hundredvis klædt i gyldent silke for at fejre Konfucius´ to begreber ai (nåde, barmhjertighed) og xiao (sønlig kærlighed). De ligger indvævet i vore traditioner og kultur, kilden til kinesisk omsorg og hengivenhed, værdier vi må leve op til, hedder det i artiklen. Og den fremhæver, at centralregeringen lægger vægt på traditionelle forestillinger for at opretholde ”social harmoni”. Hvad kulturrevolutionen slog i stykker for at forhindre indflydelsen fra gammel filosofi, er ”nu, hvor de socialistiske dogmer er fejet væk, kommet til ære og værdighed”. Xiang Yunju – sekretær for ”Chinese Folk Literature and Art Society”, som fik centralregeringen med på ideen om festivalen i Ningbo, siger i artiklen over offentlighedens positive reaktion:”Vi har accepteret en masse fremmed kulturel indflydelse inden for den sidste tid, så vi har behov for at genoplive traditionel kinesisk kultur. Vi har disse traditioner, men de må moderniseres for at opleves relevante”. Mange Kinaiagttagere citeres for samme iagttagelse: Konfucius er på vej tilbage.

Marts 2010

Kære alle

Nu har vi været her på Tao Fong Shan i mere end halvdelen af den tid, vi har bundet os til. Det kunne være grund nok til at udarbejde et ”Rejsebrev 3” – om livet herude. Nogle af jer beder om lidt flere snapshots om vores daglige betingelser. Vi nyder livet i stedets og vores rytme, skønheden, de mange lejligheder til ”fest i dagligdagen”, middage og frokoster på gode og billige restauranter med original kinesisk mad. Det cantonesiske køkken rummer så mange tusinde muligheder, at vi kun kan nå at prøve en lille del af det: hverdagens mad på restaurant for middelklassekineseren. Overklassens har vi ikke råd til. Vi giver os hen i samtaler med mennesker, får nye vinkler på gamle synspunkter. Vi nyder naturens lyde, abekattenes mest på afstand. Fuglenes kalden i de tidlige morgentimer er anderledes end i Danmark. Vi deltager ivrigt i Hong Kongs kulturliv alene og med vore besøgende gæster fra Danmark.

Men hvad var det for forventninger, vi rejste ud med? Vi kendte jo stedet fra tidligere besøg – første gang helt tilbage til 1990. Det var ikke ukendt land, vi begav os ud i. Svarede vore forventninger til det, vi faktisk har mødt? Og har vi kunnet leve op til forventningerne? Det sidste spørgsmål må andre end vi besvare. Vi prøver at være til stede i dagligdagen og stiller os til rådighed. Ved afrejsen brugte vi udtrykket, at vi tog ud for at lytte og lære. Det er klart, at man i begyndelsen vil være usikre i mødet med alt det ukendte og den nye hverdags rutiner. Det var vi også. Man skal ikke kloge sig, slet ikke som senior, ”pensionist”. Selv om det går meget lettere herude end i Danmark. Man lytter faktisk til ældre, at være en gråhåret panter er ensbetydende med at være respekteret, ja agtet og æret. I et svagt øjeblik kunne man føle sig fristet til at blive herude.   

Der er naturligvis store forskelle mellem ude og hjemme. Klimaet har umiddelbart stor indflydelse på vore livsudfoldelsesmuligheder i det daglige. Kombinationen af høje varmegrader og høj luftfugtighed, udvirker megen træthed. I august virkede varmen på os som den berømte væg marathonløberne løber ind i. Senere blev varmen mere behagelig. Med efterårets obligatoriske tyfoner, der holdt os inden døre i 2 døgn, skiftede vejret ved juletid mellem varmt og koldt fra dag til dag. Der kom lidt dansk efterår over landskabet. Vores store akacietræ på terrassen mistede dets blade. Nu venter vi, at det snart springer ud. Landskabet bliver dog aldrig nøgent og gråt som i Danmark. Der er blomster hele året. Foråret er nu kommet til Hong Kong efter kolde dage i den første uge af nytårsfestperioden i ”Tigerens tegn”, mens vi var i Beijing. Vi kom hjem til t-shirts. Vore medpassagerer i toget fra Beijing strøg en særk, efterhånden som vi kørte ind i varmen og det subtropiske klima. I skrivende stund er det som en tidlig forårsdag derhjemme. Buske og træer står i knop eller er sprunget ud ”overnight”. Men det forlyder, at kulden kommer tilbage sidst på ugen.

Tao Fong Shan summer af liv det meste af tiden. Mennesker kommer og går. Nogle eksempler; En højlærd trappistmunk fra USA, Fr. Charles Cummings afholdt et meget velbesøgt retreat. En lille kinesisk familie kommer vi i snak med, datter, mor og far. Datteren, akademiker, fører ordet. ”Mor er nærmest buddhist, far er ingenting”. ”Jeg er kristen. Nu vil mine forældre også være kristne”. En gruppe på 6 sydkoreanere står pludselig på kontoret. De 5 er kristne. Asger fortæller dem om stedet. Pludselig inddrager de ham i bøn. Den 6. siger: ”Jeg er også på vejen = Dao”. Ved middagsbøn i krypten opfordrer en kvinde fra Taiwan Lise til forbøn for sig selv og sin familie. De var hårdt ramt af cancer. En englænder John Phillips opsøger TFS for at få ny inspiration til sit eget arbejde på ”Bethany”, et pensionat for europæere, der har behov for at blive ladet op. Man kunne blive ved, men der kommer også oplevelsesturister og mange week-endhikere, ligesom Hong Kong kirker placerer deres årlige pensionistskovtur til TFS og spiser med i Pilgrims Hall. Mange benytter stedet med de smukke bygninger i Nanjingstil og den maleriske udsigt som en smuk baggrund for de mange fotografier, der tages, men de aner ikke, hvad det er for et sted. De forstår f.eks.ikke, at Christ Temple, bygget af den danske arkitekt Johannes Prip-Møller, et meget yndet motiv, er en kristen, levende kirke. En lørdag for nylig på vej op fra vores hus, Ai Kuang Yuen, lidt nede på bjergsiden, møder vi flere grupper i området, der synger og musicerer i forbindelse med et kursus.  

Historiens vingesus oplevede vi, da Karl Thelle og hans familie besøgte TFS i 14 dage i efteråret. Karl er født på TFS og blev døbt i ”The Crypt” for mere end 75 år siden. Christ Temple var endnu ikke bygget. Efterkommere efter stedets grundlægger Karl Ludvig Reichelt besøgte TFS 14 dage ved juletid. Thellerne har været her mange gange, men familien Reichelt var her for første gang. Det var fantastiske dage. Notto og Mona Thelle har også været forbi i forbindelse med en forelæsningsrække. Der venter jer en stor oplevelse, hvis I køber Notto R.Thelles nyeste bog: ”Gåden Jesus”, den udkommer ved påsketide på forlaget ALFA i dansk oversættelse ved Asger.

De forskellige enheder på TFS arrangerer en række velbesøgte kurser og retreater, ledet af Abraham Chan, Ekman Tam og John LeMond. Kursisterne er optaget af deres kursus, men vi møder dem ved frokost i Pilgrims Hall. Det kan give anledning til samtaler, men også til mange glade smil. Smilet er som bekendt den korteste afstand mellem mennesker, som Victor Borge sagde. Det er vores fornemmelse, at folk føler sig elementært godt tilpas på TFS.

Christ Temple bliver brugt meget flittigt. Om søndagen holder den lutherske kinesiske menighed gudstjeneste kl. 10.30, ledet af præsten Helen Wong. Efter gudstjenesten mødes man til tedrikning og en snak udenfor kirken. Vi deltager næsten hver gang. TFSs pensionerede medarbejdere møder trofast op, og det er hver gang en glæde også for os at være sammen med dem. De er fortrolige med stedets historie. En søndag arrangerede Helen Wong efter gudstjenesten besøg på HKs nyeste Universitetsafdelinger for Science. Der er legendariske skikkelser i menigheden: Den 93 år gamle kinesiske pastor Tsai tidligere buddhistmunk, kom til TFS i Reichelts tid. Han viser gerne sine brændemærker i hovedbunden som tegn på, at han gik planken helt ud som munk og overlevede pinslerne ved dette optagelsesritual. Den 91 år gamle porcelænsmaler Elder Chui, der var kaptajn i Chiang Kai Sheks hær. Han fik under den forfærdelige borgerkrig bortskudt venstre arm. Han er fortsat produktiv som kunstner og har inviteret os på middag i næste uge for at vise sine billeder frem. Han taler kun kinesisk, så Peter Wan, en anden pensioneret porcelænsmaler, kommer med som tolk.

Kl. 17:30 er der engelssproget gudstjeneste inspireret ledet af stedets præst, amerikaneren John LeMond. De studerende fra LTS og Lise medvirker på forskellig måde, og Asger havde den glæde at prædike første søndag i 2010. Efter gudstjenesten spiser vi sammen i Pilgrims Hall. Af og til arrangerer vi bagefter Skandinavisk Aften nede hos os i Ai Kuang Yuen. Det er en god mulighed for at få delagtiggjort hinanden i vores erfaringer. Alle hverdage fra 8:45 – 9:00 er der ”Ved Dagens Begyndelse” i Christ Temple for hele personalet (30 – 40). Alle medarbejdere har mulighed for at planlægge en dags indslag. Der læses 2 bibeltekster, synges en salme eller 2 og gives plads til stilhed. Til sidst afsluttes med K.L.Reichelts ”Dedication” og et kinesisk vers. Det hele er indlysende ukompliceret.

K.L.Reichelt: Dedication

With all my heart I take refuge/to God Most High,/Who created all things,/The merciful Father,/Source of all goodness.

With all my heart I take refuge in Christ,/The redeemer from sin,/Who restores my true nature,/The perfect and mysterious Word.

With all my heart I take refuge/in the one who embraces the universe,/Who at all times and in all places/has ways and means to respond to our needs,/The pure and tranquil, the vital and active/Holy Spirit.

Det hele foregår på kinesisk, men vi deltager alligevel hver dag. Vi har oplevelsen af at høre med til familien på Bjerget. Ofte er nogen behjælpelig med at oversætte. Ved vores udgave af ”Ved Dagens Begyndelse” har vi sunget Kingos ”Golden Light of Morning Right”, Ingemann ”The Sun is rising in the East”, og næste gang skal vi synge Grundtvig. Vi introducerer vore salmedigtere og spiller på skift på klaveret. Det er en god måde at begynde dagen på, og vi glæder os hver dag til at være sammen med dem, når TFS-shuttlebussen ad serpertinervejen bringer dem op fra Shatin St. ”The Crypt” kan benyttes alle, der søger stilheden. Hver dag afholdes middagsbøn fra kl. 12 – 12:15, som på skift ledes af den anden voluntør og Lise.

Vi går ofte de 114 trin op til LTS`s bibliotek og tidsskriftsamling, hvor vi også løber ind i de studerende. I tiden mødes Asger med Prof Wang fra Shanghai for at oversætte et kildemateriale fra svensk til engelsk. Wang arbejder på en afhandling om svensk mission i Øst Turkistan i de hårde borgerkrigsår 1925 – 33.

Vi håber, at det må lykkes at bevare stedet som det unikke kristne mødested og samtaleforum mellem øst og vest. Der er nu indgået aftale om, at TFS fremover helt skal administreres herude fra. Der bliver en overleveringsfest, inden vi rejser hjem. Vi håber, at der forsat må være rum for studier, ro og eftertænksomhed i disse smukke omgivelser, på Dao-vindens bjerg, med den larmende metropol på passende afstand nede i Shatindalen – en gang rismarker og et godt sted for lokale fiskere. Modernitetens metropol stiller mange spørgsmål til det åndelige liv på TFS. I vore hoveder springer der gnister mellem polerne. – Metropol, modernitet, og spiritualitet vil fortsat have brug for at mødes.

Vi bør vel her også nævne Institute of Sino Christian Studies her på TFS, som udfolder en imponerende aktivitet, helt indgået i Reichelts ånd. Bøger strømmer ud fra instituttet under Daniel Yeungs ledelse. Der er skabt et netværk til universiteter i Mainland-China. I en af bogserierne, udsendte januar 2010 Daniel Yeung selv sammen med professor He Guanghu fra Beijing en imponerende 2-binds tekstsamling med kinesisk teologi. Den første tekst er forfattet af Jingjing (Adam), teksten på Nestorianerstelen i Xian. Vi har naturligvis ingen indflydelse på instituttets arbejde. Det hviler i sig selv med en langsigtet målsætning, men Asger er meget optaget af den indsats med baggrund i hans egne udgivelser på Gyldendal i 70- og 80erne. Værdien af instituttets udgivelser kan næppe overvurderes. Efter vores opfattelse er der her tale om en dialogisk mulighed af historiske dimensioner i mødet mellem Øst og Vest. Der er tale om mere en 150 bind oversættelser af hovedværker i den vestlige tradition indenfor teologi og filosofi. Bøgerne er ude over alt i hele Kina. Det er udtryk for moderne dialogisk mission.

Som tiden herude er gået, synes vi, at vi har fået rimelig godt fat i de opgaver, vi forventes at løse eller at være med i. Vi har mødt mange mange mennesker og fortalt om Tao Fong Shans historie og om kristendommen i Kina. Der er en intens lydhørhed overfor hvad vi fortæller. Det er en stor glæde for os, at vi har fået denne dimension med i vores liv.

Vi har lært hospitalsvæsenet at kende indefra. Midt i januar faldt Asger under så uheldige omstændigheder, at der opstod brud på overarmsknoglen på højre arm. Det kostede 6 dage på Union Hospital og et operativt indgreb. Det heles men lidt langsomt – man er jo ikke 40 længere.

Vi er netop vendt hjem fra en 12-dages tur til Beijing, hvor vi besøgte vores datter Ane og hendes familie. Ane er ansat ved Den Danske Ambassade. Det var godt at se, at de tre børn, Carl, Alberte og Emma trives. De 2 ældste går på en stor international skole i det kvarter i udkanten af Beijing, hvor de bor. Vi havde gode dage i deres dejlige hus og genså ”Sights”, men havde også nye hovsaoplevelser bl.a. på China National Art Gallery med en spændende udstilling af New Year Pictures  – en særlig kinesisk genre. Nytårsfestligheder var der ikke så meget af, der er langt mere i Hong Kong. En iagttagelse gjorde vi dog: Fyrværkeri! Når fædrene kom hjem til compounden blev det markeret med manèr,  jo mere knald jo bedre. I Mainland-China kan man frit købe fyrværkeri – det er forbudt i Hong Kong. I søndags oplevede vi nede i ”vores landsby”, hvor vi gerne spiser lokalt, et mindre drageoptog. De kom oppe fra ”De 10.000 Buddhaers Tempel” og gravpladsen og vandrede igennem landsbyen. Dragen gik ind i husene og blev budt velkommen af lynkinesere. Der blev ønsket Godt Nytår. Mange gamle skikke er bevaret i Hong Kong (og på Taiwan).

De hjerteligste hilsener,

Lise og Asger